Milde vinde over Sydhavnen

Verden møder mig mildt og venligt for tiden. Og så hilser jeg den mildt og venligt tilbage. Sådan er jeg jo. Ret let, når det kommer til stykket. Eller er det bare mig, der er venligt stemt og bliver mødt af verden? Svært at sige. Hvad kom først? Hønen eller ægget? Det er bare sådan, at venlighed avler venlighed åbenbart. Jeg har sådan nogle dage, hvor alle trækker i det store smil, når de ser mig. Også ukendte folk i det fyldte s-tog eller modkørende cyklister. Måske synes de bare, jeg ligner en klovn, men det ved jeg jo heldigvis ikke.

Min sure hæl ser omsider ud til at blive mig bedre stemt. Den gør faktisk ikke så ondt, og jeg har løbet flere ture uden jammer. Jeg har også sat den på benhård kur. Ingen høje hæle, og de ondeste øvelser flere gange om dagen. Ja faktisk ser man mig gå omkring i bylivet i løbesko. Det afstedkommer kække kommentarer på kontorgangen, men jeg tager det med løftet pande og vender tilbage i stilletterne, når tid er. Løbeskoene er blevet udvidet med et hælindlæg, som løfter hælen lidt, og de bliver specialsnøret, så hælen ikke kan flytte på sig. Overhovedet. Men det er der ingen, der kan se. Jeg tror, det er tilhæftningen akillessenen på ydersiden af hælen, som er blevet fornærmet i løbet af vinteren. Det er vist omtrendt også den eneste skade, jeg aldrig har haft. Og når jeg, som i går, kan løbe min meget yngre kollega rigtig træt i skoven, bliver jeg jo barnligt glad. Som altid.

Trods de hånlige tilråb om min lyserøde Frederiksberg cykel er jeg tilfreds med den. Den lyserøde farve kaster triumfen over overhalinger af indestængte mænd i vejret. Og det er næsten en fornøjelse at smide indkøb i cykelkurven. Min blå kærestecykel er dog stadig den foretrukne. Ja, jeg ved godt,at jeg har et sygt forhold til den cykel. Men den er det nærmeste, jeg kommer på en mand i mit liv lige nu. Jeg kommer aldrig til at elske konecyklen på samme måde, og det er en næsten daglig fryd at ræse hjem fra Hillerød.

Der er grøde på projektfronten. De lykkes. Dem med pengene synes om dem. De får liv, projekterne, og bliver sat i søen som virkeligheder. Og jeg går bare rundt og er glad. Og lidt overrasket. Og tror på, at det hele gør noget godt for vores sundhedsvæsen.

Og når varslede skybrud smutter udenom Sydhavnen, bliver jeg næsten helt rundtosset af god karma. I sær når aflyste skybrud kombineres med fornemt besøg af en gummiklædt lille mumitrold på plastikscooter. Som insisterer på udeleg uanset vejr og lader de voksne trække i paraplyer, mens regnen siler stille over sandkassen.