En tålmodig historie

Indstil mig til en medalje. For tålmodig troskab og grundighed. Ikke mindst tålmodighed.

For snart et år siden startede et sæt roterende knive i min venstre hæl. Jeg husker ikke præcist hvornår, men på et eller andet tidspunkt i Lissabon i julen, hvor jeg kvidrede rundt i høje hæle. Og hvis I har været i Lissabon, ved I, hvor dårlig en idé, det er. Der findes ikke mange flade og jævne fortove, og jeg keglede rundt. Og måtte kaste mig ind i en skobutik efter flade sko. Det var den udløsende faktor, sagde min kloge fysioterapeut. Den ultimative stress af en svækket perinæusmuskel. Den muskel, det sidder på ydersiden af læggen og hæfter nede omkring hælen. Og musklen var svækket af utallige vrid, fordi jeg har løbet så mange år uden for stierne i de jyske skove. Det svækker nemlig den muskel, vidste fysioterapeuten. Som jeg selvfølgelig først opsøgte efter næsten otte måneder. Da jeg var ved at opgive ævret og forestillede mig et liv med knive i venstre hæl.

Musklen skulle styrkes og trænes. Derfor satte han mig på totalt begyndertræning. Jeg havde holdt en god pause hen over sommeren, fordi jeg trumfede det hele med at brække to tæer på den ucharmerende måde. Noget med for meget fart på og en teltpløk. Jeg startede med et kvarters langsomt løb hver anden dag. Langsomt på måden, hvor man ikke får sved på panden, selv i august. Sideløbende lavede jeg styrkeøvelser for den slappe muskel og fødderne, og jeg udvidede langsomt mine løbeture med fem minutter hver uge.

Og det gik godt. Indtil jeg pladrede direkte i forfængelighedspølen og trak i høje hæle. Bare fordi jeg skulle lede en workshop med en masser mennesker og gerne ville syne af lidt mere. Og så kunne jeg starte forfra med det hele. Jeg har været sur og vranten. Jeg har været ved at smide det hele væk. Og begynde at spille skak i stedet. Og jeg har været ret fortvivlet. Fordi løb altid har været en del af mit liv. Og min yndlingsmåde at koble af på.

Men jeg fandt på det der med at gøre, som fysioterapeuten sagde. Helt bogstaveligt. Jeg har været så god. Og i dag æltede han rundt i min muskel. Vred min ankel i umulige vinkler. Trak og rykkede og trykkede og testede. Og så sagde han det. Min ankel og min hæl er næsten raske. Jeg må træne, som jeg vil. Jeg må begynde at løbe i terræn igen. På bakker. Intervaller.

Og jeg kvidrede afsted på min cykel fra Rødovre, selvom vejret lagde op til vrede  miner. Næste gang det er lyst, løber jeg op ad Mount Anna.

Men en medalje. Jeg er aldrig set så tålmodig før.

IMG_0944

8 thoughts on “En tålmodig historie

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.