Elementært, Watson……….

Jeg har i meget lang tid haft en fornemmelse af, at noget af den medicin, jeg fik for min kræftsygdom, har lavet ballade i mit sukkerstofskifte. Med et blodsukker, der spurtede op og ned ad skalaen og et medfølgende humør. Det er galt nok, men meget værre er, at jeg i 3½ år har sovet rædderligt skidt. Jeg har altid været af den slags mennesker, der knaldede øjnene i på vejen mod hovedpuden og slog dem friske op klokken kvalme om morgenen. Seriøst! Mine specialer er skrevet fra kl. fem om morgenen. Da mine unger var små, stod jeg op, før de vågnede og løb. Bagefter vækkede jeg dem med morgenmad. Men det har ændret sig de sidste tre års tid.

Jeg har ligget og vredet mig i timevis uden at kunne sove. Jeg har vågnet midt på natten og droppet al videre søvn. Ligget nat efter nat med en fornemmelse af aldrig at nå ned til noget dyb søvn. Det holder jo ikke. Ikke når man træner pænt meget og har et arbejde, som kræver velsmurte hjernevindinger. Hver dag. Selvfølgelig var det oplagt at kaste skylden på angst og bæven efter en vild og voldsom sygdom. Det var bare ikke sådan, det føltes. Jeg lå ikke og spekulerede hjernen skæv. Jeg var ikke fyldt af angst. Det føltes som en helt fysisk ting. Min krop var ikke i sove-mode. Jeg har prøvet meditation, yoga, afspænding, – you name it. Sovemedicin var ligesom ikke et issue, vel? Når det var sådan en permanent-lignende tilstand. Og drikke sig i hegnet hver aften for at sove? Heller ikke rigtigt. Så jeg affandt mig med det. Tænkte at det måske også var en slags pris for at leve videre.

Indtil jeg endelig tog action på det med blodsukkeret. For nogle uger siden stoppede jeg helt med at spise sukker. Altså kager, slik, sukker i kaffe og sådan. Oh miracle!!! Jeg sov. Eller jeg sov bedre. Så researchede jeg på en ny bog “Det helbredende køkken”, som er en vegetar-kur, der skal virke stabiliserende på blodsukkeret. Den blev godtaget som seriøs uden religion og hokus pokus. Jeg har nu fulgt den (altså sådan da – jeg får jo også gæster. Og ingenting skal få mig til at hælde rismælk på min mysli). Og jeg er overbevist. Jeg snorksover igen om natten, og min dyrebare hjerneaktivitet føles mere smooth. Jeg tænker bedre, og det er altså godt, når nu det er det, jeg får min løn for. At den uvelkomne flæskepølse, der er flyttet ind på min forside, er på kraftig retræte, gør jo heller ikke noget. HA – aldring og overgangsalder – gu’ vil jeg ej bare finde mig i flæskepølser.

Nu var det ikke noget, jeg fandt på ud af den blå luft. Ind imellem blev min mangel på almindelig søvn temmelig påtrængende. På grænsen til noget betænkeligt. Og jeg kastede mig nærmest ud i en slags detektiv arbejde. Havde jeg overhovedet haft søvn-succes’er de sidste år? Og jeg måtte erkende, at på mine ekspeditioner, når jeg var i bjergene, mine to måneder i Nepal og min lange løbetur sammen med Jesper sidste år var sådan en slags succes’er. Der sov jeg. Og hvad var anderledes? Det var det der med sukkeret. Jeg spiser ikke sukker og chokolade, når jeg er på bjergbestigning. I Humla var sukker ikke-eksisterende. I England var der ingen mellemmåltider, og de desserter, vi drømte om, mens vi løb? Ja de blev alligevel droppet om aftenen. Det var jo oplagt, ikke?

Og hvordan går det så med det der træning? Jo, tak. Det går faktisk rigtig godt. Selvom jeg lever med en konstant tidsjoker for tiden. Har lidt for mange dage, hvor klokken er blevet 19, før jeg sætter nøglen i døren. Og når vejret så optræder med isstorme og snevejr kombineret med lavt blodsukker og monstersult, ja så er turene blevet samlet omkring weekenderne med en eller to småture i løbet af ugen. Og alligevel sniger det sig op omkring 70 km om ugen.

Jeg kan mærke, at jeg har omlagt min kost ret radikalt. Ikke fordi jeg var nogen stor kødspiser eller flænsede bageren på vejen hjem. Jeg kan mærke, det er godt. Alligevel kræver kroppen klart og tydeligt mad til tiden. Jeg har været en smule træt. Men det er vendt til lidt hyper energi. Meningen er at følge kuren i fire uger. Derefter kan man indrette sig, som det nu passer bedst. Men fuck, hvor er det godt, det der nattesøvn. Tænk at det skulle være så svært…….