Fede efterveer

Mens min krop langsomt kommer sig over, hvad der føles som et veritabelt animalsk overgreb, begynder jeg at føle mig hjemme i mig selv igen. Jeg er stadig lidt rystet over, hvor meget ravage sådan en smule kostforandring kunne lave. Hold nu op, jeg har haft det skidt. Jeg er ærligt talt også en kende forbavset over, at jeg gjorde det. Jeg mener, jeg virker indenfor sundhedsvæsenet og omgiver mig med bl.a. en kollega med phd i human ernæring. Og hun har trukket lidt højlydt på smilebåndene over mit kødfulde fedteksperiment.

Der er masser af forskning, der viser en klokkeklar sammenhæng mellem for stort proteinindtag, og særligt i form af rødt kød, – og kræft i mave-tarmsystemet. Der er masser af forskning, der viser sammenhænge mellem hjerte-karsygdomme og for højt fedtindtag. Og også her trækkes lige linjer til udvikling af kræftsygdomme. Man bliver det, der kaldes tyndfed. Altså slank nok, men med indre fedtpolstring på usmarte steder. I blodårerne fx.

Nåmen, det er ikke første gang, jeg har eksperimenteret, og det bliver sikkert heller ikke sidste. Jeg eksperimenterer lidt videre med (næsten) ingen brød. Men jeg har droppet de ekstreme mængder protein og fedt. Jeg spiser igen masser af frugt og rodfrugter. Med mit træningsniveau kan jeg ikke undvære kulhydrat. Det kan jeg bare ikke. Jeg guffer julebag og har lagt dej til endnu mere.

Og jeg har det SÅ godt.

Hvad er den diætform så godt for? Jeg ved det ikke. Men jeg er stødt på mennesker, der fx kværner 10 flødeboller og en liter kakaomælk inden deres løbetur. Og andre, der har et chokoladeforbrug på flere hundrede gram om dagen. Hvis det er dagligstandarden, kan jeg måske godt forstå, at man kan opleve lidt større velvære. Og et vægttab.

Men sådan leger vi alligevel ikke i min butik. Og jeg elsker at dele min mad med andre og tage del i andres mad. Så derfor stopper mærkeligheden.