Cykelkærlighed

Gammel kærlighed ruster ikke. Det kan gamle cykler. Min racercykel er blevet ti år gammel. Jeg købte den, da den sidste kemokur var løbet ind i mig. Det var min præmie. En af mange måder jeg fejrede, at jeg var kommet igennem månederne med vilde kemobehandlinger. Jeg var levende, og nu skulle jeg bygge op. Jeg har elsket den cykel fra første færd. Hverken cykel eller kærlighed er rustet.

I Århus havde jeg Mikkel. Mikkel tog sig kærligt af mine cykler. Han startede i et værksted i en baggård, og det var her, jeg lærte ham at kende. Vi har siddet mange timer og sludret i den baggård, mens Mikkel puslede om en cykel. Midt i cykelolie, kæder, twist og lidt for velkogt kaffe. Det var godt for mig, og det var godt for mine cykler.

Senere fik Mikkel et større værksted med butik, og endnu senere flyttede jeg fra Århus. Nu har Mikkel også forladt Århus.

Siden har mine cykler været i tvivlsomme hænder. Jeg har lært mig selv de utroligste ting, fordi jeg ikke stolede på skiftende cykelsmede. Indtil i dag. I dag har jeg mødt min nye cykelsmed. Han er færing og holder til i Sydhavnen, og da jeg balancerede ned ad trappen til hans værksted, udbrød han: Sikke en dejlig cykel, du har der. Sværere er det ikke med mig. Han fik overdraget min blå cykel og lovede den færdig til weekendens tur.

Den helt ægte rigtige cykelsmed nikker med største selvfølgelighed til, at min cykel står ved siden af min seng.

IMG_4898

Trafikale øjeblikke

Så kør dog for fanden frem og blokér for de lortecyklister! – brølede det fra en bil på Vodroffsvej i morges. På vejen holdt 5-6 biler og ventede på at køre ud på Rolighedsvej, hvor Vodroffsvej ender i et t-kryds. Og det var cyklisterne, der kom ad Rolighedsvej mod søerne, den sure mand mente.

Forleden kom jeg fra et møde på Demensklinikken på Rigshospitalet, der ligger i matriklens øverste ende på Henrik Harpestrengsvej. Da jeg når ud til vejen, står en tydeligt forvirret ældre kvinde på modsatte fortov og får venlige vejvisninger af en sygeplejerske. Sygeplejersken peger over mod Demensklinikken og det tydelige skilt ved vejen og forklarer, at hun skal den vej. Den ældre kvinde vender sig og begynder at krydse vejen. Pludselig kommer en kvinde i høj fart på cykel og råber vredt efter kvinden: Er du fuldstændig fatsvag, åndssvage kælling – det her er en vej!

En morgen i sidste uge cyklede jeg i morgentrafikken ind ad cykelstien på Vasbygade. Jeg indhentede en cyklist, der kørte væsentligt langsommere end mig, kiggede mig bagud og trak ud til overhaling. Midt i mandøvren lyder der et ‘møp-møp’ i venstre øre, og jeg får et ikke venligt skub på venstre skulder. Jeg råber ret højt af forskrækkelse, og forbi mig hvisler en MAMIL (middle aged man in lycra) på en dyr cykel. Mens han på charmerende vis retter en fuckfinger bagud.

Kære mennesker, er det her virkelig nødvendigt? Hvad er det, der får os til at behandle hinanden som lort på vejene? Hvad er det, der får os til hele tiden at spytte nedad på de trafikanter, der er blødere eller langsommere? Og hvorfor den vrede? Hvad koster to minutters ventetid på Vodroffsvej i dit liv? Eller fem?

Fatsvag? Ja, det var jo ret præcist, hvad den ældre kvinde tilsyneladende var, men er det virkelig nødvendigt at kaste sådan en sviner i hendes ansigt? Når man cykler på et hospitalsareal, må man i et eller andet omfang forvente folk, der er langsomme, svage eller måske bare forvirrede. Og i særdeleshed uden for en klinik for mennesker med demens.

Og MAMILs dyre cykel og stramme trikot har måske ændret hans liv i positiv retning. Og måske kan hans cykel løbe meget hurtigere end alle andres. Men kære mænd i stramt tøj, I skal stadig køre efter forholdene, og det betyder, at man ind imellem må klemme en smule på bremsen for ikke at ramme andre.

Jeg gad godt vide, hvor al den trafikvrede kommer fra? Måske er det bare blevet alt for vigtigt for os at være effektive? At komme hurtigt frem? Jeg gad godt vide, hvordan vi kan ændre det? For i den sidste ende, i det store regnestykke – betyder det ikke en skid, om du bruger 5,10 eller 30 minutter mere på at komme frem. Du er strengt taget overhovedet ikke vigtigere end alle de andre på vejene og cykelstierne.

Men det gjorde mig bange i morges, da den aggressive mand stak hovedet ud af bilvinduet og råbte hadefuldt. Den ældre forvirrede kvinde blev endnu mere forvirret og glemte øjeblikkeligt, hvor hun skulle hen. Hun mistede sit greb i verden. Og da manden i stramt tøj skubbede til mig, fordi han skulle forbi og ikke havde et sekund at spilde, blev jeg bange for at falde ind i den cyklist, jeg var ved at overhale – og jeg følte mig ydmyget og set ned på.

Hvad kan vi gøre for at ændre på den vrede, der har frit spil i trafikken?

Hverdagsbilleder

Midt i tågerne af savn og sorg sniger små hverdagsopture sig ind på mig. Godt bakket op af min by, der langsomt arbejder på at gøre det rart og tiltrækkende at cykle gennem byen. Som inkarneret trafikhader cykler jeg gerne en omvej for at slippe for larm, os og farlige steder, og nu har København gjort det både nemmere og smukkere for mig. Min vej på arbejde er en af de der små hverdagsopture.

Omvejen går over Slusebroen, så jeg kan cykle gennem Nokken langs vandet. Her er ingen biler.

IMG_3400

Jeg elsker Nokken, fordi den er sig selv. Og fordi den forstyrrer alt det pæne, polerede nybyggeri på sin helt nødvendige måde.

Jeg fortsætter til Islands Brygge og krydser havnen ad Bryggebroen.

IMG_3403

Efter Bryggebroen kommer Københavns største kærlighedserklæring til cyklister – den nye cykelslange. Hidtil har man været nødt til at slæbe sin cykel op af trapper for at komme videre til Dybbølsbro og Vesterbro. Men se nu her:

IMG_3405

Nu cykler man højt over havneløbet og slynger sig som en slange udenom Fisketorvet. Hvis ikke det er en lille omvej værd….?

IMG_3407

Så entrerer jeg Vesterbro. Jeg skyder genvej gennem Kødbyen. Ikke fordi det er hurtigere, fordi ofte hersker her kaos. Restauratører, kokke og butiksfolk suser rundt og køber ind til dagens arbejde. Her er en råben og regeren og en tung lugt af kød.

IMG_3410

Nu kommer jeg til den eneste rigtige trafik på min vej – gennem Gasværksvej, hvor der egentlig ikke er plads til cyklister. Men det lykkes alligevel at komme helskindet igennem. Det gælder bare om at være hurtig og en lille smule fræk.

Videre gennem Det Ny Teater og gennem fredelige Vodrofsvej til helvedeskrydset ved Åboulevarden, hvor jeg slipper over til søerne. Hvor der igen hersker fred. Jo, der er mange cykler, men ikke kaos. Folk løber morgenture, og børn cykler med deres forældre. Jeg elsker at cykle her.

IMG_3411

Efter Tagensvej svinger jeg væk fra søerne og gennem den fredeligste oase, Søpassagen. Her lever folk næsten uden trafik med blomster på fortovet.

IMG_3413

Og sådan starter mine dage på den gode måde. Derfor cykler jeg gerne en omvej og samler på små hverdagsbilleder.

 

 

Natur og teknik?

Det er tid til at dykke ud af tågerne. Pausen har varet længe nok, og der er ingen grund til bekymring. Jeg aner bare ikke, hvad jeg skal skrive om. Det er på en eller anden måde svært at tage en tråd op efter al den sorg. Livet er ikke ligegyldigt, og dagene er fulde af det. Livet. Og der er kun én ting at gøre – skriv løs og luk øjnene op.

Mens jeg har sørget og grinet og savnet, været stille alene og festet med gode venner, har jeg også løbet rundt på Amager Fælled. Løb er godt. Det giver ro og rum til at tænke og lægge mærke til. Og løber jeg længe nok, giver jeg slip. Lader kroppen flyde afsted gennem landskabet. Mærker vinden og solen og duftene, mens fuglene synger omkring mig. Nogen tror, man spæner sanseløst afsted. Og det gør man måske, hvis kroppen ikke er vant til den slags. Når den er, kan løb være meditation. På nogle løbeture, oplever jeg alt omkring mig intenst, på andre kan tiden pludselig være forsvundet.

De fleste dage kan jeg løbe næsten uforstyrret. Jeg løber tit tidligt om morgenen eller sent på dagen, når andre mennesker er bænket omkring det ene eller det andet måltid. Jeg ynder den uforstyrrethed. Jeg holder af det krøllede. Det lille element af halvvild natur, som stadig råder på Amager Fælled. Og som gør, at jeg kan dele mine stunder med dyr, der lever der.

Forleden mødte jeg en helt uventet nyskabelse.

IMG_3120

Københavns Kommune har skabt et lille stykke cykelmotorvej tværs gennem det lille stykke natur. Og det virker voldsomt. Da jeg luftede min undren på Twitter, fik jeg en reaktion fra en far, der cykler den vej hver dag. Han hyldede det lille stykke asfalt, fordi han transporterer to børn i en ladcykel og satte pris på en vej uden huller. Da jeg påpegede, at der et par hundrede meter længere nede af Artillerivej allerede er en asfaltsti på tværs, fortalte han, at den nye sti vil spare ham for 7-8 minutter hver dag. Syv – otte minutter! Er vi ikke nødt til at tale om det? Hvor effektivt skal alting være? Hvad er 7-8 minutter imod den måde, vi langsomt, men sikkert æder den sidste natur i København?

Det er ikke kun romantik. Det handler også om miljø og renere luft. Og det handler om, hvorlænge vi kan blive ved med at møde scenarier som det her. Tyve minutter fra Rådhuspladsen. På cykel.

IMG_3135

Kabler og langtur

Morgenen startede ret almindeligt. Jeg tændte for radioens P4, fordi det er dem, der ved om s-togene kører, som de skal. Det lagde derfor en dæmper på morgenhumøret, at nogen – igen – havde ribbet en station for kobberledninger. Og lammet morgentrafikken. Skiderikker, røvhuller, knoldesparkere. Som skulle have femten slag med en våd avis. Og have lov at stå en time på Sjælør station.

Jeg besluttede at sadle racercyklen.

Den ene cykeltaske blev proppet med kager, som jeg havde brugt aftenen på at kreere til mine kolleger. Det er sådan noget, vi gør, når vi har haft fødselsdag. Den anden blev fyldt med tøj og papir. Vejret så tørt ud, og jeg tøffede ud fra Sydhavnen og satte kursen nordpå.

Det var tudekoldt. Og smukt. Frederiksberg er ikke nogen fornøjelse at cruise igennem, når klokken er halv otte. Men jeg slap igennem og kunne endelig give den lidt gas ud af Kongevejen. Med dybfrosne tæer ankom jeg kun en smule forsinket.

Mine kolleger gjorde deres til, at cykeltaskerne blev lettet for chokoladekager, og i strålende efterårssol satte jeg kursen sydover. Jeg fulgtes med min gode veninde til Birkerød og skråede over til Farum for at slå ind på cykelsuperstien. Som jeg stadig er lidt forelsket i. Og jeg ser medlidende ud på alle dem, der sidder og surer den i hver deres bil.

Det blev en lang dag. Og cirka 100 kilometer på cyklen. Så god weekend derude. Og lidt tak til røvhullerne for al den sol på næsen. 

Men lad nu de kabler være for pokker.

 

Cyklistkræs

I dag cyklede jeg over Farum på vejen hjem fra Hillerød. Det er en vej, jeg kan lide. Også selv om den er temmelig meget længere, end hvis jeg kører den slagne vej ad Kongevejen gennem Birkerød, Holte og Lyngby.

Farum kan noget. Allerede inden den bliver til by, hilser den mig velkommen. Med jævne, brede cykelstier. Som siger den, – kom bare, cyklist, her passer vi på dig. Det er en lettelse fra Birkerøds hullede cykelasfalt. Når vejen bliver for smal til både biler og cykler, fører stien mig blidt under vejen på en lille detour langs markerne. Hvor jeg endnu aldrig har mødt en bil. Og da den lille vej slutter, bliver jeg igen ledt under vejen til en Rolls Royce model af en cykelsti, der løber hele vejen igennem Farum. Ingen biler. Ingen huller i asfalten. Det kan godt være, at Farum havde en skør borgmester. Men han havde visioner for byen, der virker. Det gør noget godt, at man kan cykle hele vejen gennem byen, helt skærmet fra biler og tung trafik. Det gør noget godt, at der hele vejen langs cykelstien er børnehaver, skoler, fodboldbaner, idrætshal – og en million børn, der bevæger sig. I tryg afstand fra biler. Det gør tryg. Jeg er aldrig bange for at fare vild i Farum. Den er heller ikke stor, men man kunne let komme til at tage et forkert drej. Hvis altså ikke Farum tog sådan vare på mig, når jeg kommer cyklende.

Jeg glædede mig lidt til at se, om den nye supercykelsti nu også er så super. Jeg mener, jeg har jo cyklet den vej så mange gange, før den blev omdøbt til supercykelsti.

Jeg kan kun sige “alle thumbs up”! Det er den samme vej som før. Samme fede tur i kanten af Hareskoven og langs Utterslev Mose. Nu har den en orange stribe i højre side. Hele vejen fra Farum til Kongens Nytorv. Og der er sket ting og sager. Nu snor cykelstien sig over bilerne og under motorvejen. En stor del af tiden cykler man ved siden af bilerne. Men i behørig afstand og beskyttet. Fra jeg forlod Farum til jeg ramte København, stoppede jeg 2 gange. Ellers var det gerade aus på fin asfalt. Og jeg blev helt blød inden i, da jeg opdagede, at der med jævne mellemrum var placeret standere med trykluft til flade dæk.

Der er ingen grund til at køre i bil mellem Farum og København. Overhovedet. Den supercykelsti er den bedste opfindelse. Det er sjældent, jeg oplever at blive kræset for som cyklist. Men det gør den cykelsti. Og hvor er det godt, at der er afsat penge til flere af den slags.

Onde miner

Nogen dage er det ekstra godt, at jeg ikke deler hverdag med nogen. I dag er sådan en dag. Og faktisk har der været feel good stemning på bloggen i ufatteligt lang tid. Så her kommer et edikkesurt opstød. Bare for at skabe lidt naturlig balance i universet.

Jeg hader på bilerne i dag. Jeg hader på teknik. Jeg hader på elektronik. Og er generelt bare et surt løg. Og nu har jeg trykket på noget, så bloggen sætter tykke røde streger under hvert eneste ord. Det løfter på ingen måde stemningen.

Vejret har rottet sig sammen med resten af universet, og nu sidder jeg i underbukser og skuler i min mørke stue. Fordi mine cowboybukser kunne vrides, da jeg kom hjem. Og for at tage den med det samme – alle jubelidioter, der skråler op om godt vejr og forkert påklædning bliver blokerede. Bare så I ved det.

På sådan en dag kan de, som har været i risiko for en slags partnerskab med mig, prise sig lykkelige. Jeg er bedst i ensom skulen. Der kommer virkelig ikke noget godt ud af mig.

Halvdelen af min arbejdstid er igen gået med at genoprette crashede dokumenter og mails. Mens jeg har gloet forbløffet på en kalender, der langsomt, men sikkert udryddede ethvert hvidt felt. Der kan ikke klemmes bare halve timers møder ind meget længe. Al skrivning må derfor foregå på andre tidspunkter. Hahaha – det må være en efterårsforbandelse. Så det ikke sådan ud for et år siden?

Da jeg pløjede mig gennem regnen for at nå toget til mit møde på Østerbro, kom en overkæk rød bilist fræsende på tværs i krydset. Som jeg var midt i. Jeg slap heldigt. Men der var skrigende bremser, og skrigende cyklist. Jeg hader biler. Jeg hader, at vi har lavet et samfund, hvor bilerne har højere prioritet end mennesker. Jeg hader, at jeg risikerer at blive torpederet. Jeg hader larmen og stanken. Og jeg hader, at biler fylder det hele. Hvorfor har vi ladet det ske? Hvorfor argumenterer vi for en hverdag, hvor hver mands bil er nødvendig? Det er jo totalt latterligt at se den massive bilpark på Kongevejen eller i Vasbygade. De kører tæt. Med ét menneske i hvert køretøj.

Jeg slap med livet og førligheden i behold i dag. Det var ikke bilistens credit. Det var rent held.

Tak for spaltepladsen. Nu kaster jeg mig igen ud i det der vejr og mødes med min veninde på Østerbro. Det kan kun blive godt.