Det gamle hus fortæller

I min familie bor et gammelt hus. Huset ligger på Mols og har eksisteret lige så længe som min mor. Hvert år sidst på sommeren bunker vi vores store familie sammen og fejrer, at vi stadig gider drikke os halvfulde sammen. Og hvert år bliver jeg fyldt med husets gamle historier.

Huset har altid været der. I mit liv, i min mors liv og i mine børns liv. Det ligger tæt på Mols bjerge. Midt i noget skov og meget tæt på stranden. Omkring huset er en have, der er stor nok til at have mytiske dimensioner, når man er en lille skid.

Huset har rummet min mormor og morfar som unge mennesker med små børn. Dengang haven omkring huset var fyldt med blomster og frugttræer. Da min morfar lavede blomsterbede og køkkenhave og boede i huset hele sommeren. Det var dengang, huset havde et ekstra værelse. Til Agnes, som var hele familiens Agnes, der passede børn og gjorde rent og den slags. Før man importerede Agnes’er fra Filipinerne. Agnes havde et stativ med vandkande og vaskebalje på sit værelse, og der var spisekammer under gulvet i køkkenet.

Senere blev væggen til Agnes’ værelse revet ned, og stuen voksede til den stadigt større familie. De to soveværelser havde hver en lille vaskekumme med koldt vand, og man frøs om numsen, når man tissede udenfor sommersæsonen. Jeg husker stadig fornemmelsen af det brune, stive toiletpapir på den kolde hud.

Også mine børn er blevet badet i køkkenvasken med varmt vand fra kedlen. Vi andre spulede os med haveslangen. Eller nøjedes med at springe i havet. Sommerferier er aldrig gået med overdreven renlighed. Senere endnu har huset fået både vandvarmer og brusebad og elektrisk varme på badeværelset. Og der kom køleskab og komfur.

Haven omkring huset har ikke længere blomsterbede, men enkelte stædige blomster bliver ved at pible op gennem græsset om foråret. Frugtræerne spytter stadig kilovis af æbler, pærer og blommer efter os de fleste år, og vi kan stadig spise os en mavepine til i bær. De små børn har stadig et eventyr i haven, og de lidt større kaster sig nysgerrigt ud i udforskning af skovene og stranden udenfor. Vi drikker øl til frokost og bader i timevis. Vi spiller udespil og indespil og mødes til arbejdsweekender, når det gamle hus skal have sine ansigtsløftninger.

Og så mødes vi altså hvert eneste år sidst på sommeren. Unge og gamle og store og små. Med kærester og mænd og koner og et tiltagende mylder af børn. Vi er blevet så mange, at vi ikke længere kan være i det gamle hus. Nu har vi partytelt i haven, og små og store telte skyder op som paddehatte i den weekend sidst på sommeren. Maden gider vi heller ikke lave selv mere, og man må jo støtte dem, der lever af den slags. Når vi er færdige med at småskændes om borddækning og maden endelig står på bordet, spiser vi, til vi revner og drikker, til vi segner. I år segnede vi først, da det næsten var morgen, og vi havde afviklet en vigtig konkurrence henover de tomme glas – om familiemesterskabet i sæbebobleblæsning. Jeg vandt ikke. Tror jeg.

 

 

3 thoughts on “Det gamle hus fortæller

  1. Det ser præcis ud som et sommerhus skal se ud! Sikken en dejlig tradition at have og det er så vigtigt at holde fast i dem. Tak fordi vi måtte dele lidt af pragten…. 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s