Jeg tror, vi overskred den vedtagne kvote af både rødvin og gin i aftes. Pille-Pernille, Amarorama og jeg, da vi mødtes i vores eksklusive madklub. Hvor vi fik endevendt både bloggerier og resten af vores verdener. Fuck, hvor vi havde det sjovt og hyggeligt. Og nu protesterede hele min organisme, da jeg langsomt kom til live i morges. På den måde, hvor øjnene ikke rigtigt folder sig ud, og dynen kramper sammen om en fuldstændig morgenslasket krop. Det gik ikke. Jeg havde en aftale med mine skriveveninder. Dem jeg har skrevet sammen med, siden vi gik på forfatterkursus på højskole for et par år siden.
Der var kun én ting at gøre. Morgenbad. Kun det iskolde vand ville kunne vække min halvt bevidstløse krop. Så jeg moslede i noget morgentøj og slaskede ned til havnebadet. Og var sikkert ikke noget kønt syn. Selv undgik jeg behændigt at se ind i det store spejl ved siden af vaskemaskinen. Og det virkede, det kolde vand. På to splitsekunder var jeg så vågen, at jeg også kunne tale med mine badevenner i saunaen.
Således som et nyt og bedre menneske kunne jeg gå søndagen i møde. Og søndagen selv valgte at smide det grumsede morgenlook væk og iklæde sig solskin og blå himmel. Sådan at jeg kunne slutte den med smukke efterårsbilleder på nethinden, da jeg løb min tur på Amager Fælled.