Kunsten at flytte fokus

Jeg startede ferien med at pløje mig igennem godt 300 sider, som jeg skrev, mens jeg var syg og i året efter. Egentlig havde jeg set frem til at gøre det, og jeg anså det for den nemme del af hele mit skriveprojekt. Jeg har jo fra tid til anden læst en lille bid her og der af de gamle blogindlæg og dagbogsnotater. Men det udløste en lavine af uventede følelser. Som kom helt og aldeles bag på mig. For søren da, jeg har jo aldrig svært ved at tale om kræft. Og jeg syntes, at jeg havde arbejdet mig godt igennem hele oplevelsen og alle mine erfaringer. Og pludselig lå jeg så der – mentalt krøllet sammen til en lille papirskugle et sted i det ene hjørne af mit liv.

Jeg var sparket tilbage midt i de følelser af forladthed og alenehed, som i perioder fyldte hele min indre sendeflade. Og det overvældede mig ganske. Jeg kunne ikke. Gøre noget med teksterne, altså. Sad bare der med en slags lammelse, som fyldte det hele. Havde ufrivillige tudeture og havde sådan en grundked stemning inden i.

Derfor var det dejligt og belejligt, at forsynet havde arrangeret en kajaktur i det sydfynske på det helt rigtige tidspunkt. For jeg anede virkelig ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Selvom jeg også blev enig inden i om, at det nok var en slags nødvendighed at kradse rundt i alt det grimme for at kunne skrive om det.

Jeg tror bare ikke, at der er meget idé i at sidde for mig selv og kradse i Sydhavnen. Derfor virkede det helt rigtigt at pakke cykeltaskerne og traske til Tåsinge. Krejle mig en masse tanketid på cyklen og i bølgerne, mens jeg knoklede kroppen godt igennem. Omgive mig med smukhed og stor natur og være sammen med nogen om noget meget konkret.

Og de har ingen anelse om, hvad de har været del af, min lille kajakgruppe.

Det virkede. Som sådan noget næsten altid gør. For mig. Når fokus bevæger sig fra min egen navle til verden omkring mig. Når det kommer til at handle om at tumle kajakken, mens vejret viser tænder. Når jeg skal redde mig selv og hinanden. Med kajakker. Når jeg finder det rigtige momentum, og krop og kajak pludselig spiller sammen. Når vi slår telte op i regnvejr og bikser mad sammen til sultne maver. Når jeg oplever de små øer i det sydfynske og har fællesaftener med fællesgrin.

Andre og mere fornuftige mennesker ville ikke have taget turen fra Tåsinge på to dage. Men det gjorde godt at knokle igennem, mens jeg gled gennem mit smukke land.

Nu er jeg klar. Har haft en masse regn, en masse vind, en masse bølger – og en masse sol. Fregnerne er myldret frem i hele fjæset, og kroppen føles brugt på den gode måde. Fedt at kunne opleve eventyr og små og store ting på en lille uge i vores helt eget land.

5 thoughts on “Kunsten at flytte fokus

  1. Du er en overlever. På alle måder. Men selv de kan blive smidt tilbage i følelsernes vold når det er sådan et tidspunkt. Og mon ikke det er ok? Det sker jo bare ikke belejligt. Nogen sinde. Og så er afledningsmanøvrer gode. 🙂 Og du havde en god en af slagsen ved hånden! :- D

    • Pointen er, at det ikke er afledning. Jeg kan jo ikke rende fra mine følelser, men jeg kan arbejde med mit fokus. Og det gør jeg bedst i stor natur, mens jeg knokler kroppen igennem og laver noget sammen med nogen andre. Jeg kunne bare ikke skrive.

      • Men det er nok det, som jeg tænker med afledning; at jeg ikke bliver ved med at rende rundt i de samme tankecirkler, men får andre ting ind over. Så der bliver højere til himlen og jeg kan sætte tingene i perspektiv.
        Manner vi skalsnart mødes og snakke…;-) ik?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s