Drengeliv

Vi har en lille Grand-biografklub, mine veninder og jeg. Tidligere var vi Biografklub Danmark, men vi gad faktisk ikke se de film, de hostede op med. Derfor blev det en Grandklub. Fordi der altid går suverænt gode film. Vi skiftes til at bestemme film, og for det meste spiser vi lige sammen først. I aftes var vi en amputeret klub i de bløde sæder, bare fordi det kun var os to der kunne. Og fordi det var sidste chance for at se Boyhood.

Jeg bookede billetterne, og først et par dage før filmen gik det op for mig, at den varede tre timer. Og altså ville slutte til midnat. Og to gamle tilbagelænede koner kan nok være lidt stive i betrækket dagen derpå. Men det var sidste chance.

Den film varede ikke ét minut for længe. Simpelthen. Jeg gennemlevede synkront hele mit liv med min søn. Jeg vil se den igen. Sammen med ham.

Hvad er det med den film? Den handler jo bare om en dreng, der bliver større. Den samme dreng hele filmen igennem. Som starter som lille og slutter som ung gut på college. Filmen, altså.  Den er fyldt med små og større hverdagsdrama, fra skænderier med søsteren til sammenstød med moderens fordrukne og manipulerende mand. Den fjerne far indtager scenen som det legende, eksperimenterende og skæve element. Han udfordrer børnene på nærhed og ærlighed, og de tilbringer tid hos ham hulter til bulter i sofaer og på madrasser. Mens moderen tager sine universitetsstudier op, bliver gift, skrider dramatisk fra sin fordrukne mand, starter nyt liv med børnene, bliver gift, bygger hus, skrider fra sin fordrukne mand – og sender sine børn ud i verden. Spændingen i filmen er ikke i handlingsplottet. Den er i relationerne.

Aner vi et genkendelsens mønster her til en anden drengs mor? Mens drengen pakker sine ting for at tage på college i de sidste scener, bryder moderen sammen i gråd. Hun hikster rækken af livsbegivenheder op for den måbende dreng, og slutter med at det næste bliver hendes begravelse, indtil han let henkastet spørger, om ikke hun er ca 40 år for tidligt ude. Hun tager hænderne fra ansigtet og siger: Jeg troede bare, der var mere til det, livet.

Drengen kører afsted, videre i sit liv, og på min cykeltur hjem, er et pludselig mig. Mig der husker de gange, jeg selv har siddet og tænkt, at der måtte være mere.

Og hver gang, hver eneste gang har der været mere. Det kan hun jo ikke vide, den mor i filmen. For hun var jo midt i det der med at slippe ham ud af sit liv. Men hver gang den følelse er dukket op i mit liv, har der vist sig så meget mere. Så meget, at da jeg pludselig stod der, konfronteret med noget, der kunne være blevet en slutning, da jeg blev syg. Ja så var det rigdommen, mangfoldigheden, eventyrene og alle de børneliv, der havde fyldt mit liv, som rammede fornemmelsen af endelighed ind.

Måske lignede vi hinanden lidt, den mor og mig. Hun gik i hvert fald rent ind. Eller drengelivet, der udfoldede sig omkring hende, gik rent ind. Nu må jeg finde den i en streamingudgave og invitere min søn på vin.