Søndagsapati og kolde afvaskninger

Jeg tror, vi overskred den vedtagne kvote af både rødvin og gin i aftes. Pille-Pernille, Amarorama og jeg, da vi mødtes i vores eksklusive madklub. Hvor vi fik endevendt både bloggerier og resten af vores verdener. Fuck, hvor vi havde det sjovt og hyggeligt. Og nu protesterede hele min organisme, da jeg langsomt kom til live i morges. På den måde, hvor øjnene ikke rigtigt folder sig ud, og dynen kramper sammen om en fuldstændig morgenslasket krop. Det gik ikke. Jeg havde en aftale med mine skriveveninder. Dem jeg har skrevet sammen med, siden vi gik på forfatterkursus på højskole for et par år siden.

Der var kun én ting at gøre. Morgenbad. Kun det iskolde vand ville kunne vække min halvt bevidstløse krop. Så jeg moslede i noget morgentøj og slaskede ned til havnebadet. Og var sikkert ikke noget kønt syn. Selv undgik jeg behændigt at se ind i det store spejl ved siden af vaskemaskinen. Og det virkede, det kolde vand. På to splitsekunder var jeg så vågen, at jeg også kunne tale med mine badevenner i saunaen.

Således som et nyt og bedre menneske kunne jeg gå søndagen i møde. Og søndagen selv valgte at smide det grumsede morgenlook væk og iklæde sig solskin og blå himmel. Sådan at jeg kunne slutte den med smukke efterårsbilleder på nethinden, da jeg løb min tur på Amager Fælled.

Leverpostej og hovedpine

Jeg sidder og hænger lidt over morgenmaden med massivt ondt i hovedet. Denne gang er der ingen simple løsninger, og hovedpinen har intet med ombyttede kontaktlinser at gøre. Det er universets straf for at være kæk med vin og drinks. For at føre mig lystigt frem i høje hæle og pailletter. Og nu forsøger jeg at tage min straf med løftet pande, for den er det hele værd. En dejlig fest med de dejligste mennesker, og en særlig begivenhed, der er en hovedpine værd. Vi fejrede nemlig Annamette Fuhrmanns nye bog.

20120609-100543.jpg
Det er en modig bog. Om to mennesker, jeg er kommet til at holde af. Og jeg kunne ønske, at Annamette havde været der til at skrive den bog, dengang jeg selv blev kvalt i leverpostejen. Det er en bog til alle jer, der sidder med begge fødder i bakken med lunken leverpostej. Og til alle os, der sad der engang. Den er til alle jer, der ikke er landet der endnu. Bogen er i sidste ende en hyldest til kærligheden. Til mændene og ungerne og til alle de udfordringer, som livet også er.

Tak for bogen, Annamette og tak for festen. I andre, smut ud og køb den. Mine piger, som sidder midt leverpostejen, får selvfølgelig en bog hver.