Er du travlhedsramt, eller hvad sker der for dig, siden du aldrig tager telefonen, spurgte en af mine venner forleden. Jeg er ramt af den årlige sommerferieforbandelse, er jeg. Den måned hvor jeg skal arbejde dobbelt op på alting, fordi hele verden lukker ned i den næste. Den måned, hvor deadlines falder over hinandens tæer og tromler ind over hinanden. Mens de konkurrerer om at være verdens vigtigste. Jeg hader det lidt. Fornemmelsen af trængsel i luftvejene, når telefonen ringer for femte gang, mens jeg vrider ord ud af computeren. Den lette hjertebanken, når jeg uforvarende kommer til at se på uret. Og opdager, at endnu en time er forsvundet i universet. Og deadline er lige om hjørnet.
Men det ville være løgn at sige, at jeg bare hader det. Det driver mig også. Det får mig til at stå op om morgenen. At tage toget eller cyklen hele vejen til Hillerød. Og til at lukke computeren kvart over midnat, for at stå op og fortsætte klokken halv seks.
Da jeg cyklede hjem fra Hillerød i eftermiddag, var det med det første eksemplar af rapporten om patient empowerment i rygsækken. Med billede på forsiden og teksten pænt sat op. Det var måneders arbejde, der nu er forfremmet til en offentlig rapport. Som kan sendes ud i verden og lægges på hjemmesiden. Det er det værd. De sene aftener og lange dage.
En fredag med fornemmelsen af at have nået det hele og lidt til. Hvor solen skinner, trods løfter om regn. Og hvor mig og min blå racer regerede på Kongevejen. Så kan jeg kun sige velkommen til noget weekend, som bliver mest til venner og fri. Og en lille smule arbejde.
Og undskyld, når jeg ikke tager telefonen. Jeg sætter lyd på den igen om et par uger.
Helles Blog 