Bryllupstale

For lidt over et år siden gik jeg hænder – og hjernevridende rundt i Sydhavnen og spekulerede over, hvordan jeg bedst kunne lave en tale, når min søn skulle giftes med sin Nina. For det er ikke ligegyldigt, hvad man siger til et bryllup. Og slet ikke når man er brudgommens mor. Vi er ikke en familie af store ord. Vi går ikke rundt og fortæller hinanden, at vi elsker dem. Vi gør det bare. Elsker hinanden. Men når nogen gifter sig, er det faktisk en rigtig god anledning til at stikke hånden ned i posen med de store ord. En anledning til at sige noget af det, som vi ikke går rundt og siger til dagligt. En anledning til at få ting sagt, så verden også kan høre det. For også i en familie uden store ord, er det vigtigt at vide sig elsket.

Men man kan så let falde i gryden med svulmeord. Og de er stærkt kvalmefremkaldende. Særligt når de kommer fra nogen, der er mor til en brudgom. Man kan også let snuble hen på stien for ironiske vittigheder. Og det er ikke helt heldigt, når man gerne vil fortælle to mennesker noget om, hvor glad de gør mig. Jeg var udfordret. Jeg besluttede mig for at gøre noget, jeg aldrig havde gjort før. Jeg lavede en tegneserie. Det er i sig selv sjovt. For jeg kan ikke tegne.

For præcist et år siden fortalte jeg historien om den lille rødhårede drengebaby, der blev født i Randers.

Og jeg fortalte, hvordan han voksede op og var en glad og ubekymret lille dreng, der langsomt skiftede hårfarve til noget kridende hvidt.

Og hvordan den lille dreng måtte stå så grueligt meget igennem i den flok skrappe damemennesker, han voksede op sammen med.

Men den lille dreng voksede videre og slap ud af kløerne på de skrappe damer. Han brugte nogle år på det, drenge bruger år på, mens de bliver ældre. Og så begyndte han igen at gå i skole. Her var det, at han kastede varme øjne på den sødeste pige i klassen

. 

Heldigvis virkede det. De varme øjne fik hjerter til at svulme og bryde ud i sød musik.

Men helt var drengen jo ikke sluppet af med de skrappe damer. Som hele tiden frittede ham for alt muligt. Og især for noget med hjerter i brand. Men han ville ikke fortælle dem noget.

For at gøre en lang historie kort, så slap det jo ud til sidst. Og den sødeste pige var jo simpelthen lige sådan en, der havde manglet i familien. Lige sådan en, som kunne gøre alle de skrappe damer bløde og som de sammen med alle de små børn bare elskede.

Og det hele endte så fint med det fineste bryllup i den smukkeste kirke med de bedste mennesker. Og de festede allesammen til den lyse morgen derude i Rådvad.

Og levede de lykkeligt? Ja, de har i det første år som ægtefolk redet gennem verden på en bølge af lykke, der drysser små flige af på alle os andre, når vi møder dem. Og når nogen bare gør min søn eller mine døtre så glade og fulde af lykkedrys, så kan jeg kun sige et stort og rungende tak, fordi den sødeste pige i klassen fandt vej ind i vores familie.

Talen var selvfølgelig meget længere og fyldt med fotografier af det lille rødhårede drengebarn. Men resten er vores og hans og klassens sødeste piges.