Det var med en vis ærefrygt og bæven, jeg tog med Mogens og Marianne på skiferie. De har løbet Vasaløb to gange og skal løbe det igen om en god uges tid. Jeg er trods alt kun på min tredje sæson, siden jeg genoptog langrend. Og guderne skal vide, at jeg ikke er et stortalent. Men en god grundform kan klart rette op på en del.
Jeg har kendt de to i tæt på 25 år, og jeg kender ikke mange andre par, der i den grad kan tage en beslutning, sætte sig et mål – og gøre det. Vasaløbet startede vist over noget rødvin engang, længe før de overhovedet havde haft et par langrendsski på. Og så har de bare gjort det.
Men det går overraskende godt. Jeg hænger ikke i bremsen. Jeg følger med. Min form er helt okay. Jeg er glad for mine nye langrendsstøvler. Jeg bliver bedre og sikrere på bakkerne, når det går nedad. Og jeg har fået det rigtige tøj med, så jeg ikke dør af kulde hver dag. Jeg har ingen blå mærker. Og i morgen er der ny sne – og sol.
Alt er godt. Her er smukt. Vi er glade.
Mens vi har det virkelig mærkeligt med ikke at være i København.
Helles Blog 