Tabere og vindere i kræftkarusellen

I formiddags delte jeg et debatindlæg fra Jyllandsposten, hvor Angela Brink problematiserer mediernes brug af vinder og taber metaforer, når de skriver om kræft. Aktuelt er en ung rapper, Linkoban, død af kræft, og det genlød i samtlige skrevne medier, at hun tabte. Overskriften på debatindlægget lød:

Stop så med at skrive, at nogen “taber” til kræften. Det er en sygdom, ikke en modstander på tennisbanen

I mit opslag skrev jeg, at det er som at få en syngende lussing, hver gang, jeg læser om vindere og tabere til kræft. Og det mener jeg ret bogstaveligt. Det svider, når nogen mener det handler om at vinde eller tabe. Jeg bliver akut ked af det. Jeg lever – vandt jeg så? Nej, der er så meget tab blandet ind i det at få en kræftsygdom. Gør det mig til en taber?

Jeg var heldig. Heldig at fejle noget, der kunne behandles. Heldig at krøllede medicinske hjerner havde udtænkt ufattelige kombinationer af giftstoffer, der kunne slå de vildtvoksende celler i mit lymfesystem ihjel. Og at andre krøllede medicinske hjerner havde udtænkt kombinationer af andre kemiske stoffer, der kunne genoplive mit aflivede immunsystem. Jeg var heldig, at jeg ikke fik infektioner. Jeg var heldig, at jeg havde en hær af gode mennesker omkring mig. Men at tale om de måneder og år, der er gået siden da, som en slags konkurence, jeg vandt, er at reducere det hele. Og det svider mere, end jeg kan udtrykke. Som om jeg var særligt dygtig?

Kræft har altid kaldt på krigsmetaforer. Det skrev den amerikanske sociolog, Susan Sontag, om i bogen ‘Illness as metaphor’ tilbage i 1978. Med rod i de vildtvoksende celler, som er det fælles kendetegn for kræftsygdomme, bliver det nærliggende at tale om kræft som en militær invasion af kroppen. Og der stammer også kampmetaforerne fra. Konkurrencemetaforerne er nyere. Men når vi stiltiende accepterer taber og vinder metaforerne, efterlader det let den enkelte i et ubehageligt rum, hvor alt det vanskelige reduceres til noget, andre har lettere ved at håndtere.

For når nogen vinder, er andre tabere. Da min gode veninde fik en hjernetumor og i løbet af et års tid blev klar over, at hun ikke ville overleve, talte vi meget om dette, at vinde eller tabe. Lene var på ingen måde en taber. Hun er nok et af de mest vindende mennesker, jeg har kendt. Men hun døde af sin sygdom, og hun var temmelig fortvivlet ved tanken om at slutte sit liv som taber.

At det kan give mening for nogen mennesker at tænke om deres sygdomsforløb som en kamp, er noget andet. Mennesker håndterer svære livsperioder på forskellig vis. Personligt gav kampmetaforen ikke mening for mig. At have kræft og gennemleve et intensivt forløb med kemoterapi var hårdt, koncentreret arbejde. Aldrig har jeg været så koncentreret så længe.

Når jeg skriver om det her, er det en opfordring til at tænke over ord. Ord former. Ord er med til at bestemme, hvordan andre end dig selv opfatter noget. Det gør en forskel, hvordan vi taler om ting. Når vi med ord gør kræft til konkurrence, er vi med til at dramatisere og reducere. Det kan være en måde for den enkelte at gøre noget svært og uhåndterbart håndterligt, men det er en tanke værd, at andre og lige så svære sygdomme aldrig falder under samme retorik.

Så min opfordring er først og fremmest rettet til journalister og mediemennesker, som med konkurrenceretorikken er med til at sætte kræft på en dagsorden i en særlig kategori. Og dermed også sætte de mennesker, der lever eller dør med kræft i særlige kategorier. Hvor vi måske slet ikke har lyst til at befinde os. Og måske er det dybest set medvirkende til at sygdom, helbred, død og overlevelse ses alt for snævert.

En ting er helt sikkert: Vi dør til sidst. Om vi er vindere eller tabere.

IMG_6144

4 thoughts on “Tabere og vindere i kræftkarusellen

  1. Ja i “kampen mod døden” er vi alle tabere. Der er mange andre kampe her i livet, hvor vi kan vinde eller tabe, men ikke lige der. Naturligvis vil alle gerne leve længe og godt, men at tale om det, som om vi kunne afgøre det selv ved at kæmpe godt nok, har også altdi budt mig imod. Som om livet var en pokal, man kulle stille på hylden. Nix, nej. Livet skal leves, bruges, løbes (hvis man vil) og leges bort. Vinder er den, der gør en forskel, ikke den, der lever længst.

  2. Kære Helle. Tak for det her indlæg, som jeg først ser nu. Da min mor var syg, læste jeg flere af dine indlæg om sygdom, og det var første gang nogen satte ord på det med at vinde og tabe. Det var noget, der gjorde ondt på mig, men jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var. Det hjalp du mig med at se. Og jeg forstod, at vi i min familie ikke var hverken det ene eller det andet, selvom hele verden ville sætte label på. Tak for det, det skrev jeg aldrig til dig dengang. Kh orddamen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s