Jeg sidder og hænger lidt over morgenmaden med massivt ondt i hovedet. Denne gang er der ingen simple løsninger, og hovedpinen har intet med ombyttede kontaktlinser at gøre. Det er universets straf for at være kæk med vin og drinks. For at føre mig lystigt frem i høje hæle og pailletter. Og nu forsøger jeg at tage min straf med løftet pande, for den er det hele værd. En dejlig fest med de dejligste mennesker, og en særlig begivenhed, der er en hovedpine værd. Vi fejrede nemlig Annamette Fuhrmanns nye bog.
Det er en modig bog. Om to mennesker, jeg er kommet til at holde af. Og jeg kunne ønske, at Annamette havde været der til at skrive den bog, dengang jeg selv blev kvalt i leverpostejen. Det er en bog til alle jer, der sidder med begge fødder i bakken med lunken leverpostej. Og til alle os, der sad der engang. Den er til alle jer, der ikke er landet der endnu. Bogen er i sidste ende en hyldest til kærligheden. Til mændene og ungerne og til alle de udfordringer, som livet også er.
Tak for bogen, Annamette og tak for festen. I andre, smut ud og køb den. Mine piger, som sidder midt leverpostejen, får selvfølgelig en bog hver.
Helles Blog 