En tålmodig historie

Indstil mig til en medalje. For tålmodig troskab og grundighed. Ikke mindst tålmodighed.

For snart et år siden startede et sæt roterende knive i min venstre hæl. Jeg husker ikke præcist hvornår, men på et eller andet tidspunkt i Lissabon i julen, hvor jeg kvidrede rundt i høje hæle. Og hvis I har været i Lissabon, ved I, hvor dårlig en idé, det er. Der findes ikke mange flade og jævne fortove, og jeg keglede rundt. Og måtte kaste mig ind i en skobutik efter flade sko. Det var den udløsende faktor, sagde min kloge fysioterapeut. Den ultimative stress af en svækket perinæusmuskel. Den muskel, det sidder på ydersiden af læggen og hæfter nede omkring hælen. Og musklen var svækket af utallige vrid, fordi jeg har løbet så mange år uden for stierne i de jyske skove. Det svækker nemlig den muskel, vidste fysioterapeuten. Som jeg selvfølgelig først opsøgte efter næsten otte måneder. Da jeg var ved at opgive ævret og forestillede mig et liv med knive i venstre hæl.

Musklen skulle styrkes og trænes. Derfor satte han mig på totalt begyndertræning. Jeg havde holdt en god pause hen over sommeren, fordi jeg trumfede det hele med at brække to tæer på den ucharmerende måde. Noget med for meget fart på og en teltpløk. Jeg startede med et kvarters langsomt løb hver anden dag. Langsomt på måden, hvor man ikke får sved på panden, selv i august. Sideløbende lavede jeg styrkeøvelser for den slappe muskel og fødderne, og jeg udvidede langsomt mine løbeture med fem minutter hver uge.

Og det gik godt. Indtil jeg pladrede direkte i forfængelighedspølen og trak i høje hæle. Bare fordi jeg skulle lede en workshop med en masser mennesker og gerne ville syne af lidt mere. Og så kunne jeg starte forfra med det hele. Jeg har været sur og vranten. Jeg har været ved at smide det hele væk. Og begynde at spille skak i stedet. Og jeg har været ret fortvivlet. Fordi løb altid har været en del af mit liv. Og min yndlingsmåde at koble af på.

Men jeg fandt på det der med at gøre, som fysioterapeuten sagde. Helt bogstaveligt. Jeg har været så god. Og i dag æltede han rundt i min muskel. Vred min ankel i umulige vinkler. Trak og rykkede og trykkede og testede. Og så sagde han det. Min ankel og min hæl er næsten raske. Jeg må træne, som jeg vil. Jeg må begynde at løbe i terræn igen. På bakker. Intervaller.

Og jeg kvidrede afsted på min cykel fra Rødovre, selvom vejret lagde op til vrede  miner. Næste gang det er lyst, løber jeg op ad Mount Anna.

Men en medalje. Jeg er aldrig set så tålmodig før.

IMG_0944

Vrid, vrik og tålmodighed

Jeg har aldrig været et forsigtigt menneske. Og derfor redder jeg mig skrammer og revet skind gang på gang. Selv nu, hvor jeg måske skulle have nået en alder med en vis ærværdighed, har jeg blå mærker på skinnebenene og hudafskrabninger på knæene. Så det ændrer sig nok aldrig. Når man ikke vil gå glip af ret meget, må det være sådan.

Den hælskade, som har underholdt mig siden jul, er resultatet af et sammensurium af vrid, vrik og styrt i vilde løb eller på høje hæle. Eller på ski eller på klipper eller is i bjergene. Derfor er det fint, at jeg kunne blive klogere af en klog fysioterapeut. Nu ved jeg, at perineusmusklen skal trænes, næste gang jeg vrider om. For der bliver en næste gang. Sådan noget ved man bare, når man er mig.

Jeg har løbet i terræn det meste af mit liv. Længe før smarte udstyrsproducenter fandt på specielt udstyr til den slags. Jeg har løbet på strande, udenfor skovstierne, over marker, på klipper. Min gamle løbegruppe i Århus gjorde en dyd ud af ræs gennem umuligt terræn. Skovfogeden i Marselisborg Skovene var rasende på os, når vi løb og op ned af skrænterne. Med god grund, faktisk, for vi ødelagde jo de skrænter. Og vores ankler. Vi tog utallige styrt. Gruppen udmærkede sig også ved en evig prøven på at sætte den aktuelle førerhund ved at skifte retning længere nede i gruppen. Og mest af alt gjaldt det om at komme først. Først til vandposten, først til stenen, hvor stien deler sig, først til tømmerpladsen, først til Varna og først til Marselishallen. Det skal jo gå galt, og det gjorde det rigtig tit. Derfor skred mange også fra gruppen. Fordi nok løb vi hurtigt og trænede hårdt, men skadesfrekvensen var pænt høj, og folk med fornuften i behold, syntes, vi var for vilde.

Men hold nu op, hvor havde vi det sjovt. Og jeg savner de åndssvagt vilde ture. Jeg savner bakker og knolde. Og tempo.

Men jeg er grebet af fornuft. Hvis jeg hvisker rigtig stille, så karma-koordinatoren ikke hører det, kan jeg fortælle, at det går bedre med min hæl. Jeg løber, nej jeg lunter 20 minutter hver anden dag. Troede I, jeg var god til at løbe langsomt? Ha, så skulle I se mig nu. Jeg går 5-10 minutter for at varme foden godt op, løber 20 minutter og går hjem. Man kunne vel egentlig kalde det jogging, tænker jeg. Hold nu kæft, hvor er det kedeligt, og hvor jeg savner et klubliv, hvor man altid kunne finde nogen at lunte sammen med. I næste uge kan jeg måske glæde mig til at løbe 25 minutter ad gangen. Langsomt.

Tålmodigt laver jeg mine øvelser for at træne den forstyrrede muskel morgen og aften. Og jeg strækker og vrider min fod i sære retninger.

Til gengæld tramper jeg i pedalerne. Frem og tilbage hver dag, så jeg runder 90-100 km om dagen, hvor pulsen kommer op ved alle bakkerne på Kongevejen, Frederiksberg-udfordringerne og reglen om modvind. Og heldigvis har jeg mit vand, har jeg. Med kajakken og svømning og almindelig god stemning.

Og så en løbestatus

Jeg har tumlet med en sur hæl siden jul. Og jeg har løbet i så mange år, at jeg kender temmelig mange tricks. Som jeg selvfølgelig har prøvet af et efter et. Uden den store succesfornemmelse. Hælen er fortsat sur. Derfor brugte jeg noget ferietid på at besøge min læge, brække to tæer, holde fuldstændig løbepause, røntgen og ultralydsundersøgelse af hæl – og endelig et besøg hos en kompetent fysioterapeut. Jeg var heldig at få mig fedtet ind her i Brian Dåsbjergs kyndige hænder. Han viste sig virkelig, virkelig at være en mand efter mit hjerte.

Og hvad er der så galt med den sure hæl? Tjoe, et mix af forskellige gamle skader og en tur på høje hæle i Lissabons toppede gader, formentlig. Brian forklarede, at ankelvrid af en eller anden grund gør perinæusmusklen svag i lang tid. Den muskel går i ydersiden af læggen og hæfter med sine sener på ydersiden af hælen. Jeg har ikke gjort noget forkert, når jeg efter vrid og forstuvninger tapede anklen og løb videre. Det har været fint, men de mange forstuvninger har gennem tiden svækket musklen. Som så måske fik en slags dødsstød af min forfængelighed i julen med de høje hæle i Lissabon. Pyt lidt med det, for det her kan jeg gøre noget ved.

Jeg fik akupunktur for at løsne musklen og en let massage. Og så har jeg fået en plan. Musklen skal trænes og styrkes med øvelser to gange om dagen. Fra weekenden må jeg laaaaangsomt begynde at lunte 15-20 minutter hver anden dag. Og med tryk på både langsomt og lunte.

Gør dig selv en tjeneste og tag cyklen til et sted, der er dejligt at løbe, sagde Brian. Det skal være jævnt og fladt underlag, og pulsen skal ikke op. Fis hjem og hop i vandet eller tag en hurtig tur på cyklen, når du har brug for at knokle igennem. Og så kan man endnu engang glæde sig over at bo i Sydhavnen med vand udenfor døren, med flade Amager Fælled på den anden side af det vand og med 45 km på arbejde.

Mine ture skal være ensartede. Jeg må trappe ganske, ganske langsomt op, men ens for alle turene. Altså ikke noget med lange weekendture. Ingen bakker. Overhovedet.

Jeg mailer en status til ham om en uge, og så vil han fortsat sparre mig igennem. Men kun se mig, hvis der er noget, han kan løse på briksen. Jeg elsker sådan nogen løsninger, hvor jeg selv bliver direktør for problemløsningen. Også selvom det bliver langvarigt.