Cykelkærlighed

Gammel kærlighed ruster ikke. Det kan gamle cykler. Min racercykel er blevet ti år gammel. Jeg købte den, da den sidste kemokur var løbet ind i mig. Det var min præmie. En af mange måder jeg fejrede, at jeg var kommet igennem månederne med vilde kemobehandlinger. Jeg var levende, og nu skulle jeg bygge op. Jeg har elsket den cykel fra første færd. Hverken cykel eller kærlighed er rustet.

I Århus havde jeg Mikkel. Mikkel tog sig kærligt af mine cykler. Han startede i et værksted i en baggård, og det var her, jeg lærte ham at kende. Vi har siddet mange timer og sludret i den baggård, mens Mikkel puslede om en cykel. Midt i cykelolie, kæder, twist og lidt for velkogt kaffe. Det var godt for mig, og det var godt for mine cykler.

Senere fik Mikkel et større værksted med butik, og endnu senere flyttede jeg fra Århus. Nu har Mikkel også forladt Århus.

Siden har mine cykler været i tvivlsomme hænder. Jeg har lært mig selv de utroligste ting, fordi jeg ikke stolede på skiftende cykelsmede. Indtil i dag. I dag har jeg mødt min nye cykelsmed. Han er færing og holder til i Sydhavnen, og da jeg balancerede ned ad trappen til hans værksted, udbrød han: Sikke en dejlig cykel, du har der. Sværere er det ikke med mig. Han fik overdraget min blå cykel og lovede den færdig til weekendens tur.

Den helt ægte rigtige cykelsmed nikker med største selvfølgelighed til, at min cykel står ved siden af min seng.