Nogen gange må man æde sine egne skråsikre statements, som man kækt og med høj cigarføring har kastet om sig. Jeg har for eksempel med stor sikkerhed i stemmen gang på gang slået fast, at jeg hader koldt vand. Og at vinterbadning måske var godt for noget. Bare ikke for mig. Nu må jeg så med lige så åben mund stoppe det hele ind igen.
Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad fanden der fik mig til at betale for medlemsskab i vinterbadeklubben, Badekompagniet Sluseholmen, som åbnede med havnebadet i december. Adspurgt kunne jeg muntert sprudle noget om at lære folk at kende in the neighbourhood. Og at jeg aldrig ville komme plumpe min krop i isvand. Ligesom jeg i Århus var medlem af Jomsborg, som er en vinterbadeklub ved Den Permanente i Risskov. Hvor jeg ikke badede efter 1.november. Men havde en fest. Til festerne.
Og hvad sker der her? Nytårsaften spæner jeg ind til Islands Brygge og hopper i havnen sammen med et par hundrede andre. Og måtte med blodet boblende rundt i kroppen erkende, at det var fedt. Berusende nærmest. Og at kroppen holdt sig forbavsende varm helt ind i det nye år. Okay – hjulpet lidt af champagne og GT, men alligevel.
Herefter har jeg frekventeret Koralbadet og et par gange tøffet skuffet hjem, når der mod forventning var lukket. Jeg OPSØGER det isvand, fandme. Og nu kan man så se mig stå og kvidre om alt det fortræffelige, isvandet gør ved min krop. Om babyhud på kinderne og hyggelige stunder i saunaen. Jeg kan høres kvidre videre om, hvor fantastisk en kombination, det er at afslutte en løbetur med et koldt bad. Hvabehar???
Da jeg var yngre og spændstig nok til at træne i min daværende klubs atletikafdeling, trænede vi nogle gange om ugen i Marselisborg Skov. Når vi løb hjemad gennem skoven, lavede vi altid et stop ved Ballehage Strand, hvor der er en stor badebro. Vi smed tøjet og sprang i vandet. Smuttede i tøjet igen og løb hjem til brusebad og sauna. Og vi blev ved til omkring november, hvor jeg syntes, vandet var rigeligt koldt. Og aldrig helt fattede de padder, der blev ved.
Jeg æder den. Tager det hele i mig igen. I havde ret. Det er fedt.
Jamen, jeg siger det bare igen!! HVAD sagde jeg?! 😀
Det gør du bare. Du havde jo ret.
Gir’ du en tur den 28., eller er det kun for medlemmer??? 🙂
Kh Karina
Klubben og saunaen er kun for medlemmer, men jeg har jo mit eget vand lige udenfor vinduet. Måske en GT eller en kop varm rødvin kan gøre det?
Selvom jeg er erklæret frossenpind, så får jeg sgi da helt lyst til at afprøve galskaben.
Ja sjovt nok bliver man altså meget varm
Det lyder jo som om det er noget, som skal prøves….:-)
Du tager bare en tur i kanalen, når I kommer