Tanker om værdi

Det sker, jeg bliver lidt overmandet af følelser af mærkelighed og mismod. Lidt som en utilpasset skarnsunge. Jeg har jo levet mit liv lidt anderledes end så mange andre.

Jeg har været gift og skilt. Og gift og skilt igen. Jeg har gjort mine børn kede af det og forstyrret deres barndom. Jeg har såret mænd, og jeg har mere end én gang krøllet mig sammen omkring et knust hjerte. Jeg ejer ikke min bolig, har ingen bil, men bor til gengæld dyrt til leje. Jeg er single for evigt, og midt i mærkelighedssumpen er det klart, fordi ingen gider sådan en som mig.

Sådan kan det køre i ring. Mens jeg tilføjer, at mine ben er alt for små og tykke. Og jeg har grimme hænder. Og er et rodehovede. Og kedelig.

Indtil jeg sætter mig ned og ser mig fast i øjnene og trækker vejret helt ned i maven.

Det kan godt være, at ingen mand igen vil kaste lystne blikke efter mig. Men jeg har elsket og er blevet elsket tilbage. Jeg har haft brandgod sex i mit liv – og også taget min del af floppene.

Jeg har tre børn, som sætter deres fine, fine aftryk i verden. Og som formerer sig lystigt og fylder jorden med endnu flere fine mennesker. Mine ægteskabelige krumspring har foræret mig to ekstra børn, som jeg virkelig godt kan lide at være sammen med. Og som også sætter fine nye mennesker i verden.

Mine børn har haft mig i deres hule hænder hele deres liv. Vi har sammen lavet en familie, der tit får mig til at knibe mig selv i armen, og som på flere måder er større end de flestes. Imens vi klarede hverdagsærterne alene sammen, tog jeg også to universitetsuddannelser. Oven i min sygeplejerskeuddannelse. Dengang man endnu kunne den slags.

Jeg har haft kræft og fået mere kemoterapi, end de fleste hospitaler har i skabet. Og jeg lever. Og arbejder. Og løber. Og gør ting, som levende mennesker gør. Og gør en lille forskel i sundhedsbranchen.

Jeg har rejst steder, som ikke mange andre har været. Jeg har besteget høje bjerge og snorklet blandt hajer og delfiner. Jeg har rejst verden tynd alene og mødt de fineste mennesker. Og ret mange af dem, har jeg fortsat kontakt med.

Mit liv er fyldt med mennesker, som tropper op – både når jeg har brug for dem, og når vi bare skal grine sammen.

Hele lavinen af mismod og selvbebrejdelser blev udløst af en samtale med et pengemenneske i en bank. Og i øjnene på et pengemenneske er jeg intet. Mit liv har ingen værdi. Overhovedet. Det har ingen værdi, fordi jeg ikke ejer noget, han kan sætte sine penge på. Ham talte jeg med, da jeg ville låne penge til min kolonihave, fordi sådan en som mig jo aldrig har 50.000 til overs. Og i løbet af det kvarter, vi talte sammen, mistede jeg enhver lyst til at bidrage til hans bankforretning. Når jeg bliver talt så meget ned, vender jeg ryggen til.

Men den bliver siddende længe, følelsen af mærkelighed og mindreværd. Uger, faktisk.

Jeg fik min kolonihave, fordi jeg har den bedste far, der kan træde til i sådan en situation. Men den følelse af skrøbelighed og nedværdigelse og mindreværd, som pengemanden kaldte frem i mig, vil jeg helst ikke se igen. Og der er kun én måde at undgå folk som ham på. Jeg er nødt til at frigøre mit liv fra den måde at se verden på. Jeg skal kunne klare mig uden pengemennesker.

Jeg elsker min lejlighed. Den er mit paradis i Sydhavnen, og hver eneste dag er jeg glad, når jeg åbner min dør. Men den æder meget af min løn hver måned, og i kolo-haven har jeg fået mig et nyt paradis. At dele mit liv mellem det ene paradis og det andet paradis ville være perfekt, men det gør mig sårbar overfor bankfolk. Jeg ved, at jeg vil blive i Sydhavnen, og på en eller anden måde er det muligt at finde en billigere lejlighed her. Jeg har ikke spor lyst til at skifte naboer og gad godt kunne pakke dem sammen og tage dem med. For det bliver svært at finde deres lige. Men jeg må have mine boligudgifter ned i løbet af det næste års tid.

Og hold så kæft – finansmenneske. Værdi og værdi er to vidt forskellige ting. Og jeg ville nødigt bytte mine med dine.