Category Archives: Cykling

by - 5 kommentarer

Jeg elsker København, ja jeg gør

Det lykkedes mig at sove fra grisefest og fællessang på Guldborg Camping, så jeg tidligt næste morgen kunne glide ud af soveposen og pakke mine nordgående sydfrugter. Sagde pænt farvel til min lille lejrplads og krydsede endnu en bro til Falster. Som virkede næsten ligeså spændende som Lolland. Heldigvis skulle jeg kun krydse det øverste venstre hjørne, inden jeg ramte Storstrømsbroen. Var det ikke den bro, der blev lukket, fordi den ikke var blevet vedligeholdt? Sådan så den også ud. Man blev helt beklemt, når en lastbil eller et tog rumlede over og fik alt til at sitre.

Og så var jeg på Sjælland, og folk begyndte at hilse på mig igen.

I Vordingborg tullede jeg rundt og rundt for at finde den rigtige vej ud. Det er muligvis en charmerende tur langs kysten, men nu var jeg home-bound og ville direkte til Præstø. Ledte længe efter Gåsetårnet, til jeg endelig fattede, at det tårn, jeg hele tiden havde foran mig. En lille bitte fugl på toppen af et tårn. Gås? Det kan de jo sagtens sige. Men jeg var allerede mildere stemt, og selv landskabet virkede kønnere. Turen til Præstø gik forbavsende gnidningsfrit, og pludselig var jeg der. Jeg fortsatte til Præstø Overdrev (det hedder det) og fandt den smukkeste plet ved fjorden til min frokost. Godt gemt bag siv og bevoksning kunne jeg have det helt for mig selv og nyde den smukkeste udsigt. Sært at tænke på, at en gruppe unge fik deres liv spoleret på det samme vand en vild vinterdag.

 

Efter en solid frokost – jeg skulle for alt i verden undgå samme fejl som dagen før – drejede jeg ind i landet. Jeg burde selvfølgelig have sagt mig selv, at herregårdslandskab i turbeskrivelsen betød mange bakker. Herremænd vil altid skue ud over deres land.

Jeg trampede godt til i bakkerne med retning mod Køge. Som var meget længere væk, end jeg lige havde forestillet mig, mens jeg forgæves ledte efter en kirke, hvor jeg kunne fylde vandflasken. Men de er åbenbart langt mindre religiøse i det sydsjællandske. Jeg rationerede derfor vandet brutalt. Belønningen kom i form af kaffe og cola på torvet i Køge.

Jeg overvejede kort at springe på s-toget, men satte gang i pedalerne med et hånligt fnys. Og hold da op, hvor det blev et langt sejt træk resten af vejen. På et tidspunkt kom en fyr op på siden og spurgte, om jeg ville trækkes. Altså på den måde at han ville lægge sig foran og læ for vinden. Jeg orkede bare ikke selskab, så jeg takkede pænt nej og fandt iPod’en frem. Resten af vejen kørte på god musik og vilje, og aldrig har Storkøbenhavn været mere velkommen.

Hjemme i gården mod tog naboerne mig med klapsalver og store smil. Jeg vred mig fri af cyklen og besvimede på det varme græs, mens jeg takkede dem for pasning af min lille urtehave. Senere flyttede jeg mit besvimede korpus til sofaen med sushi fra den lokale biks. Og besvimede for alvor under min dyne med vandet klukkende udenfor den åbne dør.

 

 

by - 4 kommentarer

Lolland, Lolland

Jeg havde nok et sygt forhold til min blå racer tidligere, men nu er det kammet helt over. Jeg eeeelsker den. Ikke så meget som en lille bitte punktering bød den på mellem Tåsinge og København. Den klarede alle ærter med topkarakter og befandt sig åbenbart godt med last bagpå. Vi er i den grad best buddies for tiden.

Tidligt lørdag morgen krøb jeg ud af soveposen og pakkede telt og cykeltasker. Efter en hurtig morgenmad trådte jeg pedalerne tværs over Tåsinge i strålende sol. Sydfyn, Tåsinge og de andre øer har noget næsten nuttet over sig. Med nuttede huse og nuttede haver mellem vand og bløde bakker. Folk bliver venlige af al den nuttethed, og alle der var tidligt oppe råbte muntert god tur efter mig.

Det var lidt tidligt til frokost i Spodsbjerg, og jeg besluttede at standse ved en butik på Lolland for at proviantere. Det var en fejl. Lolland er lukket og slukket, og jeg så ikke en butik før Maribo. Hvor jeg så var helt klar på den lokale menu, fiskefilet og pommesfrites. Med cola. Anden fejl var, at jeg havde glemt min ene drikkedunk i Nicolais butik. Jeg ankom derfor til Maribo hen på eftermiddagen – udhungret og dehydreret. Og Lolland efterlod mig med stor forståelse for de mange tomme huse. Der var noget sært over Lolland. Som også lod til at gøre folk uhøflige og ikke-hjertelige. Der var forbavsende mange biler, i betragtning af de mange forladte huse. Og i modsætning til det sydfynske med al deres hjertelighed og hensyn, kørte de her bilister så tæt på vejsiden som muligt. Med mig der gang på gang måtte springe for livet.

Der var også landskaber, men manglen på butikker, landevejskroer eller pølsevogne overskyggede efterhånden alt det pæne. Læg dertil at skilte ikke er noget, der ruttes med på de egne. Der kommer sikkert alligevel ikke så mange og kigger på skiltene. Jeg blev sendt på adskillige rundture på små snørklede veje. I regnvejr.

Jeg kunne være blevet i Maribo, men colaen og friturefedtet havde sin virkning, og trangen til at lade Lolland bag mig sejrede. Jeg hjulede derfor videre til Guldborg ved Guldborgsund, som jeg ikke vovede at forlade for natten. Fordi der på den anden side af sundet var….. ingenting.

Jeg slog mig ned på egnens eneste campingplads. Som det eneste telt blandt fastliggere, der omtrendt var groet til og aldrig kunne slippes løs igen. Jeg provianterede øl og slik i den lokale brugs for at fuldende dagens nærende kostniveau. Og forsøgte at undslippe den grisefest, som campingpladsen arrangerede. Med helstegt pattegris og guitar og fællessang. Jeg var for olm til den slags.

I stedet trissede jeg ad forbudte og private stier til vandet, hvor der trods alt var noget pænt at se på.

Og dagen belønnede mig med en aften i tørvejr, og jeg kravlede tidligt i soveposen. I mildere lune.

 

by - 5 kommentarer

Kunsten at flytte fokus

Jeg startede ferien med at pløje mig igennem godt 300 sider, som jeg skrev, mens jeg var syg og i året efter. Egentlig havde jeg set frem til at gøre det, og jeg anså det for den nemme del af hele mit skriveprojekt. Jeg har jo fra tid til anden læst en lille bid her og der af de gamle blogindlæg og dagbogsnotater. Men det udløste en lavine af uventede følelser. Som kom helt og aldeles bag på mig. For søren da, jeg har jo aldrig svært ved at tale om kræft. Og jeg syntes, at jeg havde arbejdet mig godt igennem hele oplevelsen og alle mine erfaringer. Og pludselig lå jeg så der – mentalt krøllet sammen til en lille papirskugle et sted i det ene hjørne af mit liv.

Jeg var sparket tilbage midt i de følelser af forladthed og alenehed, som i perioder fyldte hele min indre sendeflade. Og det overvældede mig ganske. Jeg kunne ikke. Gøre noget med teksterne, altså. Sad bare der med en slags lammelse, som fyldte det hele. Havde ufrivillige tudeture og havde sådan en grundked stemning inden i.

Derfor var det dejligt og belejligt, at forsynet havde arrangeret en kajaktur i det sydfynske på det helt rigtige tidspunkt. For jeg anede virkelig ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Selvom jeg også blev enig inden i om, at det nok var en slags nødvendighed at kradse rundt i alt det grimme for at kunne skrive om det.

Jeg tror bare ikke, at der er meget idé i at sidde for mig selv og kradse i Sydhavnen. Derfor virkede det helt rigtigt at pakke cykeltaskerne og traske til Tåsinge. Krejle mig en masse tanketid på cyklen og i bølgerne, mens jeg knoklede kroppen godt igennem. Omgive mig med smukhed og stor natur og være sammen med nogen om noget meget konkret.

Og de har ingen anelse om, hvad de har været del af, min lille kajakgruppe.

Det virkede. Som sådan noget næsten altid gør. For mig. Når fokus bevæger sig fra min egen navle til verden omkring mig. Når det kommer til at handle om at tumle kajakken, mens vejret viser tænder. Når jeg skal redde mig selv og hinanden. Med kajakker. Når jeg finder det rigtige momentum, og krop og kajak pludselig spiller sammen. Når vi slår telte op i regnvejr og bikser mad sammen til sultne maver. Når jeg oplever de små øer i det sydfynske og har fællesaftener med fællesgrin.

Andre og mere fornuftige mennesker ville ikke have taget turen fra Tåsinge på to dage. Men det gjorde godt at knokle igennem, mens jeg gled gennem mit smukke land.

Nu er jeg klar. Har haft en masse regn, en masse vind, en masse bølger – og en masse sol. Fregnerne er myldret frem i hele fjæset, og kroppen føles brugt på den gode måde. Fedt at kunne opleve eventyr og små og store ting på en lille uge i vores helt eget land.

by - 6 kommentarer

Her har I mig tilbage…..

Og først et stort undskyld. Jeg glemte at sætte skiltet med ferielukket i vinduet, inden jeg skred på ferie. Jeg tog bare min cykel og skred til Tåsinge, slukkede for telefonen og meldte mig helt ud af det internationale cybersamfund. Slog mig ned i en lille tæt virkelighed og knoklede løs i store bølger sammen med en lille gruppe lige så skøre kanaljer. Det skal der nok komme meget mere om de næste dage. Når jeg er vågnet af den træthedstrance, som den næsten 300 km lange cykeltur fra Tåsinge har kastet over mig. Den tur kalder på et indlæg for sig.

Jeg har haft det fedt. Og hårdt. Startede med at brække to tæer på camping-idiot-måden. Men fordi jeg er pissenærig knoklede jeg på i kajakken. Jeg havde jo betalt for det. I går lykkedes det mig at få sko på. Det ville have været en mærkelig oplevelse at cykle 300 km i klipklapper. Men jeg venter lige lidt med at løbe. Det var jo også det, lægen sagde, og det ville se helt idiotisk ud med en dårlig hæl på venstre fod og to dårlige tæer på højre. Jeg springer bare lige over det med Ibubrufen, fordi endnu et stort studie viser lidt for tydelige sammenhænge til blodpropper.

Men nu skal jeg sove, inden jeg får mig vrøvlet for godt igang. Og det bliver i min seng med en rigtig dyne. Mens mit lille telt hænger over et par stole til tørring, og den blå racer står tilfreds tilbagelænet i køkkenet. Hva’? Har I ikke cykler i køkkenet?

Jeg magter lige at lægge et billede fra min frokostpause ved Præstø Fjord på, fordi det er det eneste, der ligger i min photostream på computeren. Og fordi der var forbandet smukt. More to follow tomorrow. Og tak fordi I hænger på endnu.

by - 4 kommentarer

Den endeløse historie om ferieplaner

Jeg planlægger. Ferien, altså. På den måde, kun jeg kan planlægge. Her kommer historien om, hvordan en uges kajakferie i det sydfynske øhav involverer blå racercykel og storskrald.

Det er ikke ligetil at komme til Tåsinge med offentlig transport. Det indebærer skift og tager nærmest urimeligt lang tid. Eller det er sikkert rimeligt nok. Jeg vil bare hellere bruge min tid på cykel end i forskellige busser. Derfor er min blå racer lige nu udsat for en slags overgreb. Den får bagagebærer. Og cykeltasker. Jeg kunne have valgt min mountainbike, som har træk til cykeltraileren. Men man kan ikke cykle over Storebæltsbroen. Og hvordan får man cykel OG trailer ned på perronen og ind i toget? Nej vel? Og sadeltasker på en mountainbike er trods alt et større overgeb end på raceren. Som alligevel bliver brugt mest som pendlercykel mellem Hillerød og Sydhavnen.

Ingen af cyklerne er født til at have bagagebærer, og derfor bliver det en lidt større operation med specialbeslag og sådan noget. Som cykelsmeden tager sig af. Heldigvis havde han tid, så den er klar i morgen.

Men her stopper vi ikke. For jeg skal jo hjem igen fra Tåsinge, når jeg er færdig med at vælte rundt i vand og sove på små øer. Og hvorfor ikke lave en tur ud af det? Som i at krydse over Langeland og sejle fra Rudkøbing til Nakskov? Og tage på opdagelse i det Sydsjællandske, mens jeg bevæger mig mod København. Det tager nok en dag eller to længere, men jeg har jo telt med i forvejen.

Derfor udvikler min ferieplanlægning sig som et større mindmap. Fra kajakferie til cykel-telt-kajakferie. Andre og mere voksne mennesker havde selvfølgelig bare taget den bil, de har i garagen.

Altså finder jeg kogegrej og lejrudstyr frem. Som bare ligger langt inde i pulterrummet. Som så må ryddes undervejs. For at jeg overhovedet kan komme derind. Og derfor udsættes for den minimeringsproces, jeg har haft planlagt længe. Som også hedder at smide alt det overflødige skrammel ud, der bare står der og tager plads op.

Og jeg bager rugbrød til hele ugen. Og planlægger lejrmad, der kan være i cykeltaskerne. Og kajakken. Mens jeg sender en stille bøn op om lidt lettere vinde i næste uge.

Og glæder mig.

by - 0 comments

Gammelmor i grublehjørnet

På sådan en dag, som blev annonceret som en sommerdag med let eller ingen vind, var det en ansélig bunke modvind, man havde bunket sammen til mig mellem Hillerød og Sydhavnen. Vi lader os ikke trodse, den blå cykel og jeg. Men man må jo undre sig over, hvordan vinden kan koncentrere sig på Kongevejen. Gang på gang.

Hvis nu det havde været mig, der sad bag rattet i en lille smart bil på Frederiksberg, og som snittede et cykelbaghjul i et kækt højresving, så ville undskyldninger have stået i kø og falde over hinanden på vej ud af min mund. Jeg ville nok ikke have eksploderet i halvhysterisk tøsefnis, mens jeg slammede hånden for munden. Og kørte videre. Men det var mit baghjul, mig der skulle ligeud og mig med en puls så langt oppe i det røde felt, at jeg blev ganske tavs.

Jeg har to cykelhjelme. Og længe har de begge været forsvundet. Eller. Jeg har ikke gidet at lede efter dem. Jeg forstod ikke, hvor de var blevet af på mine knapt 80 kvadratmeter. Det har jo også været varmt. Og håret er nyklippet. Og så fik jeg en gedigen opsang i mandags over at køre uden hjelm. Sådan en af dem, der godt kan gøre mine ører lidt lyserøde. Og lyserøde ører klør som bekendt. Et tilfældigt blik i pulterrummet, et tilfældigt dyk ned i en kurv med tasker – og den sorte cykelhjelm gled ind i min hånd. Meget heldigt på en måde, når nu Frederiksbergtrunte havde travlt i højresvinget.

Jeg har ondt i røven. Jeg må være i dårlig cykelsaddelform. But how? Jeg bor jo nærmest på den cykel.

Der skete noget mærkeligt med tiden. Jeg er stadig midt i sommerferieforbandelsen, så der bliver arbejdet igennem lige til feriedøren smækker på fredag. Jeg havde en aftale om en aftentur med en veninde kl 19 og ville hjem kl. 15. Hun er nemlig en ny veninde, og mit hus så ret brugt ud. Som det ofte gør. Derfor driblede jeg lidt ærgerlig og lidt presset på tid ud fra Hillerød tyve minutter over fire. Jeg løftede et øjenbryn i Holte, da uret ved stationen viste ti minutter over fire. Og tænkte, at de måtte se at stille det ur. Da jeg nåede hjem, havde universet simpelthen foræret mig en hel ubrugt time. Måske havde jeg bare alligevel lukket computeren tyve minutter over tre. I hvert fald havde jeg god tid. Og mit hjem så stadig brugt ud.

Og cyklen bor stadig i stuen.

 

by - 2 kommentarer

…og så er det jo godt, at man har andre talenter…..

Når nu hysterisk fornærmet hæl skaber sig over den opsang, den fik forleden. Med mindre det giver fuldstændig god mening, skal man aldrig kun satse på én hest.

Der for elsker jeg stort på min blå cykel. Og når nu DSB har travlt med at reparere på togbroerne i ferietiden, kan jeg jo cykle hele vejen frem og tilbage til Hillerød. Det klarer både træningen og tankerne og husker mig på nydningen langs landevejene, mens det er sommer. Og når bare jeg husker solbrillerne, kan jeg også se for høfeberen.

Og derfor glæder jeg mig næsten uhæmmet over ikke at have planlagt løbeferie, men kajakferie. For så kan den sure hæl sidde i bunden af båden og gære helt i fred. Mens jeg nyder havet og solen (jo, jeg gør) og himlen. Og får et jublende gensyn med det sydfynske øhav, når vi ror fra ø til ø med telte.

For jeg er så skidetræt af at slås med den hæl. Jeg tror godt, jeg ved, hvad der stikker den. Og det går jo nok over på et tidspunkt. Men tænk nu, hvis jeg kunne bruge min sommer på at sidde i Sydhavnen og ulme over manglende løbeture?

by - 1 kommentar

Milde vinde over Sydhavnen

Verden møder mig mildt og venligt for tiden. Og så hilser jeg den mildt og venligt tilbage. Sådan er jeg jo. Ret let, når det kommer til stykket. Eller er det bare mig, der er venligt stemt og bliver mødt af verden? Svært at sige. Hvad kom først? Hønen eller ægget? Det er bare sådan, at venlighed avler venlighed åbenbart. Jeg har sådan nogle dage, hvor alle trækker i det store smil, når de ser mig. Også ukendte folk i det fyldte s-tog eller modkørende cyklister. Måske synes de bare, jeg ligner en klovn, men det ved jeg jo heldigvis ikke.

Min sure hæl ser omsider ud til at blive mig bedre stemt. Den gør faktisk ikke så ondt, og jeg har løbet flere ture uden jammer. Jeg har også sat den på benhård kur. Ingen høje hæle, og de ondeste øvelser flere gange om dagen. Ja faktisk ser man mig gå omkring i bylivet i løbesko. Det afstedkommer kække kommentarer på kontorgangen, men jeg tager det med løftet pande og vender tilbage i stilletterne, når tid er. Løbeskoene er blevet udvidet med et hælindlæg, som løfter hælen lidt, og de bliver specialsnøret, så hælen ikke kan flytte på sig. Overhovedet. Men det er der ingen, der kan se. Jeg tror, det er tilhæftningen akillessenen på ydersiden af hælen, som er blevet fornærmet i løbet af vinteren. Det er vist omtrendt også den eneste skade, jeg aldrig har haft. Og når jeg, som i går, kan løbe min meget yngre kollega rigtig træt i skoven, bliver jeg jo barnligt glad. Som altid.

Trods de hånlige tilråb om min lyserøde Frederiksberg cykel er jeg tilfreds med den. Den lyserøde farve kaster triumfen over overhalinger af indestængte mænd i vejret. Og det er næsten en fornøjelse at smide indkøb i cykelkurven. Min blå kærestecykel er dog stadig den foretrukne. Ja, jeg ved godt,at jeg har et sygt forhold til den cykel. Men den er det nærmeste, jeg kommer på en mand i mit liv lige nu. Jeg kommer aldrig til at elske konecyklen på samme måde, og det er en næsten daglig fryd at ræse hjem fra Hillerød.

Der er grøde på projektfronten. De lykkes. Dem med pengene synes om dem. De får liv, projekterne, og bliver sat i søen som virkeligheder. Og jeg går bare rundt og er glad. Og lidt overrasket. Og tror på, at det hele gør noget godt for vores sundhedsvæsen.

Og når varslede skybrud smutter udenom Sydhavnen, bliver jeg næsten helt rundtosset af god karma. I sær når aflyste skybrud kombineres med fornemt besøg af en gummiklædt lille mumitrold på plastikscooter. Som insisterer på udeleg uanset vejr og lader de voksne trække i paraplyer, mens regnen siler stille over sandkassen.

20120620-184547.jpg

by - 5 kommentarer

Ny i familien

Jeg har resigneret i forhold til de fimbulvintre, man er begyndt at sende efter os i halvdelen af året. Og er blevet ramt af en slags husmoragtig fornuft. Jeg er skidetræt af at slæbe tunge indkøb på ryggen, og jeg er skidetræt af frosne gear. I morgen begraver jeg endeligt den grå hverdagscykel, når jeg følger den til sit sidste hvilested på vores lokale genbrugsplads. Måske bliver den fundet af en Roma og kan fortsætte sit lille liv i buskene på Kalvebod Fælled?

Jeg elsker min blå racer, men det er uholdbart at lade den stå alene ude, mens jeg er til møder på udsatte steder i hovedstaden. Og den er fuldstændig uegnet til husmoderlige sager som hverdagsindkøb.

Derfor tog jeg i eftermiddag på besøg hos Cykelbanditten på Amagerbrogade og prøvede cykler. Jeg havde forestillet mig noget andet. Og den matcher ikke min vanlige stil helt. Det kunne måske ridse mit image. Men jeg cyklede simpelthen bedst på denne cykel. Man vil derfor fremover kunne forveksle mig med frederiksbergmødre med høj styrføring. Med den lille forskel at jeg stadig kan give dem allesammen baghjul til hver en tid.

Sig velkommen til mit nye familiemedlem.

20120611-222927.jpg

by - 0 comments

København, altså

Nogen gange kan jeg blive helt overvældet af min by. Jeg synes, den er så fin. Når jeg cykler hjemover efter en lang dag på arbejde og indledningen på en konference, som lover godt. Fra Dampfærgevej på Østerbro langs Langelinje gennem Kastellet, hvor folk hænger ud og kigger på vandet. Hvor luften er sommerlig og fuglene kvidrer. Og hvor der alligevel er sommertemperaturer. Jeg rammer Holbergsgade, som er næsten mennesketom, og finder dem i Nyhavn. Menneskene. Hvor de sidder med tændte lys på bordene og drikker sommerøl.

Langs Christians Brygge kaster jeg lange blikke ud over vandet og tager en hurtig beslutning om en omvej over Islands Brygge og Nokken. Bare for at nyde sommeraftenstemningen på et af mine yndlingssteder. Imens gik solen ned. Og jeg nåede hjem med en følelse af at være lidt forelsket i min by.

20120607-231122.jpg