Jeg har aldrig været et forsigtigt menneske. Og derfor redder jeg mig skrammer og revet skind gang på gang. Selv nu, hvor jeg måske skulle have nået en alder med en vis ærværdighed, har jeg blå mærker på skinnebenene og hudafskrabninger på knæene. Så det ændrer sig nok aldrig. Når man ikke vil gå glip af ret meget, må det være sådan.
Den hælskade, som har underholdt mig siden jul, er resultatet af et sammensurium af vrid, vrik og styrt i vilde løb eller på høje hæle. Eller på ski eller på klipper eller is i bjergene. Derfor er det fint, at jeg kunne blive klogere af en klog fysioterapeut. Nu ved jeg, at perineusmusklen skal trænes, næste gang jeg vrider om. For der bliver en næste gang. Sådan noget ved man bare, når man er mig.
Jeg har løbet i terræn det meste af mit liv. Længe før smarte udstyrsproducenter fandt på specielt udstyr til den slags. Jeg har løbet på strande, udenfor skovstierne, over marker, på klipper. Min gamle løbegruppe i Århus gjorde en dyd ud af ræs gennem umuligt terræn. Skovfogeden i Marselisborg Skovene var rasende på os, når vi løb og op ned af skrænterne. Med god grund, faktisk, for vi ødelagde jo de skrænter. Og vores ankler. Vi tog utallige styrt. Gruppen udmærkede sig også ved en evig prøven på at sætte den aktuelle førerhund ved at skifte retning længere nede i gruppen. Og mest af alt gjaldt det om at komme først. Først til vandposten, først til stenen, hvor stien deler sig, først til tømmerpladsen, først til Varna og først til Marselishallen. Det skal jo gå galt, og det gjorde det rigtig tit. Derfor skred mange også fra gruppen. Fordi nok løb vi hurtigt og trænede hårdt, men skadesfrekvensen var pænt høj, og folk med fornuften i behold, syntes, vi var for vilde.
Men hold nu op, hvor havde vi det sjovt. Og jeg savner de åndssvagt vilde ture. Jeg savner bakker og knolde. Og tempo.
Men jeg er grebet af fornuft. Hvis jeg hvisker rigtig stille, så karma-koordinatoren ikke hører det, kan jeg fortælle, at det går bedre med min hæl. Jeg løber, nej jeg lunter 20 minutter hver anden dag. Troede I, jeg var god til at løbe langsomt? Ha, så skulle I se mig nu. Jeg går 5-10 minutter for at varme foden godt op, løber 20 minutter og går hjem. Man kunne vel egentlig kalde det jogging, tænker jeg. Hold nu kæft, hvor er det kedeligt, og hvor jeg savner et klubliv, hvor man altid kunne finde nogen at lunte sammen med. I næste uge kan jeg måske glæde mig til at løbe 25 minutter ad gangen. Langsomt.
Tålmodigt laver jeg mine øvelser for at træne den forstyrrede muskel morgen og aften. Og jeg strækker og vrider min fod i sære retninger.
Til gengæld tramper jeg i pedalerne. Frem og tilbage hver dag, så jeg runder 90-100 km om dagen, hvor pulsen kommer op ved alle bakkerne på Kongevejen, Frederiksberg-udfordringerne og reglen om modvind. Og heldigvis har jeg mit vand, har jeg. Med kajakken og svømning og almindelig god stemning.
Helles Blog 
Jeg tænkte faktisk på dig i går, da jeg var i løbeklub. – at du godt nok har løbet stærkt dengang.
Vi led på Eriks Røde Hold, der var mange bakker, men det er bare et fedt område at løbe i – det glædes jeg stadig over hver gang.
God bedring med hælen 🙂
Det ER et fedt område at løbe, og jeg savner det stadig ind i mellem
Hey du – det bliver bedre igen. 🙂 Hælen altså. Tempoet? Hvem ved? Og så længe du lunter stille rundt, lunt et par km med mig i skoven, når du er på disse kanter. Du kan endda risikere at blive bedt om at blive til aftensmad! 🙂
Det lyder dejligt, ellers. Men der kommer til at gå noget tid, før jeg lunter i skoven. Jeg må ikke løbe i noget, der bakker op eller ned. Og det gør den jo, den skov. Men så snart den igen kan klare det, så er jeg også klar.