Ti år

Et ti års jubilæum sneg sig stille forbi mig. Overraskende ubemærket. For en måneds tid siden var det ti år siden, jeg så at sige fik mit liv igen. Ti år siden jeg snublede ud af måneders intensiv kemobehandling. Ti år siden min søn holdt min forkrampede hånd, mens en sygeplejerske trak det intravenøse katheter ud af mit bryst.

Det var ti år siden, jeg pludselig havde fri. Jeg skulle ikke længere trille min store kuffert over på hospitalet hver tredje uge, når jeg blev indlagt til massive døgndoser. Det er ti år siden, jeg cyklede til færgen i Århus Havn på min pink mountainbike og tog overfarten udenfor i fri luft. Ti år siden jeg cyklede fra Odden til København og flyttede ind hos mine børn. Og cyklede Sjælsø Rundt sammen med nogle andre, der også havde haft kræft. Og cyklede hjem til Århus igen. Det tog måneder, før mit immunforsvar havde rejst sig, så jeg igen kunne kravle ind i et tog sammen med andre mennesker.

Et par uger senere satte jeg mig i et fly til København, og SAS gav mig en hel flyrække for mig selv, fordi jeg stadig ikke håndterede, at almindelige mennesker åndede på mig. Jeg flyttede igen ind hos mine børn. Jeg krammede og krammede. Jeg købte nyt tøj, løb ture rundt om søerne, snakkede, krammede noget mere, gik lange ture, hørte musik. Jeg sugede mine børn ind. Jeg bare så og så på dem og havde indre jubel over, at vi havde hinanden. Jeg havde en byld i røven efter de lange cykelture og dyppede numsen i en balje med sæbevand på Sofies badeværelse hver aften. Jeg skrev. Jeg holdt de første foredrag. Solen skinnede hver dag den sommer.

Til et kontrolbesøg på hospitalet, sagde Francesco, der var min personligt udvalgte kontaktlæge: Helle, en dag er dette her blot et kort intermezzo i dit liv. Jeg så lidt grådkvalt på ham, og tænkte, at det her ved du ingenting om. Jeg havde grænseløs tillid til ham. Men her tog han fejl. Det kunne han ikke vide.

I 2017 glemte jeg at bemærke maj måned.

Alligevel bliver mit forløb med kræft og kemoterapi aldrig blot et intermezzo. Der er et ‘før’ og et ‘efter’.

De første to-tre år efter min sygdom vekslede mellem vild glæde, depression, angst og voldsom vrede. Jeg var rasende. På universet, på skæbnen. Jeg var boblende glad for livet, for friheden, for verden, for de mennesker der bare var der og var der. Jeg var angst for tilbagefald og for min nye ukendte krop. Jeg sank hen i uforklarlige sorte depressioner, mens jeg lukkede dørene og trak gardinerne for. Jeg oplevede en helt ukendt ensomhed. Tåget, sort ensomhed. Og jeg var alt for træt.

Langsomt holdt jeg op med at være vred. Jeg accepterede gradvist de mange tab, der fulgte i kølvandet på livstruende sygdom og voldsom behandling. Alle de ting jeg ikke længere kunne som før, alle de sammenhænge jeg gled ud af. Langsomt. Og med tiden ebbede angsten for tilbagefald ud. Depressionerne sivede væk. Livet fik med årene et nyt hverdagspræg. Men glæden for livet, for friheden, for medmennesker og for natur og skønhed, den voksede. Den varede ved og blev dybere.

Jeg havde kæmpet arrigt, indædt og rasende med kløerne helt fremme for at få det liv tilbage, som skæbnen havde røvet fra mig. Det var den følelse, jeg sad tilbage med. Det tog år, før jeg indså, at livet aldrig vender tilbage til det samme. Det gjorde det heller ikke før min sygdom. Livet og vilkårene ændrer sig hele tiden gennem hele livet. Det findes ikke, det der med at få et liv ‘tilbage’, der ser ud på en helt bestemt måde.

Efter min sygdom ved jeg, at jeg skal dø. Du ved sikkert også, at du skal dø. Men jeg ved det. Jeg har mærket livets skrøbelighed i mine knogler. At alt er forgængeligt. En dag skal jeg dø. Det kunne godt have været for ti år siden. Døden svinger af og til forbi og hvisker koldt i mit øre. Den stikker ikke syle i mit ømme sind, men stryger en fjer let over min pande. Som for at minde mig om, at intet varer ved. Lille lækre runde bløde Otto vokser videre og bliver en ranglet knægt. En dag vil søde kloge Alma trække på skuldrene over vores dybe kloge sjove samtaler, mens hun gør sig klar til fest. Mine børn var små runde bløde tumlingebørn lige før, og nu aner jeg de første grå hår på deres hoveder. Kys dem, siger den, døden.

Livet er nu. Lige her. Det vigtigste er hinanden. Vi har os kun lige nu.