Det er på sin plads at reflektere lidt over noget dømmekraft og selverkendelse. Eftersom der igen ligger noget sammenkrøllet, udtrådt kvinde i en sofa et sted i Birkerød. Okay, det der vejr, det kunne jeg ikke have forudset, vel? Og – uden at dette igen i år skal udvikle sig til en vejrblog, så har det givet visse udfordringer. Både af logistisk slags og af den hmmm.. indre peace, love and harmoni. Altså TO DAGE holdt min cykel til det. Nu står den og skammer sig i cykelskuret i Hillerød med et brækket bremsekabel. Og der kan blive stående ja, indtil der er mindre trafikale udfordringer. Jeg boykotter den. Og kender I nogen, der har en halvgammel havelåge med indvendige gear og f o d b r e m s e stående, så vil jeg gerne overtage den. Og jeg betaler oven i købet gerne noget for den. Den anden kan blive boykottet, til vejret passer den igen. Nok om det – det giver masser af udfordringer med at traske til og fra stationer gennem bunker af sne. Flash backs i stribevis til noget lignende sidste fimbulvinter. Og jeg prøver – virkelig – at fokusere på, hvor yndigt, det ser ud.

Men det er ikke derfor, der ligger noget udkogt kvinde i sofaen. Det er noget sprogligt. Et lille meget enkelt ord, der aldrig rigtigt fandt vej til vokabulariet. Egentlig ikke spor svært at sige, men det bliver bare altid overhalet af noget ja-agtigt. Så nu sidder jeg i saksen igen. Med to megastore projekter, som skal være færdige inden nytår. Og hvor det er mig, der fører pennen og har en halv million mellemliggende deadlines. Og det er jo sådan noget, som mit arbejde går ud på. Men hvorfor jeg så har sagt ja til at holde oplæg i næste uge og til at facilitere en workshop og lave endnu et oplæg og og og……. Ved siden af alt det andet, som skal hjælpe med at give overblik over kvaliteten af behandlingen i Hovedstadens sundhedsvæsen. Altså – jeg piver ikke. Det er ikke synd for mig. Jeg gør det jo selv. Jeg er bare udkogt. Brugt. Weekendklar. Og lidt fuld af undren over, at jeg igen og igen og igen sætter mig en situation, hvor mine deadlines kradser i nakken og sparker mig til hjørne. Endnu en fredag med et par medbragte weekendprojekter, og hvor det alligevel er spændende, om jeg vågner til en rolig mandag uden skarpe kløer i nakken. Pfyiii altså.

Udkogt er jeg også fordi min weekend er aflyst. Nå ja – det bliver selvfølgelig både lørdag og søndag, men ikke som jeg havde planlagt. For to timer siden tikkede en e-mail ind og fortalte, at det halvmaraton, som min svoger og jeg løber hvert eneste år, var aflyst, fordi Randers var druknet i sne. Øv og bøv. Jeg havde håbet på at løbe en bare lidt bedre tid end i Skovmaren, fordi det er et forholdsvist fladt løb. Men hvad – jeg kunne jo have haft verdens bedste undskyldning! Værre er det, at jeg havde en aftale om at købe julegaver sammen med min mor. Men der er faldet en halv meter sne omkring deres hus, og hun skal ikke trækkes rundt i en iskold by med dårligt føre. Så vi venter til næste lørdag, og jeg krøller min billet sammen igen.
Og læner mig behageligt tilbage i sofaen.