Min sure hæl

I de sidste måneder har min venstre hæl råbt temmelig meget og blandet sig i mine dispositioner. Jeg kan faktisk ikke engang huske, hvor længe, den har blandet sig. Men længe. Måske begyndte den at pippe, da vi var i Lissabon i julen? Hvor jeg i min umådelige dumhed kun havde medbragt høje hæle. Og løbesko, klart. Eller var det i løbet af januar, mens jeg traskede rundt i et par totalt udtrådte vinterstøvler? Ved det ikke. Ved bare at det er længe.

Nu lysner det. I denne uge har jeg løbet tre ture uden indblanding fra hælen. Ikke tre dage i træk. I dag bed den f.eks. pænt fra sig, mens min løbetur over Amager Fælled i går var en sand fornøjelse. Det går kort sagt på sin helt egen måde fremad.

Hvad jeg har gjort? Tæt på ingenting. Jeg opdagede hurtigt, at pauser ikke gjorde nogen forskel. Så kunne jeg lige så godt løbe videre. Bare jeg holdt mig omkring en times tid, gik det okay. Bed tænderne sammen og løb. Dem der har kendt mig længe, ved at lidt smerter ikke skal komme i vejen for en løbetur.

Jeg gjorde noget, jeg aldrig har troet på. Masserede Felden creme ind på det ømme sted. Jeg tror stadig ikke på, atvdet er cremen, der virker. Den kan umuligt trænge helt ind i senen gennem huden. Men massagen virker.

Jeg opdagede på et tidspunkt, at det blev meget værre af at løbe op ad bakke. Fordi senen blev strakt for voldsomt. Jeg løber nemlig allermest på forfoden, når jeg løber opad. Derfor koncentrerede jeg mig om at få hælen i jorden. Og nu kommer forfodsjuntaen sikkert efter mig. For de uindviede, er forfodsjuntaen tilhængerne af den trend, der har hersket i de moderne løbekredse de sidste par år. Som en slags modtrend mod min ungdoms trend, som gik ud på hællanding under løb. Af de samme grunde, som man nu skal lande på forfoden. Og helst i bare tæer.

Til forfodsjuntaen kan jeg kun sige, at jeg hele mit liv har landet på forfoden eller midtfoden. Også dengang man ikke måtte. Og at jeg har løbet i de flade sko, jeg skal løbe i. Jeg elsker mine Nike Structure og synes stadig, at de er Guds gave til mennesket. Jeg kan også kun sige, at det har virket at forsøge at få hælen mere i underlaget. Min hæl gør meget mindre ondt. Måske bliver den aldrig helt god igen. Men den bliver bedre, og de fleste dage er det igen en nydelse at løbe.

One thought on “Min sure hæl

  1. Jeg kan huske, at da vi måtte aflyse vores aftale med Karina i januar, drillede din hæl allerede der. Eller? Jeg havde mit besvær med knæet, og Karina var godt i gang med hendes maratontræning. Nå anyways. Nogen gange går tingene vel i sig selv igen. Uden vi forstår helt hvorfor eller hvordan. Og andre gange er det nemt at finde “fejlen” og blive behandlet.
    Kan massagen have givet bedre gennemstrømning i venerne? Felden creme er? Måske noget, som jeg kan have glæde af?
    God løbetur næste gang! 🙂 Uden lyde fra hælen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s