Når Gaddafi og hans hær har gang i et projekt om at slagte sin egen befolkning og true resten til tavshed. Når kvinderne i Yemen risikerer døden, fordi de trådte offentligt frem og nu holdes i et jerngreb i undtagelsestilstand. Når Sudan igen kæmper mod hinanden og sig selv. Når dele af Japan er jævnet af jordskælv og skyllet væk af tsunami. Når atomkraftværkerne i Japan er på vej i nedsmeltning. Når mit land igen er på vej i krig.
Ja så virker det så fuldstændig lamt at sidde her og kvidre om mine løbeture.
Hver eneste gang, jeg har nærmet mig tastaturet, går jeg i baglås. Jeg bliver overvældet af alt det onde, som flyder rundt i verden. Og på en måde skammer jeg mig lidt over at sidde her og forholde mig til ting, som er tæt på ligegyldigheder i den store sammenhæng. Mine fingre nægter at forme ord om løb eller lækker lejlighed eller hverdagshygge i Sydhavnen. Jeg kan ikke. Jeg går i stå. Mine skriblerier mister deres betydning.
Jeg løber videre. Jeg fortsætter med at elske at bo i mit nye sted. Jeg udforsker videre i Sydhavnen og Amager. Og elsker det. Jeg knokler løs med mit projekt og synes, det giver masser af mening. Men det bliver så ligegyldigt at skrive om. Luften går helt ud af mig.
Måske bliver jeg bange for at lade alle mine små hverdagsting tage pladsen fra alt det vigtige?
Nåmn, det var bare det, jeg ville sige. Jeg vender tilbage en af dagene, når jeg har generobret magten over mine fingre.
Helles Blog 
Lige mine tanker. Og du skrev det. 🙂
Så enig, Helle. Men måske ér det noget af det vigtigste: At kunne kvidre videre på trods….
Bare rolig. Jeg er på om lidt igen. Skulle bare lige have det der ud af fingrene. Det går fint med at sidde her i sofaen og kvidre løs 🙂
Kender både til tavsheden (her ligger min egen blog lige nu), men også til det, at man næsten lammes af al den grufuldhed der er i verden. På mine rejser har vi haft mulighed for danske aviser og jeg fortrød straks da jeg fik den første. Man kan ikke undlade at forholde sig til det, men nogle gange bliver det for meget.
Har lige lagt din side på min blogroullade, jeg vender helt sikkert tilbage hertil 🙂
Hjertelig velkommen til. Jeg håber, du finder gnisten til at blogge videre.
Kender godt det med at blive ramt af noget fjern virkelighed, når man er rejst langt væk. Det kan blive helt chok-agtigt.