Tag Archives: Kajak rundt i det sydfynske

by - 1 kommentar

På vandet omkring Tåsinge

Da jeg startede planlægning af min ferie i år, var det helt klart, at jeg gerne ville bruge noget tid på at blive bedre og mere rutineret i havkajak. Det er for dumt at have en kajak liggende i kælderen og en perlerække af kajakklubber på den anden side af vandet. For slet ikke at tale om vandet, der flyder lige udenfor min stue. Og ikke udnytte det fuldt ud. Jeg overvejede forskellige muligheder, indtil Thure en dag foreslog Sydfyn og øhavet. But of course. Et af de smukkeste steder i vores lille land at lege på vandet. Derfor fandt jeg Nicus Nature, som tilbød en uge med kombination af begyndertræning og tur rundt på øerne. Perfekt for mig, der nok har været på begynderkurser tidligere og også har roet lidt her og der. Men ikke har holdt det ordentligt ved lige. Og – hånden på hjertet – var lidt rusten i det sikkerhedsmæssige.

Mens I andre hylede over vejret på Facebook, tumlede vi bogstaveligt talt rundt i det. Og jublede endda. Man kunne ikke ønske sig det bedre i sådan en træningsuge. Masser af blæsevejr, store bølger og vand fra oven. Når så vejrguderne planlagde, så solen kiggede frem, når vi lagde op til frokostpauser. Hver gang. Det var klart fantastisk den formiddag, vi roede fra Tåsinge til Skarø i stille vand og solskin. Men det var fedt at være i en gruppe med en skidegod instruktør og træne roning i bølger forfra, bagfra og fra siden, mens vi krydsede sejlrender fre den ene ø til den anden. Det var fint at redde hinanden og mig selv med vinden piskende om ørerne. Med instruktør-Jesper lige i nærheden.

Konceptet var genialt. De første dage trænede vi teknik og redninger i stille vand, mens vi langsomt udvidede vores revir. Tredje dag pakkede vi telte, soveposer, tøj og mad og roede til Skarø og oplevede den eneste formiddag med rigtigt sommervejr. Herefter gik vejret amok. Men hold da kæft, hvor var det sjovt at ro i. Hvis man er lige så kugleskør som mig og tænder helt på at knokle og kunne. Vi roede til Drejø i hvinende modvind med regnen piskende i ansigtet, og nød vores frokost ved den gamle havn i strålende sol. Vi roede tilbage til Skarø på toppen af bølgerne og kunne ind i mellem surfe afsted og bryde alle fartgrænser. Vi roede fra Skarø til Tåsinge med skumtoppede bølger på tværs og var glade for de spraydeck, der dækkede cockpittet i kajakken.

Jeg havde en fest.

Jeg fandt virkelig min teknik, hvor krop og kajak spillede perfekt sammen. Hvor det nærmest ikke var muligt at ro langsomt, og hvor jeg brugte et minimum af kræfter. Jeg var næsten høj og fuld af begejstring. Hele fornemmelsen af flow, som jeg fuldstændig manglede, inden jeg tog afsted, brusede rundt i kroppen. Og det er lige præcist det, man kan opnå ved at flytte det fokus, som jeg skrev om i går. Jeg har nemlig taget det flow med mig hjem, og nu flyder ordene frit fra mine fingre.

Hvis det nu havde været en crap oplevelse, spørger du? Med dumme gruppemakkere og en dårlig instruktør? Det er bare ren bonus, at gruppen var fed og instruktøren skidegod. Havde det været dårligere, havde jeg alligevel opnået det, jeg ville. Men selvfølgelig er det ikke dårligt, når man vælger omhyggeligt. Falder din vej nogensinde forbi Svendborg, så kig ind i Nicolais butik, der ligger ved havnen. Det er uden pis den lækreste kajak – og udstyrsbutik, jeg har set.

Men drop det der camping trick, der brækker tæer. Det er ikke fedt at ro med den slags handicap.

by - 5 kommentarer

Kunsten at flytte fokus

Jeg startede ferien med at pløje mig igennem godt 300 sider, som jeg skrev, mens jeg var syg og i året efter. Egentlig havde jeg set frem til at gøre det, og jeg anså det for den nemme del af hele mit skriveprojekt. Jeg har jo fra tid til anden læst en lille bid her og der af de gamle blogindlæg og dagbogsnotater. Men det udløste en lavine af uventede følelser. Som kom helt og aldeles bag på mig. For søren da, jeg har jo aldrig svært ved at tale om kræft. Og jeg syntes, at jeg havde arbejdet mig godt igennem hele oplevelsen og alle mine erfaringer. Og pludselig lå jeg så der – mentalt krøllet sammen til en lille papirskugle et sted i det ene hjørne af mit liv.

Jeg var sparket tilbage midt i de følelser af forladthed og alenehed, som i perioder fyldte hele min indre sendeflade. Og det overvældede mig ganske. Jeg kunne ikke. Gøre noget med teksterne, altså. Sad bare der med en slags lammelse, som fyldte det hele. Havde ufrivillige tudeture og havde sådan en grundked stemning inden i.

Derfor var det dejligt og belejligt, at forsynet havde arrangeret en kajaktur i det sydfynske på det helt rigtige tidspunkt. For jeg anede virkelig ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Selvom jeg også blev enig inden i om, at det nok var en slags nødvendighed at kradse rundt i alt det grimme for at kunne skrive om det.

Jeg tror bare ikke, at der er meget idé i at sidde for mig selv og kradse i Sydhavnen. Derfor virkede det helt rigtigt at pakke cykeltaskerne og traske til Tåsinge. Krejle mig en masse tanketid på cyklen og i bølgerne, mens jeg knoklede kroppen godt igennem. Omgive mig med smukhed og stor natur og være sammen med nogen om noget meget konkret.

Og de har ingen anelse om, hvad de har været del af, min lille kajakgruppe.

Det virkede. Som sådan noget næsten altid gør. For mig. Når fokus bevæger sig fra min egen navle til verden omkring mig. Når det kommer til at handle om at tumle kajakken, mens vejret viser tænder. Når jeg skal redde mig selv og hinanden. Med kajakker. Når jeg finder det rigtige momentum, og krop og kajak pludselig spiller sammen. Når vi slår telte op i regnvejr og bikser mad sammen til sultne maver. Når jeg oplever de små øer i det sydfynske og har fællesaftener med fællesgrin.

Andre og mere fornuftige mennesker ville ikke have taget turen fra Tåsinge på to dage. Men det gjorde godt at knokle igennem, mens jeg gled gennem mit smukke land.

Nu er jeg klar. Har haft en masse regn, en masse vind, en masse bølger – og en masse sol. Fregnerne er myldret frem i hele fjæset, og kroppen føles brugt på den gode måde. Fedt at kunne opleve eventyr og små og store ting på en lille uge i vores helt eget land.