Det gamle hus fortæller

I min familie bor et gammelt hus. Huset ligger på Mols og har eksisteret lige så længe som min mor. Hvert år sidst på sommeren bunker vi vores store familie sammen og fejrer, at vi stadig gider drikke os halvfulde sammen. Og hvert år bliver jeg fyldt med husets gamle historier.

Huset har altid været der. I mit liv, i min mors liv og i mine børns liv. Det ligger tæt på Mols bjerge. Midt i noget skov og meget tæt på stranden. Omkring huset er en have, der er stor nok til at have mytiske dimensioner, når man er en lille skid.

Huset har rummet min mormor og morfar som unge mennesker med små børn. Dengang haven omkring huset var fyldt med blomster og frugttræer. Da min morfar lavede blomsterbede og køkkenhave og boede i huset hele sommeren. Det var dengang, huset havde et ekstra værelse. Til Agnes, som var hele familiens Agnes, der passede børn og gjorde rent og den slags. Før man importerede Agnes’er fra Filipinerne. Agnes havde et stativ med vandkande og vaskebalje på sit værelse, og der var spisekammer under gulvet i køkkenet.

Senere blev væggen til Agnes’ værelse revet ned, og stuen voksede til den stadigt større familie. De to soveværelser havde hver en lille vaskekumme med koldt vand, og man frøs om numsen, når man tissede udenfor sommersæsonen. Jeg husker stadig fornemmelsen af det brune, stive toiletpapir på den kolde hud.

Også mine børn er blevet badet i køkkenvasken med varmt vand fra kedlen. Vi andre spulede os med haveslangen. Eller nøjedes med at springe i havet. Sommerferier er aldrig gået med overdreven renlighed. Senere endnu har huset fået både vandvarmer og brusebad og elektrisk varme på badeværelset. Og der kom køleskab og komfur.

Haven omkring huset har ikke længere blomsterbede, men enkelte stædige blomster bliver ved at pible op gennem græsset om foråret. Frugtræerne spytter stadig kilovis af æbler, pærer og blommer efter os de fleste år, og vi kan stadig spise os en mavepine til i bær. De små børn har stadig et eventyr i haven, og de lidt større kaster sig nysgerrigt ud i udforskning af skovene og stranden udenfor. Vi drikker øl til frokost og bader i timevis. Vi spiller udespil og indespil og mødes til arbejdsweekender, når det gamle hus skal have sine ansigtsløftninger.

Og så mødes vi altså hvert eneste år sidst på sommeren. Unge og gamle og store og små. Med kærester og mænd og koner og et tiltagende mylder af børn. Vi er blevet så mange, at vi ikke længere kan være i det gamle hus. Nu har vi partytelt i haven, og små og store telte skyder op som paddehatte i den weekend sidst på sommeren. Maden gider vi heller ikke lave selv mere, og man må jo støtte dem, der lever af den slags. Når vi er færdige med at småskændes om borddækning og maden endelig står på bordet, spiser vi, til vi revner og drikker, til vi segner. I år segnede vi først, da det næsten var morgen, og vi havde afviklet en vigtig konkurrence henover de tomme glas – om familiemesterskabet i sæbebobleblæsning. Jeg vandt ikke. Tror jeg.

 

 

Busblog

Sidder i linje 888 fra Sjællands Odde mod Valby og forsøger mig med noget blogskrivning. Ikke let, kan jeg afsløre. Men computeren på knæene i en stadig kamp mod bussens svingninger. Jeg har været på Mols og lavet helt om på weekendens træningsplaner. Min mor ringede og ville gerne have besøg. Og når hun ber om det, skal hun ha’ det. Så afsted med mig.

Min mor og far ejer det dejligste sommerhus på Mols, som jeg har kendt hele mit liv. Jeg havde planlagt en sidste rigtig lang løbetur. Men, ærligt talt, det er ikke hverken høfligt eller kærligt at komme på besøg og stikke af i tre timer, vel? Så jeg lavede noget dividering og fordeling, og løb afsted mod Chris Macdonald’s skrumpe-by, Ebeltoft. Langs vandet hele vejen frem og tilbage. Aj, hvor jeg savner noget havvand i min nærhed. Sådan en havluft på en løbetur er velgørende. Jeg mødte ingen superskrumpere på min vej, men fik til gengæld en fæl modvind hele vejen hjem. Hvor jeg omgående fik serveret et glas køligt hvidvin. Og det er jo ikke hverdagskost. Hurtigt bad og aftenhygge med forældrene.

Luksusmorgen med lang morgenmad og Politiken, og klokken 11 snørede jeg løbeskoene igen. Jeg satte igen næsen mod Ebeltoft og nød turen langsvandet. Denne gang løb jeg dog længere, før jeg vendte om. Der lurede noget natsort sky-halløj på himlem, men det blev ved truslerne. Tilbage ved Molskroen fortsatte jeg ad en yndlingsrute ud langs stranden mog Fuglsø. Jeg drejede op i Mols Bjerge og løb tilbage gennem noget “urskov” og et sommerhusområde. Så det er alligevel blevet til et par og tredve kilometer. Bare fordelt lidt, så min mor også kunne få sit.

Jeg tror, jeg holder min træningsmængde på godt 70 km i denne uge med, og så er der nedtrapning de sidste to uger.