Ein unbekanntes kind

Det er ingen hemmelighed, at jeg har været en del af Dansk Røde Kors’ klinik for udokumenterede migranter fra den spæde start. Fordi jeg kort og godt ikke kan have på min samvittighed at lade folk dø eller ødelægges af sygdom, når vi kan gøre noget. Fordi jeg kan noget, de mennesker har brug for. Jeg kan ikke leve passivt med at være indbygger i et land, der kan lade hjemløse dø på gaden. Et land, hvor jeg seriøst har hørt politikere hvæse og spytte af ordet ‘næstekærlighed’ i samme åndedræt, som de taler varmt og agitatorisk om kristne grundværdier. Som modsætning til andre religiøse grundværdier, forstås. Jeg har det virkelig stramt med, at vi har udviklet en nation, der sidder hårdt på låget af pengekassen og ikke vil dele vores fredagsslik med nogen.

I klinikken kommer mange forskellige mennesker. Med ét fællestræk – de har ikke ret til lægehjælp, eller sygepleje, eller jordemoderomsorg. Vi er stadig så humane, at vi ikke afviser akut behandlingskrævende mennesker ved døren i hospitalerne. Men vi har kun ret til at gøre det absolut fornødne og hælder dem ud på gaden hurtigst muligt. Får man blødende mavesår, får man en operation. Og ikke mere. Er man gravid og får veer, får man lov at føde sit barn. Og ikke mere. Ingen undersøger det spæde barn og holder bare lidt øje med, at det har det godt. Ingen holder øje med moderens blødning. Eller hjælper med amning. Og ingen holder øje med den gravide kvinde, mens barnet vokser i hende.

Jeg er ikke særlig kristen, men jeg møder masser af næstekærlighed i den klinik. Jeg møder et fokus på ‘den anden’, og ikke så meget ‘mig selv’. Jeg møder det både blandt dem, der har valgt at bruge deres fritid på at gøre noget virkelig nyttigt, og blandt dem der kommer som brugere i klinikken. Brugerne hjælper hinanden, følger hinanden, oversætter for hinanden og venter på hinanden. Alle er i den samme rådne situation.

Men næstekærlighed bliver afvist i de politiske skåltaler. For hvis vi forhindrer, at mennesker dør på gaden i Danmark, vil vi virke som en magnet for flygtninge, hedder det. Så hellere være en samling nationalrøvhuller, der er sig selv nærmest.

Derfor bliver jeg glad, når jeg læser et blogindlæg som det her. Næstekærligheden findes. Og særligt når vi ser, at ‘de andre’ er mennesker. Men den kan stadig ikke finde fodfæste i dansk politik.

Dansk Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, Lægeforeningen, Jordemoderforeningen og Dansk Sygeplejeråd har anmodet sundhedsministeren om at hjælpe gravide, illegale indvandrere. Og har fået et rungende nej. In your face.

På Vestre Kirkegård ligger en stor del af de mange, mange flygtninge, der døde i vores land efter anden verdenskrig uden ret til lægebehandling. Og jeg får en klump i halsen, hver gang jeg går forbi det her lille kors. Som er et af mange.

Vil vi være det bekendt? Igen?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s