Make my day

Vejrudsigten lovede overskyet med lette byger ind imellem. Men København valgte at samle dem i to timers intensiv regn. Det var på sit højeste, da jeg gik turen til cykelsmeden efter min cykel, der var blevet belønnet med ny kurv og skærm. På høje tid, for skærmen faldt af på vejen, og cykelkurven hang i en enkelt tynd tråd.

Kæden har det ikke godt, sagde min cykelsmed, men jeg ville jo ikke bare skifte den, når du kun sagde kurv og skærm. Arh, mon ikke den holder lidt endnu, sagde jeg. Ja, den har det ikke godt, sagde han, pludselig springer den. Ja ja, sagde jeg, jeg kigger ind i næste uge.

Bagefter cyklede jeg mig vådere end våd mod Frederiksberg for at hente de mindste piger i mit liv. Da jeg nærmede mig krydset ved Sjælør station, passerede jeg en mand, der lignede en gammel søulk, med fuldskæg, træben og rollator. Sammen ventede vi på grønt lys.

Jeg kommer først over, sagde han med et grin. Så er du sej, sagde jeg. Og du har smukke øjne, sagde han, de smiler. Tak, sagde jeg og mente det. Ja, det dér kan ikke slå sådan nogen som os ud, sagde han om regnen. Nej, sagde jeg, det er bare vand.

God tur, råbte jeg, da lyset skiftede og havde lyst til at give den gamle søulk et knus. På sådan en dag, hvor selv det mindste kompliment røg direkte i maven. Og mine øjne virkelig føltes smukke.

Jeg håber aldrig, Sydhavnen bliver affolket for gamle søulke, der spadserer på cykelstien med rollator og et glimt i øjet.