Fede efterveer

Mens min krop langsomt kommer sig over, hvad der føles som et veritabelt animalsk overgreb, begynder jeg at føle mig hjemme i mig selv igen. Jeg er stadig lidt rystet over, hvor meget ravage sådan en smule kostforandring kunne lave. Hold nu op, jeg har haft det skidt. Jeg er ærligt talt også en kende forbavset over, at jeg gjorde det. Jeg mener, jeg virker indenfor sundhedsvæsenet og omgiver mig med bl.a. en kollega med phd i human ernæring. Og hun har trukket lidt højlydt på smilebåndene over mit kødfulde fedteksperiment.

Der er masser af forskning, der viser en klokkeklar sammenhæng mellem for stort proteinindtag, og særligt i form af rødt kød, – og kræft i mave-tarmsystemet. Der er masser af forskning, der viser sammenhænge mellem hjerte-karsygdomme og for højt fedtindtag. Og også her trækkes lige linjer til udvikling af kræftsygdomme. Man bliver det, der kaldes tyndfed. Altså slank nok, men med indre fedtpolstring på usmarte steder. I blodårerne fx.

Nåmen, det er ikke første gang, jeg har eksperimenteret, og det bliver sikkert heller ikke sidste. Jeg eksperimenterer lidt videre med (næsten) ingen brød. Men jeg har droppet de ekstreme mængder protein og fedt. Jeg spiser igen masser af frugt og rodfrugter. Med mit træningsniveau kan jeg ikke undvære kulhydrat. Det kan jeg bare ikke. Jeg guffer julebag og har lagt dej til endnu mere.

Og jeg har det SÅ godt.

Hvad er den diætform så godt for? Jeg ved det ikke. Men jeg er stødt på mennesker, der fx kværner 10 flødeboller og en liter kakaomælk inden deres løbetur. Og andre, der har et chokoladeforbrug på flere hundrede gram om dagen. Hvis det er dagligstandarden, kan jeg måske godt forstå, at man kan opleve lidt større velvære. Og et vægttab.

Men sådan leger vi alligevel ikke i min butik. Og jeg elsker at dele min mad med andre og tage del i andres mad. Så derfor stopper mærkeligheden.

LCHF – tak, men nej

Jeg ved ikke helt, hvad der satte mig igang med at eksperimentere med min krop. Muligvis var det blot og bar forfængelighed. Fordi der kryber en insisterende flæskepølse frem om min mave, når jeg ikke holder skarp justits med, hvad der bevæger sig ind. Muligvis en slags lemmingeeffekt, fordi gud og hvermand synger høje lovord om at ændre sin kost til et højt indtag af fedt og meget lavt indtag af kulhydrater. Med til historien hører et nærmest abnormt højt indtag af protein. Ud over begejstrede vægttab beretter folk vidt og bredt om fantastisk velbefindende, bedre søvn, masser af energi og helbredte skavanker. Ligemeget – jeg sprang forsigtigt på.

I et overvældende flow af danske madblogs har jeg ind imellem brugt opskrifter fra Madbanditten, som er en af de varmeste fortalere for LCHF (low carb, high fat). Bloggen er inspirerende på mange måder, og jeg fulgte anvisningerne til punkt og prikke. Den første uge gik virkelig godt. Min krop syntes godt om forandingerne. Så jeg drog ind til Politiken og købte bogen af Jane Faerber, som også er bestyrer af Madbanditten. Spis dig mæt og glad hedder den, og den er lækker. Fyldt med lækre billeder og fine ideer, som bloggen også er.

Mit energiniveau var dalet en anelse i den første uge. Men det tog jeg helt roligt. Det beskrev hun også både på bloggen og i bogen. Jeg var ualmindelig kvæstet efter min hårde torsdagstræning og skruede lidt ned for resten af træningen. Men i løbet af weekenden begyndte alt at føles forkert. Jeg fik kvalme og en fornemmelse af et helt galt blodsukker efter morgenmaden. Som jo består af masser af æg, kød og ost. Og jeg begyndte at bruge betænkeligt lang tid med morgenavisen på toilettet. Bare tanken om æg begyndte at kalde opkastningsfornemmelser frem. Jeg var kort sagt nødt til hurtigt at lægge morgenmaden om. Det gjorde jeg – og fortsatte kuren. Mens jeg langsomt mistede enhver lyst til at lave mad.

Kort sagt – jeg er en afhopper. Jeg holdt kun et par uger. Det har været et par slemme uger. Min krop kan ikke klare de store mængder fedt og protein. Jeg er blevet mere og mere træt og har fået mindre og mindre lyst til mad. Jeg vil have fuldkorn tilbage i mit liv! Jeg har ikke samvittighed til at spise de store mængder døde dyr. Jeg tør slet ikke tænke på verdensmiljøet, hvis alle mennesker slugte så meget protein.

Har jeg tabt mig? Ja, det tror jeg. Jeg vejer mig ikke. Men om det er kuren eller dagene med tæt toiletkontakt, er svært at svare på. Blev jeg mæt? Ja, det gjorde jeg. Men en mærkelig form for mæthed, som for mig resulterede i en stærkt nedsat træning i hverdagen. Og jeg vil nu hellere træne løs med flæskebræmme på maven, end kaste mig slank på sofaen. Blev jeg glad? Nej, mit humør dalede under de snærende restriktioner, kvalme og samvittighedskvaler.

Jeg kan sagtens anerkende, at andre kan have glæde af at spise på den måde. Min krop kan det bare ikke. Så hej igen havregryn, fuldkorn og rodfrugter. Og farvel til overdrevne æggeretter, alt for meget fed ost og kød i ekstreme mængder – og kvalme. Det har været en skidt cocktail for mig.

Og min flæskekrop skruer sig jo uden problemer ned i størrelse 36, jeg stopper lige her og lever livet videre med sociale måltider og madglæde.