Jamen så glædelig jul, der…

Kufferten er næsten pakket. Projekter er lagt i vinterhi, og på mærkelig vis er der i løbet af dagen pustet en umiskendelig stemning af jul rundt i kroppen. Så meget at jeg måtte svinekøbe ind af småkager og juleslik, som de nok ikke har i Lissabon. Og nej, ikke en eneste klejne er blevet kogt i mit køkken, og ikke en eneste brunkage er kommet ud af ovnen. Men der er folk, der lever af den slags. Og jeg rødmer ikke det mindste over at betale mig fra det.

Jeg har flintret rundt på cykel for at nå det ene barn og det andet barn, inden jeg damper af i morgen med det tredje barn. De sidste julegaver blev flået ned i tasken. For jeg var blevet overhalet indenom og måtte ty til fysiske julebutikker. Jeg får almindeligvis tics og nervøse trækninger af dem ved juletid. Og jeg elsker internettet. Men pludselig var den over mig, den jul, og jeg måtte bide i det sure æble. Heldigt for mig, hva? At jeg kun skal holde jul med min søn. For i min familie er vi kun på gaver med dem, man holder jul sammen med. Og så småbørnene, selvfølgelig.

Og så fik jeg alligevel et lille bitte stik i mit moderhjerte, der på Hovedbanegården, da jeg mødte Sofie og en yderst veloplagt Vera i barnevogn på vej til Århus. Og der i stuen i Hvidovre, da to juleklare småpiger klæbede rundt om mine ben som sultne chimpanseunger. Jul uden mig? Hvar? Og så mærkede jeg et andet lille bitte stik. Som blev til en indre flod. Af stolthed. Jeg er jo bare skidehamrende stolt af min familie. Både den blodbeslægtede og den tilgiftede. Både biologiske børn og bonus. Jeg får en stor glad  klump i maven over, at min familie er så……. ukompliceret? At vi allesammen godt kan lide at være sammen. At vi kan holde verdens bedste jul, og at vi kan give slip på hinanden og gøre noget andet. At mine unger har fundet kærester, der passer så fint til lige dem, og som gør dem lykkelige og tilfredse. Og at jeg kan forlade dem i sikker overbevisning om, at deres jul bliver rigtig fin.

Og det gør min også. Jeg tager afsted med en af mine yndlingsrejsekammerater. Min søn. Som jeg sidst rejste med for tre år siden, da vi rejste rundt i Argentina og Bolivia. Denne gang er vi mere beskedne, og jeg glæder mig til at gå på opdagelse i Lissabon sammen med ham. Og løbeskoene er selvfølgelig lagt i kufferten. Sammen med solcremen og de kortærmede.