Tag Archives: Kajakferie

by - 6 kommentarer

Her har I mig tilbage…..

Og først et stort undskyld. Jeg glemte at sætte skiltet med ferielukket i vinduet, inden jeg skred på ferie. Jeg tog bare min cykel og skred til Tåsinge, slukkede for telefonen og meldte mig helt ud af det internationale cybersamfund. Slog mig ned i en lille tæt virkelighed og knoklede løs i store bølger sammen med en lille gruppe lige så skøre kanaljer. Det skal der nok komme meget mere om de næste dage. Når jeg er vågnet af den træthedstrance, som den næsten 300 km lange cykeltur fra Tåsinge har kastet over mig. Den tur kalder på et indlæg for sig.

Jeg har haft det fedt. Og hårdt. Startede med at brække to tæer på camping-idiot-måden. Men fordi jeg er pissenærig knoklede jeg på i kajakken. Jeg havde jo betalt for det. I går lykkedes det mig at få sko på. Det ville have været en mærkelig oplevelse at cykle 300 km i klipklapper. Men jeg venter lige lidt med at løbe. Det var jo også det, lægen sagde, og det ville se helt idiotisk ud med en dårlig hæl på venstre fod og to dårlige tæer på højre. Jeg springer bare lige over det med Ibubrufen, fordi endnu et stort studie viser lidt for tydelige sammenhænge til blodpropper.

Men nu skal jeg sove, inden jeg får mig vrøvlet for godt igang. Og det bliver i min seng med en rigtig dyne. Mens mit lille telt hænger over et par stole til tørring, og den blå racer står tilfreds tilbagelænet i køkkenet. Hva’? Har I ikke cykler i køkkenet?

Jeg magter lige at lægge et billede fra min frokostpause ved Præstø Fjord på, fordi det er det eneste, der ligger i min photostream på computeren. Og fordi der var forbandet smukt. More to follow tomorrow. Og tak fordi I hænger på endnu.

by - 4 kommentarer

Den endeløse historie om ferieplaner

Jeg planlægger. Ferien, altså. På den måde, kun jeg kan planlægge. Her kommer historien om, hvordan en uges kajakferie i det sydfynske øhav involverer blå racercykel og storskrald.

Det er ikke ligetil at komme til Tåsinge med offentlig transport. Det indebærer skift og tager nærmest urimeligt lang tid. Eller det er sikkert rimeligt nok. Jeg vil bare hellere bruge min tid på cykel end i forskellige busser. Derfor er min blå racer lige nu udsat for en slags overgreb. Den får bagagebærer. Og cykeltasker. Jeg kunne have valgt min mountainbike, som har træk til cykeltraileren. Men man kan ikke cykle over Storebæltsbroen. Og hvordan får man cykel OG trailer ned på perronen og ind i toget? Nej vel? Og sadeltasker på en mountainbike er trods alt et større overgeb end på raceren. Som alligevel bliver brugt mest som pendlercykel mellem Hillerød og Sydhavnen.

Ingen af cyklerne er født til at have bagagebærer, og derfor bliver det en lidt større operation med specialbeslag og sådan noget. Som cykelsmeden tager sig af. Heldigvis havde han tid, så den er klar i morgen.

Men her stopper vi ikke. For jeg skal jo hjem igen fra Tåsinge, når jeg er færdig med at vælte rundt i vand og sove på små øer. Og hvorfor ikke lave en tur ud af det? Som i at krydse over Langeland og sejle fra Rudkøbing til Nakskov? Og tage på opdagelse i det Sydsjællandske, mens jeg bevæger mig mod København. Det tager nok en dag eller to længere, men jeg har jo telt med i forvejen.

Derfor udvikler min ferieplanlægning sig som et større mindmap. Fra kajakferie til cykel-telt-kajakferie. Andre og mere voksne mennesker havde selvfølgelig bare taget den bil, de har i garagen.

Altså finder jeg kogegrej og lejrudstyr frem. Som bare ligger langt inde i pulterrummet. Som så må ryddes undervejs. For at jeg overhovedet kan komme derind. Og derfor udsættes for den minimeringsproces, jeg har haft planlagt længe. Som også hedder at smide alt det overflødige skrammel ud, der bare står der og tager plads op.

Og jeg bager rugbrød til hele ugen. Og planlægger lejrmad, der kan være i cykeltaskerne. Og kajakken. Mens jeg sender en stille bøn op om lidt lettere vinde i næste uge.

Og glæder mig.

by - 2 kommentarer

…og så er det jo godt, at man har andre talenter…..

Når nu hysterisk fornærmet hæl skaber sig over den opsang, den fik forleden. Med mindre det giver fuldstændig god mening, skal man aldrig kun satse på én hest.

Der for elsker jeg stort på min blå cykel. Og når nu DSB har travlt med at reparere på togbroerne i ferietiden, kan jeg jo cykle hele vejen frem og tilbage til Hillerød. Det klarer både træningen og tankerne og husker mig på nydningen langs landevejene, mens det er sommer. Og når bare jeg husker solbrillerne, kan jeg også se for høfeberen.

Og derfor glæder jeg mig næsten uhæmmet over ikke at have planlagt løbeferie, men kajakferie. For så kan den sure hæl sidde i bunden af båden og gære helt i fred. Mens jeg nyder havet og solen (jo, jeg gør) og himlen. Og får et jublende gensyn med det sydfynske øhav, når vi ror fra ø til ø med telte.

For jeg er så skidetræt af at slås med den hæl. Jeg tror godt, jeg ved, hvad der stikker den. Og det går jo nok over på et tidspunkt. Men tænk nu, hvis jeg kunne bruge min sommer på at sidde i Sydhavnen og ulme over manglende løbeture?