Opsang til en sur hæl

Endnu en søndag vågnede jeg op og var ond i sulet på min venstre hæl. Min hæl forstår mig ikke. Eller jeg forstår ikke min hæl. Jeg er sur på den, og den er sur på mig. Og det er noget virkelig rod at føre sådan en intern krig mod noget af sig selv. Hælen har fået særbehandling ud over al rimelighed, og den optræder som et fornærmet og forkælet enebarn.

Hold op nu! Du har en makker for enden af det højre ben, som fungerer upåklageligt. Som ikke har dine humørsvingninger. Som er stabil og vedholdende arbejdskraft. Tal lidt med den ved lejlighed. Jeg har aldrig gjort forskel på jer.

Tag nu og beslut dig for, om du skal være ond eller god? Om det er skidt eller godt med løbeture på fælleden? Om du bliver glad af en praktisk og ucharmerende løbesko, eller om det går an med en lille hæl? Så gør da ondt og opfør dig som en langtidsskadet hæl. Lad være med at narre mig til at tro på dig. Når du alligevel dagen efter er sur igen.

I dag var det nok. Ikke på vilkår om jeg satte min fod i et par løbesko. Faktisk har jeg brugt ugen til en slags hvileuge, hvor hysterisk hæl kunne knytte sylten og glemme at spille kostbar. 2-3 småture er det blevet til.

Alligevel – eller måske derfor – hylede hælen hele morgenen. Glem det, hvæsede jeg. Og stod stille og roligt op sammen med Alma, som var morgensulten. Glem det, hvæsede jeg igen, da min veninde sms’ede, at hun blev lidt forsinket til vores brunchaftale. Og hælen selv glemte det, mens vi sad i timer over god mad i solen på Islands Brygge.

Og den blev sparket til hjørne, da vi fortsatte til Halmtorvet for at drikke øl med en anden veninde, der havde noget at fejre.

Ha, så kan du lære det, dumme hæl. Jeg kan nemlig sagtens have den bedste søndag helt uden at skændes med dig. Og i morgen får du en lang næse igen. For jeg har nemlig tænkt mig at cykle både til og fra arbejde. Og så kan du have det lige så fornærmet, du lyster. Jeg cykler nemlig fint med en sur hæl.

Min sure hæl

I de sidste måneder har min venstre hæl råbt temmelig meget og blandet sig i mine dispositioner. Jeg kan faktisk ikke engang huske, hvor længe, den har blandet sig. Men længe. Måske begyndte den at pippe, da vi var i Lissabon i julen? Hvor jeg i min umådelige dumhed kun havde medbragt høje hæle. Og løbesko, klart. Eller var det i løbet af januar, mens jeg traskede rundt i et par totalt udtrådte vinterstøvler? Ved det ikke. Ved bare at det er længe.

Nu lysner det. I denne uge har jeg løbet tre ture uden indblanding fra hælen. Ikke tre dage i træk. I dag bed den f.eks. pænt fra sig, mens min løbetur over Amager Fælled i går var en sand fornøjelse. Det går kort sagt på sin helt egen måde fremad.

Hvad jeg har gjort? Tæt på ingenting. Jeg opdagede hurtigt, at pauser ikke gjorde nogen forskel. Så kunne jeg lige så godt løbe videre. Bare jeg holdt mig omkring en times tid, gik det okay. Bed tænderne sammen og løb. Dem der har kendt mig længe, ved at lidt smerter ikke skal komme i vejen for en løbetur.

Jeg gjorde noget, jeg aldrig har troet på. Masserede Felden creme ind på det ømme sted. Jeg tror stadig ikke på, atvdet er cremen, der virker. Den kan umuligt trænge helt ind i senen gennem huden. Men massagen virker.

Jeg opdagede på et tidspunkt, at det blev meget værre af at løbe op ad bakke. Fordi senen blev strakt for voldsomt. Jeg løber nemlig allermest på forfoden, når jeg løber opad. Derfor koncentrerede jeg mig om at få hælen i jorden. Og nu kommer forfodsjuntaen sikkert efter mig. For de uindviede, er forfodsjuntaen tilhængerne af den trend, der har hersket i de moderne løbekredse de sidste par år. Som en slags modtrend mod min ungdoms trend, som gik ud på hællanding under løb. Af de samme grunde, som man nu skal lande på forfoden. Og helst i bare tæer.

Til forfodsjuntaen kan jeg kun sige, at jeg hele mit liv har landet på forfoden eller midtfoden. Også dengang man ikke måtte. Og at jeg har løbet i de flade sko, jeg skal løbe i. Jeg elsker mine Nike Structure og synes stadig, at de er Guds gave til mennesket. Jeg kan også kun sige, at det har virket at forsøge at få hælen mere i underlaget. Min hæl gør meget mindre ondt. Måske bliver den aldrig helt god igen. Men den bliver bedre, og de fleste dage er det igen en nydelse at løbe.

Optur

Hold kæft, hvor er det fedt at være hjemme. At mærke, hvordan to ugers totalpause har været guld for sjælen. Og kroppen. Jeg bliver ustyrligt glad over at mærke, at to uger iført klip-klapper og rygsæk ikke forhindrer mig i at løbe en time på fælleden. Eller cykle hjem fra Hillerød på en solskinsfredag.

Og min smertenshæl…. Jeg har været der, hvor jeg mentalt begyndte at tvivle på min fremtid i løbeskoene. I det små at tænke cykler og roning ind på førstepladsen. For ikke at stå der med lammet underkæbe længere end højst nødvendigt. Der skete ikke en skid med den hæl. I Marokko kunne jeg sågar vågne om natten. Fordi den skide hæl gjorde ondt. Jeg ignorerede den arrigt. Og travede videre i mine klip-klapper.

Derfor var jeg temmelig overrasket, da jeg torsdag lagde ud på første løbetur i fjorten dage. Joo, jeg kunne mærke hælen. Men slet ikke på den der infame skærende måde, der overdøver alting. Og trækker glæden ud af løbeturen. Det samme skete fredag. Og lørdag. Og i dag gjorde den slet ikke ondt. Som i overhovedet ikke. Og jeg løb den bedste tur i næsten tre måneder. Jeg blev ganske kåd. Og løb lidt længere end planlagt. Lidt kun. Og der skete ikke noget.

Med jubel i hjertet kom jeg så for sent ud af døren, da jeg skulle mødes med søn og Nina. Som pludselig rykker op i de granvoksnes rækker og skal købe lejlighed. På Amager. Jeg spurtede afsted på cyklen for at se med. Og dele det med dem. De var så glade og stolte med maverne fulde af sommerfugle. Altså de er jo ikke nye kærester, og de har boet sammen længe. Men det er noget særligt at skulle købe sin helt egen fælles bolig for første gang.

Vejret legede sommer, og jeg cyklede videre efter godkendt lejlighed – til mit ramsløgsted. Skovbunden var dækket af ramsløg. Efterhånden har gud og hvermand opdaget, at ramsløg er en dejlig spise. Enhver madblogger med respekt for sig selv skriver løs om den lille plante. Det var derfor med en vis spænding, jeg trampede afsted. Mon der overhovedet ville være noget at plukke? Mon madbloggerne og alle andre havde fundet mit sted? Og rippet det? Men jeg kunne slappe helt af. Der var rigeligt. Jeg plukkede posen fuld af ramsløg og nikkede hyggeligt til de folk, der spadserede forbi. Hjemme i Sydhavnen blev der fyret op under blenderen, og nu har jeg fyldt en ordentlig bunke pesto i fryseren.

Og har fyldt totalt op på energifronten. (Der skal nok komme mere rejseblogning de kommende dage)