Endnu en søndag vågnede jeg op og var ond i sulet på min venstre hæl. Min hæl forstår mig ikke. Eller jeg forstår ikke min hæl. Jeg er sur på den, og den er sur på mig. Og det er noget virkelig rod at føre sådan en intern krig mod noget af sig selv. Hælen har fået særbehandling ud over al rimelighed, og den optræder som et fornærmet og forkælet enebarn.
Hold op nu! Du har en makker for enden af det højre ben, som fungerer upåklageligt. Som ikke har dine humørsvingninger. Som er stabil og vedholdende arbejdskraft. Tal lidt med den ved lejlighed. Jeg har aldrig gjort forskel på jer.
Tag nu og beslut dig for, om du skal være ond eller god? Om det er skidt eller godt med løbeture på fælleden? Om du bliver glad af en praktisk og ucharmerende løbesko, eller om det går an med en lille hæl? Så gør da ondt og opfør dig som en langtidsskadet hæl. Lad være med at narre mig til at tro på dig. Når du alligevel dagen efter er sur igen.
I dag var det nok. Ikke på vilkår om jeg satte min fod i et par løbesko. Faktisk har jeg brugt ugen til en slags hvileuge, hvor hysterisk hæl kunne knytte sylten og glemme at spille kostbar. 2-3 småture er det blevet til.
Alligevel – eller måske derfor – hylede hælen hele morgenen. Glem det, hvæsede jeg. Og stod stille og roligt op sammen med Alma, som var morgensulten. Glem det, hvæsede jeg igen, da min veninde sms’ede, at hun blev lidt forsinket til vores brunchaftale. Og hælen selv glemte det, mens vi sad i timer over god mad i solen på Islands Brygge.
Og den blev sparket til hjørne, da vi fortsatte til Halmtorvet for at drikke øl med en anden veninde, der havde noget at fejre.
Ha, så kan du lære det, dumme hæl. Jeg kan nemlig sagtens have den bedste søndag helt uden at skændes med dig. Og i morgen får du en lang næse igen. For jeg har nemlig tænkt mig at cykle både til og fra arbejde. Og så kan du have det lige så fornærmet, du lyster. Jeg cykler nemlig fint med en sur hæl.
Helles Blog 