Jeg tørrer lige lidt mere feel-good ud over blogfladen, mens jeg forbereder et rigtigt indlæg. Når nu jeg tøffer alene rundt sådan en fredag eftermiddag, ja så er det altså jer, der bliver belemret med det, jeg så, da jeg hurtigt kastede kajakken i vandet, mens solen gik ned. Og der var bare så fucking smukt derude på vandet.
Okay?
Det var ikke specielt fedt at sidde til møde den udstrakte dag under et tag i Studiestræde, mens sveden strømmede fra min krop og langsomt gennemblødte min kjole. Og jeg, som tiden skred frem, kunne mærke en duft af alt andet end blomster. Tankerne drog på langfart, mens hjernen foretog en lydløs nedsmeltning.
Note to self: hold aldrig en undervisningsdag med endeløse forelæsninger i 30 graders varme. Stil heller ikke en skål med lakrids ved min plads.
Eller måske var det meget godt, at min hjerne ikke blev udfordret af overraskelsesangreb. Måske var det sådan, den bedst kunne klare sig igennem sådan en mandag. En anden gang må nogen gerne holde mig for munden, når jeg tror, jeg siger noget klogt på sådan en dag. Det gør jeg ikke.
De sidste to timer var en ubrudt fantasi om min krop i svalende havvand. Alligevel plørede jeg lidt rundt i en ubegribeligt varm by for at lede efter et vandrekort til Skåneleden, som jeg skal bruge om et par uger. Som selvfølgelig var udsolgt.
Og så kom jeg hjem. Til en kanal fyldt med naboer og unger. Folk plaskede rundt, hulter til bulter. Jeg fløj i noget badetøj og sprang på hovedet i vandet. Aaaaahhhh. Det var præcist så fedt, som fantasien havde fortalt. Og så hev vi kajakken i vandet og turede nabo-Mikkel rundt på sin første tur. Jamen det var rendyrket legeland.
Nu har jeg rosinhud på fingrene. Sådan som mine børn havde, da de var små, og det var sommer.
Startede sidste feriemorgen med en svømmetur rundt om hele to blokke. Og helt ud i havnebassinnet, hvor bølgerne fra havnebussen et par øjeblikke gjorde mit liv lidt mere spændende. Men vi kom overens, bølgerne og jeg. Og jeg fortsatte ind i de stille kanaler gennem mit morgenstille nabolag. Brandmændene har endnu ikke holdt deres august-indmarch, og alt ånder fred.
Jeg har sjældent holdt fire ugers ferie uden at fjerne mig betragteligt fra de hjemlige breddegrader. Men når jeg nu har bosat mig midt i legeland, er det en fest med hjemmeferie. En helt overordnet status på ferien er, at jeg virkelig, virkelig, virkelig har fået den pause, jeg havde brug for. Og fire uger er en pause, der kan mærkes. Der er fred langt ind i sjælen. Jeg har forsigtigt åbnet min arbejdsmail. Som til min store overraskelse også har holdt pause. Eller måske bare har lukket for indgangsdøren? Der ligger forbavsende få mails og venter. Og jeg har indrettet mig med en sidste feriedag en mandag, hvor jeg langsomt kan pejle mig ind på noget arbejdsliv igen. For ikke at belaste min pausevante organisme for meget, har jeg så også streget fredagen, hvor jeg drager til Jylland til det årlige familietræf.
Et af projekterne i ferien var at få mere rutine med havkajakken. Når nu jeg har alt det vand udenfor døren. Det har været en ubetinget succes. Kajakkurset og ø-turen i det sydfynske var fantastisk. Vejret gik totalamok hele ugen. Og jeg vil tro, at jeg var den eneste dansker, der kunne juble over det. Jamen sikke en chance! Tænk at træne bølger og møgvejr med en gruppe omkring mig og en skidegod instruktør til at redde min røv. Hvis noget skulle gå galt. Og det gjorde det jo ikke.
Jeg har set Lolland. Det behøver jeg så ikke at gøre så meget mere ved. Så ved jeg det.
Skriveprojektet er slet ikke gået, som jeg havde planlagt. Det gør sådan noget sjældent. Det rystede mig, at alle mine gamle skriverier og dagbøger fra sygdomstiden kunne sparke mig mentalt til hjørne. Som en tudemarie måtte jeg bøje nakken og kaste håndklædet. Og i stedet holde pause i vandet omkring de sydfynske øer. Sådan var det så bare, og jeg greb igen tastaturet efter en uge på vandet. Jeg arbejdede godt og havde timelange snakke med en god ven, der langsomt satte sit præg og ændrede processen. Til noget helt andet. Og jeg var bare glad for at have skrevet hele to specialer, fordi jeg så har prøvet at være i skriveprocesser, der ændrer sig. Status? Jeg er alligevel nået et stykke. På en helt anden måde, end jeg planlagde. Der er langt igen. Men jeg har en plan. Og snupper et par uger engang i efteråret.
Mine ferier bliver ofte brugt på at løbe solen sort. På lange tidlige morgenture, hvor jeg oplever naturen omkring mig. I år har der været pause fra løbeskoene. Det har ikke gjort noget godt for min hæl, men mine brækkede tæer er ved at være helede. Og nu har jeg sammen med min fysioterapeut lagt en plan. Jeg er fortrøstningsfuld.
Og er jeg så klar til at springe ud som arbejdsbi? Tjae, jeg kunne uden problemer nappe et par uger mere. På den anden side, glæder jeg mig til at være sammen med mine kolleger. Og jeg glæder mig til at samle op på alle de projekter, der blev pakket i feriekassen for en måned siden. En lille del af mig, står og hopper utålmodigt op og ned. Fordi vi skal videre. Vi skal se, hvad det hele kan udvikle sig til. Så ja, okay, jeg er klar. Det er DSB ikke, så jeg står tidligt op og snupper cyklen til Hillerød i morgen.
Når nu alting er, som det er, er jeg ret heldigt stillet. Jeg har jo løbet i 4788 år, og har selvfølgelig haft langvarige skader før. Brud eller sammensyede flænger, fx. Fordi jeg jo aldrig været sådan en, der har holdt mig tilbage. Set i et større perspektiv er nogle måneders løbepause inderligt ligegyldigt. Jeg savner det. Vildt og voldsomt. Men i det store regnestykke er det ligemeget. Jeg har været her før, og jeg kommer til at løbe igen.
Engang var jeg låst af et brud på skinnebenet i flere måneder. Dengang trænede jeg i vand sammen med alle de andre nedbrudte atleter i Århus 1900, og det havde sin egen form for hygge at mødes hver morgen i svømmehallen og lave åndede vandbevægelser sammen. For løb i vand ser ualmindeligt åndssvagt ud. Og føles ligeså åndssvagt. Men det er fantastisk træning, når man ikke må belaste, for pulsen kommer helt op i det røde felt i lang tid.
Men nu er jeg uden klub. Og lidelsesfæller. Og er ikke rigtigt tiltrukket af svømmehals-ideen. Og WUUUHUUU – det behøver jeg heller ikke. For jeg har mit helt eget vand lige udenfor døren. Og jeg springer mere og mere ud som vandmenneske. En tur rundt om blokken her – foregår i vand og rækker vel 4-500 meter. Nej, ikke løb i vand, men god gammeldags svømning. En helt okay erstatning for min morgenløbetur. Jeg er så småt ved at udvide repertoiret og træne min elendige crawlteknik. Der er noget særligt ved bare at kunne svømme uden begrænsning af banelængder. Derfor ser min stuedør sådan ud det meste af tiden.
Jeg elsker at kunne sende en sms til folk, der kommer på besøg og minde dem om at huske badetøjet. Enhver gæst forvandler sig på få minutter til dedikeret vandhund. Hold kæft, hvor er det i orden at betale lidt ekstra for det her vandliv.
Sidste år lånte min gode ven, Henning, sin havkajak til mig. Den er i ferietiden flyttet ud på ponton’en. Og det tager tre splitsekunder at beslutte en tur og komme afsted.
Jeg elsker, når min svigersøn efter en svømmetur udbryder ren begejstring. Jeg elsker når Morten og hans Nina springer i vandet og tager en omgang around the block sammen med mig. Og Morten lader badebukserne hænge. Fordi han jo lige kan komme forbi til frokost og tage en tur mere.
Og når jeg savner andre fuglelyde end snadrende ænder, kan jeg tage raceren eller mountainbiken ud over Amager eller sydover langs kysten.
Og så glæder jeg mig til at komme tilbage i løbeskoene. For i mellemtiden er min familie trukket i så mange løbesko, at vi faktisk kunne have stillet vores helt eget DHL hold.
Da jeg startede planlægning af min ferie i år, var det helt klart, at jeg gerne ville bruge noget tid på at blive bedre og mere rutineret i havkajak. Det er for dumt at have en kajak liggende i kælderen og en perlerække af kajakklubber på den anden side af vandet. For slet ikke at tale om vandet, der flyder lige udenfor min stue. Og ikke udnytte det fuldt ud. Jeg overvejede forskellige muligheder, indtil Thure en dag foreslog Sydfyn og øhavet. But of course. Et af de smukkeste steder i vores lille land at lege på vandet. Derfor fandt jeg Nicus Nature, som tilbød en uge med kombination af begyndertræning og tur rundt på øerne. Perfekt for mig, der nok har været på begynderkurser tidligere og også har roet lidt her og der. Men ikke har holdt det ordentligt ved lige. Og – hånden på hjertet – var lidt rusten i det sikkerhedsmæssige.
Mens I andre hylede over vejret på Facebook, tumlede vi bogstaveligt talt rundt i det. Og jublede endda. Man kunne ikke ønske sig det bedre i sådan en træningsuge. Masser af blæsevejr, store bølger og vand fra oven. Når så vejrguderne planlagde, så solen kiggede frem, når vi lagde op til frokostpauser. Hver gang. Det var klart fantastisk den formiddag, vi roede fra Tåsinge til Skarø i stille vand og solskin. Men det var fedt at være i en gruppe med en skidegod instruktør og træne roning i bølger forfra, bagfra og fra siden, mens vi krydsede sejlrender fre den ene ø til den anden. Det var fint at redde hinanden og mig selv med vinden piskende om ørerne. Med instruktør-Jesper lige i nærheden.
Konceptet var genialt. De første dage trænede vi teknik og redninger i stille vand, mens vi langsomt udvidede vores revir. Tredje dag pakkede vi telte, soveposer, tøj og mad og roede til Skarø og oplevede den eneste formiddag med rigtigt sommervejr. Herefter gik vejret amok. Men hold da kæft, hvor var det sjovt at ro i. Hvis man er lige så kugleskør som mig og tænder helt på at knokle og kunne. Vi roede til Drejø i hvinende modvind med regnen piskende i ansigtet, og nød vores frokost ved den gamle havn i strålende sol. Vi roede tilbage til Skarø på toppen af bølgerne og kunne ind i mellem surfe afsted og bryde alle fartgrænser. Vi roede fra Skarø til Tåsinge med skumtoppede bølger på tværs og var glade for de spraydeck, der dækkede cockpittet i kajakken.
Jeg havde en fest.
Jeg fandt virkelig min teknik, hvor krop og kajak spillede perfekt sammen. Hvor det nærmest ikke var muligt at ro langsomt, og hvor jeg brugte et minimum af kræfter. Jeg var næsten høj og fuld af begejstring. Hele fornemmelsen af flow, som jeg fuldstændig manglede, inden jeg tog afsted, brusede rundt i kroppen. Og det er lige præcist det, man kan opnå ved at flytte det fokus, som jeg skrev om i går. Jeg har nemlig taget det flow med mig hjem, og nu flyder ordene frit fra mine fingre.
Hvis det nu havde været en crap oplevelse, spørger du? Med dumme gruppemakkere og en dårlig instruktør? Det er bare ren bonus, at gruppen var fed og instruktøren skidegod. Havde det været dårligere, havde jeg alligevel opnået det, jeg ville. Men selvfølgelig er det ikke dårligt, når man vælger omhyggeligt. Falder din vej nogensinde forbi Svendborg, så kig ind i Nicolais butik, der ligger ved havnen. Det er uden pis den lækreste kajak – og udstyrsbutik, jeg har set.
Men drop det der camping trick, der brækker tæer. Det er ikke fedt at ro med den slags handicap.
Jeg startede ferien med at pløje mig igennem godt 300 sider, som jeg skrev, mens jeg var syg og i året efter. Egentlig havde jeg set frem til at gøre det, og jeg anså det for den nemme del af hele mit skriveprojekt. Jeg har jo fra tid til anden læst en lille bid her og der af de gamle blogindlæg og dagbogsnotater. Men det udløste en lavine af uventede følelser. Som kom helt og aldeles bag på mig. For søren da, jeg har jo aldrig svært ved at tale om kræft. Og jeg syntes, at jeg havde arbejdet mig godt igennem hele oplevelsen og alle mine erfaringer. Og pludselig lå jeg så der – mentalt krøllet sammen til en lille papirskugle et sted i det ene hjørne af mit liv.
Jeg var sparket tilbage midt i de følelser af forladthed og alenehed, som i perioder fyldte hele min indre sendeflade. Og det overvældede mig ganske. Jeg kunne ikke. Gøre noget med teksterne, altså. Sad bare der med en slags lammelse, som fyldte det hele. Havde ufrivillige tudeture og havde sådan en grundked stemning inden i.
Derfor var det dejligt og belejligt, at forsynet havde arrangeret en kajaktur i det sydfynske på det helt rigtige tidspunkt. For jeg anede virkelig ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Selvom jeg også blev enig inden i om, at det nok var en slags nødvendighed at kradse rundt i alt det grimme for at kunne skrive om det.
Jeg tror bare ikke, at der er meget idé i at sidde for mig selv og kradse i Sydhavnen. Derfor virkede det helt rigtigt at pakke cykeltaskerne og traske til Tåsinge. Krejle mig en masse tanketid på cyklen og i bølgerne, mens jeg knoklede kroppen godt igennem. Omgive mig med smukhed og stor natur og være sammen med nogen om noget meget konkret.
Og de har ingen anelse om, hvad de har været del af, min lille kajakgruppe.
Det virkede. Som sådan noget næsten altid gør. For mig. Når fokus bevæger sig fra min egen navle til verden omkring mig. Når det kommer til at handle om at tumle kajakken, mens vejret viser tænder. Når jeg skal redde mig selv og hinanden. Med kajakker. Når jeg finder det rigtige momentum, og krop og kajak pludselig spiller sammen. Når vi slår telte op i regnvejr og bikser mad sammen til sultne maver. Når jeg oplever de små øer i det sydfynske og har fællesaftener med fællesgrin.
Andre og mere fornuftige mennesker ville ikke have taget turen fra Tåsinge på to dage. Men det gjorde godt at knokle igennem, mens jeg gled gennem mit smukke land.
Nu er jeg klar. Har haft en masse regn, en masse vind, en masse bølger – og en masse sol. Fregnerne er myldret frem i hele fjæset, og kroppen føles brugt på den gode måde. Fedt at kunne opleve eventyr og små og store ting på en lille uge i vores helt eget land.
Helles Blog 