For nogen tid siden spurgte et familiemedlem, om det havde været hårdt at opgive min lejlighed. Jeg lignede et spørgsmålstegn og spurgte, hvad hun mente. Hun ville bare høre, om det havde været meget hårdt at opgive min lejlighed, gentog hun. Mener du lejligheden i Sluseholmen, spurgte jeg. Og det gjorde hun.
Lad mig bare slå fast, at det ikke er synd for mig at have købt en ret fed andelslejlighed lige op ad Vestre Kirkegård. Overhovedet. Jeg har helt selv valgt det. Jeg ved, at Sydhavnen og Kongens Enghave har en skidt klang i manges bevidsthed, men mit krøllede jeg trives her. Sammen med alle de andre krøllede. Jeg kan lide det. Og jeg boede i Sydhavnen før.
Desuden er jeg så tæt på Vesterbro, at det næsten er hipt.
Mine venner og mine børn driller mig kærligt med, at jeg er blevet en semikapitalist. Som næsten er blevet husejer.
Hun har hellere villet rejse rundt i verden end eje en bolig, forklarede min veninde, nu vil hun bare det hele.
Min svigersøn kaster en lille smule op af grin, hver gang han gentager vitsen: Fra globetrotter til mormors kolonihavehus.
En veninde hentede mig tidligt igår morges, og vi løb forbi kolonihaven, hvor hun udbrød: Hvor har du bare gjort det rigtige på det rigtige tidspunkt. Mens hun sukkede lidt af begejstring over mine stikkelsbærbuske.
Jeg opgav ikke min lejlighed i Sluseholmen. Jeg valgte min nye lejlighed. Mit eget sted. Og med det fulgte himmel og lys og fuglekvidder. Ti minutters tramp i pedalerne bringer mig til kolonihaven, som får mit hjerte til at spjætte en lille smule af lykke, hver gang jeg åbner porten. Både her og der roder der af projekter, som langsomt skrider frem. Og tilbage. Fordi der bare er mine to hænder til at trylle.
Jeg lærer langsomt alt om solceller, samlinger til vandforsyning, noget med hammer og søm og skruemaskiner og selvfølgelig jord, frø og planter. Det går langsomt, og jeg har masser af tid. Eller – jeg har ikke masser af tid, men der står ikke en mand med et stopur. Jeg skal ikke nå noget til bestemte tider. Jeg behøver ikke polerede flader, mens det står på. Det bliver mit, det går langsomt, og jeg elsker det.
Helles Blog 
jeg er så rablende PMS at jeg nu sidder og tuder. Fordi det er rigtigt. For dig.
Og fordi det kunne lige så godt have været min post, bortset fra jeg aldrig har været globetrotter.
Jeg syntes det er dejligt at du har valgt et sted udfra, hvad DU vil have og ikke alle andres forstillinger og meninger om stedet! Så længe du selv er glad for stedet, og det kan man jo sige at du er 🙂