Trafikale øjeblikke

Så kør dog for fanden frem og blokér for de lortecyklister! – brølede det fra en bil på Vodroffsvej i morges. På vejen holdt 5-6 biler og ventede på at køre ud på Rolighedsvej, hvor Vodroffsvej ender i et t-kryds. Og det var cyklisterne, der kom ad Rolighedsvej mod søerne, den sure mand mente.

Forleden kom jeg fra et møde på Demensklinikken på Rigshospitalet, der ligger i matriklens øverste ende på Henrik Harpestrengsvej. Da jeg når ud til vejen, står en tydeligt forvirret ældre kvinde på modsatte fortov og får venlige vejvisninger af en sygeplejerske. Sygeplejersken peger over mod Demensklinikken og det tydelige skilt ved vejen og forklarer, at hun skal den vej. Den ældre kvinde vender sig og begynder at krydse vejen. Pludselig kommer en kvinde i høj fart på cykel og råber vredt efter kvinden: Er du fuldstændig fatsvag, åndssvage kælling – det her er en vej!

En morgen i sidste uge cyklede jeg i morgentrafikken ind ad cykelstien på Vasbygade. Jeg indhentede en cyklist, der kørte væsentligt langsommere end mig, kiggede mig bagud og trak ud til overhaling. Midt i mandøvren lyder der et ‘møp-møp’ i venstre øre, og jeg får et ikke venligt skub på venstre skulder. Jeg råber ret højt af forskrækkelse, og forbi mig hvisler en MAMIL (middle aged man in lycra) på en dyr cykel. Mens han på charmerende vis retter en fuckfinger bagud.

Kære mennesker, er det her virkelig nødvendigt? Hvad er det, der får os til at behandle hinanden som lort på vejene? Hvad er det, der får os til hele tiden at spytte nedad på de trafikanter, der er blødere eller langsommere? Og hvorfor den vrede? Hvad koster to minutters ventetid på Vodroffsvej i dit liv? Eller fem?

Fatsvag? Ja, det var jo ret præcist, hvad den ældre kvinde tilsyneladende var, men er det virkelig nødvendigt at kaste sådan en sviner i hendes ansigt? Når man cykler på et hospitalsareal, må man i et eller andet omfang forvente folk, der er langsomme, svage eller måske bare forvirrede. Og i særdeleshed uden for en klinik for mennesker med demens.

Og MAMILs dyre cykel og stramme trikot har måske ændret hans liv i positiv retning. Og måske kan hans cykel løbe meget hurtigere end alle andres. Men kære mænd i stramt tøj, I skal stadig køre efter forholdene, og det betyder, at man ind imellem må klemme en smule på bremsen for ikke at ramme andre.

Jeg gad godt vide, hvor al den trafikvrede kommer fra? Måske er det bare blevet alt for vigtigt for os at være effektive? At komme hurtigt frem? Jeg gad godt vide, hvordan vi kan ændre det? For i den sidste ende, i det store regnestykke – betyder det ikke en skid, om du bruger 5,10 eller 30 minutter mere på at komme frem. Du er strengt taget overhovedet ikke vigtigere end alle de andre på vejene og cykelstierne.

Men det gjorde mig bange i morges, da den aggressive mand stak hovedet ud af bilvinduet og råbte hadefuldt. Den ældre forvirrede kvinde blev endnu mere forvirret og glemte øjeblikkeligt, hvor hun skulle hen. Hun mistede sit greb i verden. Og da manden i stramt tøj skubbede til mig, fordi han skulle forbi og ikke havde et sekund at spilde, blev jeg bange for at falde ind i den cyklist, jeg var ved at overhale – og jeg følte mig ydmyget og set ned på.

Hvad kan vi gøre for at ændre på den vrede, der har frit spil i trafikken?

7 thoughts on “Trafikale øjeblikke

  1. Jeg kender din beskrivelse af trafikvrede mennesker lidt for godt, Helle. “Road rage” er et tiltagende problem og ender oven i købet af og til i decideret vold, med efterfølgende (for samfundet dyre) retssager. Selv i det mindre format, hvor der råbes efter en dement kvinde, er det et overgreb, vi ikke ville tolerere i ret mange andre sammenhænge. Det er uforståeligt, hvorfor så mange mennesker optræder hadefuldt og aggressivt i trafikken.
    Hvad skal vi gøre? Tja, vi der synes det er for meget, kan vel prøve at starte debatten på arbejdspladsen, i vennekredsen og hvor vi nu ellers færdes. Der vil nok være nogle, der må indrømme at de reagerer voldsomt, når de “andre” (som jo er os allesammen) kører som idioter. Så må vi spørge, hvordan de selv ville have det med at få en beskidt melding smidt efter sig. Man kan kun håbe at det skaber stof til eftertanke. Og tak fordi du tager det op i din blog, det kan allerede være med til at flytte noget. Du er i hvert fald ikke alene 🙂

  2. Og plus 40 kvinder, med højt hår og hønserøvsmund, der råber: Hold kæft din lede kusse (jep!!!), når jeg ringer på klokken for at overhale….
    Alt for mange cyklister, på alt for lidt plads, med alt for store egoer…
    Ved ikke lige hvad der kan gøres? Det er jo os, der ved, at de andre kører hæsligt…ikke de “hæslige”, desværre!

  3. Hvis du spørger min underviser (psykologi og filosofi), så vil han sige, at det stikker dybere end som så. I de gode gamle dage blev man konfirmeret, så var man voksen og den fremtidige rolle defineret. Mennesker har brug for at vide hvad de skal. I psykologien er neuroserne aflyst af aggressioner, fordi det senmoderne menneske har mistet retningen. Hvem er jeg – hvor skal jeg hen, hvem har brug for mig? Alt er muligt og ingen har forventninger til mig. Udover, selvfølgelig, at jeg skal være såkaldt perfekt.
    Jeg siger ikke, det er hele forklaringen – men jeg synes alligevel det er tankevækkende….god lørdag og pas på i trafikken 🙂
    PS. Jeg oplevede en gang, to gange på samme dag, at blive råbt ad på cykelstien. Jeg overhalede en kvinde der råbte ad mig: DU KAN SGU DA LIGE RINGE PÅ KLOKKEN SÅ MAN KAN HØRE DIG. Kort efter overhalede jeg en anden kvinde – og ringede selvfølgelig på klokken – hvorefter hun brølede: SLAP DOG AF, DU KAN JO SAGTENS KOMME FORBI…

  4. Jeg har engang været en af dem der råbte op og blev hidsig, og var altid enormt fyldt af det bagefter. Jeg tog for en del år siden en beslutning om ikke at være sådan mere og det var en rar beslutning. Hvordan jeg kom til den beslutning ved jeg ikke, blev vel bare ældre. Det har også hjulpet selv at være den forvirrede og skrøbelige der bliver råbt af. Der er ikke rigtig plads til at været forvirret i dagens danmark.
    Folk er presset til det yderste i deres liv, alle har virkelig bare mega travlt, stress er et samfunds problem, empatien forsvinder. Jeg er lykkelig for at jeg har lært at leve med at komme 5 minutter senere frem. Men jeg forstår bare godt, hvordan man kan være der hvor man er så presset, at alle andre er nogen idioter.
    Vil dog lige nævne den dame der var ved at cykle ind i mig i går morges. Det var mig der gik og sov og tog et skridt for langt ud, hun råbt noget, jeg rystede på hovedet og sagde “undskyld, det er mig der gå og sover, men god dag til dig!” og hun råbte “ok, god dag!” Så var der alligevel et venligt menneske inde bag den travle dame. 😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s