Jeg elsker det. Jeg er så glad for, at jeg tog langrend op for et par år siden. Ingenting i hele verden kommer op på siden af at knokle igennem omgivet af smukke fjelde og skove med snedrys. Jeg elsker fjeldsolen på kinderne og vinden i ansigtet. Jeg elsker, at vi er sammen om det. At det er noget, man gør sammen. Jeg elsker den måde, lyset skifter på i løbet af dagen, og jeg elsker den stille lyd af mine ski, der glider over sneen.
Jeg elsker, at jeg kan mærke, hvordan jeg bliver mere og mere sikker på skiene. At jeg ikke tumler ned af bakkerne. At jeg ikke bremser hele vejen ned. At vi bevæger os ud på ture uden præparerede spor. Jeg elsker, at jeg kan koncentrere mig om alt det smukke.
For når jeg er bedre på skiene, kommer der et særligt flow over bevægelserne. Og over min tur gennem landskabet. Imens kan jeg gå i et nærmest meditativt mode. Bare være til, mens jeg bevæger mig gennem fjeldet. Eller jeg kan tænke ting igennem uforstyrret.
Og når jeg er bedre på skiene, må jeg lære noget mere. Derfor bliver næste år en fjeldtur. På fjeldski. Uden fast base. Tænk en frihed – at kunne bevæge sig gennem et landskab på to brædder uden at være afhængig af andet end landskabet.
Helles Blog 