I ytringsfrihedens navn

For et par uger siden skrev jeg under overskriften ‘Je suis Charlie’. Det var min måde at vise sympati og solidaritet sammen med millioner af andre mennesker. Siden da har aviser flydt over med argumentation for, at vi ikke er Charlie. At vi ikke har ret til at kalde os det. Nej, jeg er sgu da ikke Charlie. Jeg er Helle, og jeg tegner ikke satiriske tegninger. Jeg har faktisk kun én eneste gang tegnet noget sjovt, og det var tegneserien til min søns bryllup. Jeg tror ikke, nogen blev sure, og den eneste magtfaktor, der blev udstillet, var kvindemagten overfor en lille skid, der voksede op med to søstre og en mor. Den var mest sjov, fordi jeg ikke kan tegne.

‘Je suis Carlie’ var verdens måde at skabe et fælles sorgudtryk. En fælleshed imod at slå ihjel for meninger, holdninger og udtryk. Det virkede, det var stærkt. Jeg synes ikke, I skal pille det ned.

Jeg har været stille siden. Fordi jeg har været rundtosset af verdens reaktioner på mordene i Paris. Mord på Ytringsfriheden, blev der råbt højt og skingrende. Aldrig har jeg da hørt og set så meget ytringsfrihed i fri dressur gennem de sociale medier. Politikere har stået i kø med verbale sværd i hånd.

Og aldrig har jeg selv følt mig så stækket. Hvorfor? Hver gang jeg har ytret mig, bliver jeg kaldt kujon eller halalhippie eller godhedsprofet. Eller dum eller naiv. Jeg bliver kaldt bange, fordi jeg mener noget andet end Det Store Skrål fra de sociale medier.

Jeg er ikke med på, hvorfor ytringsfrihed er det samme som at blive ved med at publicere tegninger af Mohammad i obskure situationer. Jeg forstod ikke Jyllandsposten, da de udskrev en slags konkurrence blandt danske bladtegnere. Og jeg forstår slet ikke, hvorfor det er vigtigt at genposte de tegninger nu. Igen i dag kaldte Hassan Preisler mig for bange på P1, fordi jeg ikke er enig i, at det er det vigtige i ytringsfriheden.

Jeg er ikke bange. Eller jo, jeg er lidt bange. Jeg er bange for den offentlige enighed. Mordene på tegnerne fra Charlie Hebdo afdækker en grum vækst i antidemokratiske bevægelser. Der er radikaliserede fundamentalistiske religiøse mennesker, der organiserer sig på forskellig vis, og så er der stærkt højreorienterede nationalistiske bevægelser. Begge spreder angst og undertrykkende tavshed. Og det skræmmer mig.

Jeg vil forbeholde mig ret til at være godhedsprofet. Jeg er stolt over at stå ved, at jeg tror på det gode i menneskeheden. Jeg vil forbeholde mig ret til at være naiv. Jeg er stolt af at være naiv. Når I kalder mig for politisk korrekt med spyttet hånligt i mundvigen, vil jeg forbeholde mig den ret også. At være politisk korrekt kan kun gøre mig stolt. Jeg vil forbeholde mig ret til at mene noget andet. Jeg vil forbeholde mig ret til at have min mening om Mohammedtegninger og ytringsfrihed, også når den afviger fra din.

I ytringsfrihedens navn.

IMG_4263

One thought on “I ytringsfrihedens navn

  1. godt brølt min skat. Jeg er vidtgående enig med dig. Imorgen kører jeg till løgumkloster og håber på et par gode dage. Det ar rigtig dejligt at have pigerne og Thomas igår. Vi hyggede os og spiste godt. Jeg er hjemme Mandag aften Kærlig hilsen

    Far

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s