Advarsel: surt opstød i farvandet

Jeg vil gerne bytte fødder og hænder. Jeg har virkelig fået nok af dem. De topper selvfølgelig også med både brækkede tæer og dårlig hæl lige nu. Og jeg er virkelig ikke god til at blive begrænset i mine fysiske udfoldelser. Jeg bliver olm og uvenlig. Og selvom jeg elsker at cykle for fuld udblæsning tre timer i solskin. Eller padle rundt i vandet omkring mit hjem. Så.er.det.bare.ikke.løb.

Kunne vi ikke lave en aftale? Når nu jeg næsten uden at brokke mig lever med sovende fødder og fingre. Som hele tiden har den irriterende prikken under fodsålerne og i fingerspidserne. Og når jeg næsten uden at brokke mig eksisterer fredeligt med ild under fødderne. Og med hænder der bare kort og godt gør ondt. Altid. Kunne du så ikke ondulere den hæl? Så vil jeg undlade flere ninjaspark mod teltpløkke.

Tæerne heler planmæssigt, og jeg kan nu skifte plasterforbindingen uden at hyle. Min hæl, derimod, bliver ikke bedre. Den blev en overgang overdøvet af de to miserable tæer, men nu er den tilbage for fuld kraft. Og det forstærker bare alle de sædvanlige irritationsmomenter ved hænderne og fødderne, som der ikke kan gøres andet ved end at leve med dem. Det er gamle nerveskader fra kemoterapien. En del af prisen for at være her i dag. Og det er for det meste en helt fair pris. Det gør heller ikke lige ondt hele tiden. Det er værst om morgenen, og hænderne hyler og vræler den første halve eller hele time af en cykeltur eller rotur. Men så stilner det lidt af. De underholder mig også med gode og dårlige dage, som jeg ikke har knækket koden på. Eller måske skulle jeg kalde det dårlige og endnu dårligere dage. Men så finder jeg aldrig nogen, der vil bytte.

Det er ikke verdens kønneste fødder. Lidt for brede, lidt for små og lidt for høje. Men de har tjent mig godt. Det meste af tiden, og de står fast i underlaget på en meget jysk måde. Vil du bytte? Bare en uge? Vi trænger virkelig til lidt tid uden hinanden.


Gammel? Hvem, mig?

I dag gik jeg endelig til min læge. Efter at have humpet rundt på sur hæl i et halvt år. Og det blev hun ikke populær på, lægen.

Du er slidt, sagde hun. Fandme. There, I said it, sagde hun, du har løbet så længe og så meget, at du er slidt. Og så er du altså ikke helt så ung, som du var engang.

Nå, nej, men, øh, wthf…..,sagde jeg. Jeg bliver sgu da ikke slidt og går i stykker. Mig? Vel? Aj!

Aj, okay, sagde hun. Det kan godt være, at det er et brud. Eller inflammerede senetilhæftninger. Men du bliver ikke yngre.

Hrrmf. Er vist det mest dækkende udtryk.

Så med en formaning om ti dage på Ibubrufen, minus (særlig meget) løb, en henvisning til røntgen og ultralyd samt en henvisning til fysioterapeut trissede jeg tilbage til regnen. Med en følelse af at jeg ikke bliver yngre.

Men – hey – jeg er ikke slået endnu.

…og så er det jo godt, at man har andre talenter…..

Når nu hysterisk fornærmet hæl skaber sig over den opsang, den fik forleden. Med mindre det giver fuldstændig god mening, skal man aldrig kun satse på én hest.

Der for elsker jeg stort på min blå cykel. Og når nu DSB har travlt med at reparere på togbroerne i ferietiden, kan jeg jo cykle hele vejen frem og tilbage til Hillerød. Det klarer både træningen og tankerne og husker mig på nydningen langs landevejene, mens det er sommer. Og når bare jeg husker solbrillerne, kan jeg også se for høfeberen.

Og derfor glæder jeg mig næsten uhæmmet over ikke at have planlagt løbeferie, men kajakferie. For så kan den sure hæl sidde i bunden af båden og gære helt i fred. Mens jeg nyder havet og solen (jo, jeg gør) og himlen. Og får et jublende gensyn med det sydfynske øhav, når vi ror fra ø til ø med telte.

For jeg er så skidetræt af at slås med den hæl. Jeg tror godt, jeg ved, hvad der stikker den. Og det går jo nok over på et tidspunkt. Men tænk nu, hvis jeg kunne bruge min sommer på at sidde i Sydhavnen og ulme over manglende løbeture?

Opsang til en sur hæl

Endnu en søndag vågnede jeg op og var ond i sulet på min venstre hæl. Min hæl forstår mig ikke. Eller jeg forstår ikke min hæl. Jeg er sur på den, og den er sur på mig. Og det er noget virkelig rod at føre sådan en intern krig mod noget af sig selv. Hælen har fået særbehandling ud over al rimelighed, og den optræder som et fornærmet og forkælet enebarn.

Hold op nu! Du har en makker for enden af det højre ben, som fungerer upåklageligt. Som ikke har dine humørsvingninger. Som er stabil og vedholdende arbejdskraft. Tal lidt med den ved lejlighed. Jeg har aldrig gjort forskel på jer.

Tag nu og beslut dig for, om du skal være ond eller god? Om det er skidt eller godt med løbeture på fælleden? Om du bliver glad af en praktisk og ucharmerende løbesko, eller om det går an med en lille hæl? Så gør da ondt og opfør dig som en langtidsskadet hæl. Lad være med at narre mig til at tro på dig. Når du alligevel dagen efter er sur igen.

I dag var det nok. Ikke på vilkår om jeg satte min fod i et par løbesko. Faktisk har jeg brugt ugen til en slags hvileuge, hvor hysterisk hæl kunne knytte sylten og glemme at spille kostbar. 2-3 småture er det blevet til.

Alligevel – eller måske derfor – hylede hælen hele morgenen. Glem det, hvæsede jeg. Og stod stille og roligt op sammen med Alma, som var morgensulten. Glem det, hvæsede jeg igen, da min veninde sms’ede, at hun blev lidt forsinket til vores brunchaftale. Og hælen selv glemte det, mens vi sad i timer over god mad i solen på Islands Brygge.

Og den blev sparket til hjørne, da vi fortsatte til Halmtorvet for at drikke øl med en anden veninde, der havde noget at fejre.

Ha, så kan du lære det, dumme hæl. Jeg kan nemlig sagtens have den bedste søndag helt uden at skændes med dig. Og i morgen får du en lang næse igen. For jeg har nemlig tænkt mig at cykle både til og fra arbejde. Og så kan du have det lige så fornærmet, du lyster. Jeg cykler nemlig fint med en sur hæl.

Min sure hæl

I de sidste måneder har min venstre hæl råbt temmelig meget og blandet sig i mine dispositioner. Jeg kan faktisk ikke engang huske, hvor længe, den har blandet sig. Men længe. Måske begyndte den at pippe, da vi var i Lissabon i julen? Hvor jeg i min umådelige dumhed kun havde medbragt høje hæle. Og løbesko, klart. Eller var det i løbet af januar, mens jeg traskede rundt i et par totalt udtrådte vinterstøvler? Ved det ikke. Ved bare at det er længe.

Nu lysner det. I denne uge har jeg løbet tre ture uden indblanding fra hælen. Ikke tre dage i træk. I dag bed den f.eks. pænt fra sig, mens min løbetur over Amager Fælled i går var en sand fornøjelse. Det går kort sagt på sin helt egen måde fremad.

Hvad jeg har gjort? Tæt på ingenting. Jeg opdagede hurtigt, at pauser ikke gjorde nogen forskel. Så kunne jeg lige så godt løbe videre. Bare jeg holdt mig omkring en times tid, gik det okay. Bed tænderne sammen og løb. Dem der har kendt mig længe, ved at lidt smerter ikke skal komme i vejen for en løbetur.

Jeg gjorde noget, jeg aldrig har troet på. Masserede Felden creme ind på det ømme sted. Jeg tror stadig ikke på, atvdet er cremen, der virker. Den kan umuligt trænge helt ind i senen gennem huden. Men massagen virker.

Jeg opdagede på et tidspunkt, at det blev meget værre af at løbe op ad bakke. Fordi senen blev strakt for voldsomt. Jeg løber nemlig allermest på forfoden, når jeg løber opad. Derfor koncentrerede jeg mig om at få hælen i jorden. Og nu kommer forfodsjuntaen sikkert efter mig. For de uindviede, er forfodsjuntaen tilhængerne af den trend, der har hersket i de moderne løbekredse de sidste par år. Som en slags modtrend mod min ungdoms trend, som gik ud på hællanding under løb. Af de samme grunde, som man nu skal lande på forfoden. Og helst i bare tæer.

Til forfodsjuntaen kan jeg kun sige, at jeg hele mit liv har landet på forfoden eller midtfoden. Også dengang man ikke måtte. Og at jeg har løbet i de flade sko, jeg skal løbe i. Jeg elsker mine Nike Structure og synes stadig, at de er Guds gave til mennesket. Jeg kan også kun sige, at det har virket at forsøge at få hælen mere i underlaget. Min hæl gør meget mindre ondt. Måske bliver den aldrig helt god igen. Men den bliver bedre, og de fleste dage er det igen en nydelse at løbe.

Optur

Hold kæft, hvor er det fedt at være hjemme. At mærke, hvordan to ugers totalpause har været guld for sjælen. Og kroppen. Jeg bliver ustyrligt glad over at mærke, at to uger iført klip-klapper og rygsæk ikke forhindrer mig i at løbe en time på fælleden. Eller cykle hjem fra Hillerød på en solskinsfredag.

Og min smertenshæl…. Jeg har været der, hvor jeg mentalt begyndte at tvivle på min fremtid i løbeskoene. I det små at tænke cykler og roning ind på førstepladsen. For ikke at stå der med lammet underkæbe længere end højst nødvendigt. Der skete ikke en skid med den hæl. I Marokko kunne jeg sågar vågne om natten. Fordi den skide hæl gjorde ondt. Jeg ignorerede den arrigt. Og travede videre i mine klip-klapper.

Derfor var jeg temmelig overrasket, da jeg torsdag lagde ud på første løbetur i fjorten dage. Joo, jeg kunne mærke hælen. Men slet ikke på den der infame skærende måde, der overdøver alting. Og trækker glæden ud af løbeturen. Det samme skete fredag. Og lørdag. Og i dag gjorde den slet ikke ondt. Som i overhovedet ikke. Og jeg løb den bedste tur i næsten tre måneder. Jeg blev ganske kåd. Og løb lidt længere end planlagt. Lidt kun. Og der skete ikke noget.

Med jubel i hjertet kom jeg så for sent ud af døren, da jeg skulle mødes med søn og Nina. Som pludselig rykker op i de granvoksnes rækker og skal købe lejlighed. På Amager. Jeg spurtede afsted på cyklen for at se med. Og dele det med dem. De var så glade og stolte med maverne fulde af sommerfugle. Altså de er jo ikke nye kærester, og de har boet sammen længe. Men det er noget særligt at skulle købe sin helt egen fælles bolig for første gang.

Vejret legede sommer, og jeg cyklede videre efter godkendt lejlighed – til mit ramsløgsted. Skovbunden var dækket af ramsløg. Efterhånden har gud og hvermand opdaget, at ramsløg er en dejlig spise. Enhver madblogger med respekt for sig selv skriver løs om den lille plante. Det var derfor med en vis spænding, jeg trampede afsted. Mon der overhovedet ville være noget at plukke? Mon madbloggerne og alle andre havde fundet mit sted? Og rippet det? Men jeg kunne slappe helt af. Der var rigeligt. Jeg plukkede posen fuld af ramsløg og nikkede hyggeligt til de folk, der spadserede forbi. Hjemme i Sydhavnen blev der fyret op under blenderen, og nu har jeg fyldt en ordentlig bunke pesto i fryseren.

Og har fyldt totalt op på energifronten. (Der skal nok komme mere rejseblogning de kommende dage)