Ved middagstid travede jeg afsted på ugens lange tur. Måske ikke helt så lang, som jeg havde drømt om, men jeg hang lidt i en klokkestreng. Helt efter bogen havde vi overset sommertiden, og dagen var med ét kortere end vi lige gik og forestillede os. Og nøj, hvor havde vi bare sovet dejligt. Jeg havde bare et par timer mellem formiddagsbesøg på hospitalet og en hurtig eftermiddagsvisit, inden Sofie og jeg skulle med toget tilbage til Hovedstaden.
Jeg løb igen ned ad det lille hjulspor bag mine forældres hus. Krydsede over golfbanen og ramte igen Pramdragerstien. Vejret var pragtfuldt, og jeg løb med bare arme. Jeg mødte svaner på træk og svaner på det opdæmmede vand langs Gudenåen. Der var ikke mange mennesker. Først da jeg nærmede mig byen, mødte jeg adskillige fiskere ved åbredden. Jeg passerede igen nostalgiske steder, hvor jeg havde spillet guitar med Helge og Karsten, drukket øl med Anette og Søren og padlet i kano med Knud mellem sivene. Ved Randers Regnskov drejede jeg over den blå bro og løb mod Vorup, hvor jeg fulgte en del af den sløjfe, vi løber til advents-halvmarathon. Jeg kortede den lidt af og løb mod øst mod Dronningborg. Som vi også løber til samme halvmarathon. Krydsede forbi havneområdet og forbi roklubben, hvor jeg har deltaget i et utal af fester. Videre ud af, inden jeg drejede tilbage mod byen og gennem Tøjhusparken. Her drev det af nostalgi. Her har jeg leget med mine unger, her har jeg kysset min exmand og sladret med bedsteveninden på en bænk. Igennem Tøjhuskvarteret blev det til ren nostalgigrød. Her har jeg boet, her boede min dengang bedste veninde, her levede mit ungdomsnetværk i de gamle huse. Der lå engang en købmand, og der boede vores bedste venner med deres mange børn. Men jeg måtte videre og krydsede gennem byen tilbage til Pramdragerstien, hvor en sand storm ydede modstand resten vejen, ledsaget af en ret kold regn. Men turen var alligevel fin. 22 km og ikke så lang som planlagt, til gengæld var den langsom.
Nu er jeg tilbage i Birkerød og klar på dagens arbejde i morgen. Min mor har det stabilt. Det hedder det. Og min far har lagt det værste chok bag sig. Og måske tager jeg tilbage om et par dage.
Helles Blog 