Engang var jeg også sådan en, som så fodbold. Det begyndte at dø for mig allerede i 1985, da jeg var taget alene i sommerhus med nogen af mine små børn. Ungerne blev puttet i seng, og jeg satte mig ved fjernsynet for at se fodbold. Juventus mod Liverpool. Og der, midt i det bælgmørke Mols, døde fodbolduskylden lidt. På min lille sort-hvide skærm mosede nogen rundt og slog andre ihjel, fordi de ikke troede på det samme fodboldhold. Jeg kan stadig huske den kvalme, der mosede op i mig. Lige der mistede jeg lysten til at stå som tilskuer på et fodboldstadion igen.
Jeg mistede ikke helt lysten til at se fodbold. Og godt for det, for det har sikkert været slemt nok at vokse op i sådan et fimset tøseunivers som eneste dreng. Jeg ved faktisk ikke, hvornår den forsvandt helt, lysten. Jeg kan huske masser af fodboldkampe på sofaen sammen med min søn. Som var den eneste anden i familien, der gad bruge tid på 22 mand og en bold. Jeg glemmer selvklart heller aldrig sommeren 92. Sofie var blevet 10 år og vi var til fest i et kæmpekollektiv udenfor Århus. Der blev slæbt fjernsyn udenfor, og vi så allesammen den kamp. Og råbte og skreg og havde en fest. Da Sofie og jeg cyklede hjem næste dag, råbte folk stadig ud af bilvinduerne, når de kørte forbi. Og jeg glemmer heller aldrig et andet EM, som Frankrig vandt. Fordi Sofie og jeg lå i telt på en fransk campingplads, og havde en fest med franskmændene. Mens vi sad i trængsel om et lille fjernsyn i et vindue.
I går var der også nogen, der slog på tæven på nogen, der troede på et andet hold. Jeg bliver træt. Og fatter ikke, hvordan noget leg med en bold er blevet så …… truende? Dengang jeg trænede på Århus Stadion, var der også altid nogen, der slog på tæven og væltede skiltene, når der kom besøg fra København. Og jeg begyndte at holde mig væk på de dage.
Fodbold er ikke en del af mit liv mere. Det keder mig lidt. Og kvalmen fra 1985 kommer stadig mosende, når nogen slår på tæven, fordi nogen andre tror på et andet hold. Sådan har jeg det bare.
Helles Blog 