Og først et stort undskyld. Jeg glemte at sætte skiltet med ferielukket i vinduet, inden jeg skred på ferie. Jeg tog bare min cykel og skred til Tåsinge, slukkede for telefonen og meldte mig helt ud af det internationale cybersamfund. Slog mig ned i en lille tæt virkelighed og knoklede løs i store bølger sammen med en lille gruppe lige så skøre kanaljer. Det skal der nok komme meget mere om de næste dage. Når jeg er vågnet af den træthedstrance, som den næsten 300 km lange cykeltur fra Tåsinge har kastet over mig. Den tur kalder på et indlæg for sig.
Jeg har haft det fedt. Og hårdt. Startede med at brække to tæer på camping-idiot-måden. Men fordi jeg er pissenærig knoklede jeg på i kajakken. Jeg havde jo betalt for det. I går lykkedes det mig at få sko på. Det ville have været en mærkelig oplevelse at cykle 300 km i klipklapper. Men jeg venter lige lidt med at løbe. Det var jo også det, lægen sagde, og det ville se helt idiotisk ud med en dårlig hæl på venstre fod og to dårlige tæer på højre. Jeg springer bare lige over det med Ibubrufen, fordi endnu et stort studie viser lidt for tydelige sammenhænge til blodpropper.
Men nu skal jeg sove, inden jeg får mig vrøvlet for godt igang. Og det bliver i min seng med en rigtig dyne. Mens mit lille telt hænger over et par stole til tørring, og den blå racer står tilfreds tilbagelænet i køkkenet. Hva’? Har I ikke cykler i køkkenet?
Jeg magter lige at lægge et billede fra min frokostpause ved Præstø Fjord på, fordi det er det eneste, der ligger i min photostream på computeren. Og fordi der var forbandet smukt. More to follow tomorrow. Og tak fordi I hænger på endnu.
Hej Helle, godt at høre du har haft en god ferie (med visse undtagelser) og jeg glæder mig til at læse mere om dine eventyr.
God bedring med de brækkede tæer. Der er vist lidt Chris Anker Sørensen over dig 😉 ?
Kh Karina
Jeg er bare nærig. Der er ikke noget heroisk der. Mine tæer nyder at være hjemme i vandkanten igen
Du er altså god til lige at lave lidt eventyr ud af en tur til Sydfyn. Sådan på cykelmåden! 😉 Men jeg er nysgerrig; hvordan brækker man to tæer på camping-måden? 😮
Prøv at løbe hurtigt på toilettet, når det er mørkt. Undgå at løbe på stierne. Og helst i klip klapper. Pludselig er der en pløk seriøst i vejen.
Åh fårk! Sikke et stunt! Den har jeg ikke prøvet. Endnu! 😉
Ka’ heller ikke anbefales