Skovkrokodiller og komfurmonstre

Den her går ud til Anne Bredahl. Og det gør den, fordi hun har begået en bog. Til børn. Mens jeg løber rundt i København og krammer blidt på nogle vigtige mennesker, der trænger hårdt til blide kram. Og holder alle de vilde tøjler på mit job, der konstant er ved at blæse ud af mine hænder. Ja, så ville jeg ønske, at jeg fik skrevet mere til Anne og smuttede fordi i Århus noget oftere. Nu blæser jeg i stedet Veras anmeldelse af bogen “Min mormor og skovkrokodillen” ud på det samlede internet.

Da Anne og Ole sendte besked rundt, at børnebogen var klar og opfordrede til crowdfunding, sikrede jeg mig selvklart et eksemplar længe før den lå der trykt og færdig. Og efter måneders åndeløs venten lå den pludselig en dag der i postkassen. Og jeg har glædet mig som en fjollet sommersild til at introducere den for børnene i mit liv. Faktisk har jeg pisket lidt en stemning op. Om Anne, som jeg kender, som har skrevet en børnebog om en mormor, som næsten kunne være mig.

Veras dom var klar:

IMG_4566

Billedet er taget mellem anden og tredje højtlæsning. Og hun kunne let have snuppet en gang mere. Hun kunne lide billederne og blev ved med at opdage detaljer. Især var hun glad for de små lilla detaljer i næsten alle billeder. Fordi det er en særlig yndlingsfarve. Hun var vild med mormoren, med skovkrokodillerne og lillesøsteren, der låste sig inde i huset. Hun var en anelse forbeholden for komfurmonstre, og vi måtte lige sikkerhedstjekke det lokale gaskomfur. Hun kunne tilgive edderkopper under bladene, og blev lidt lun på at gemme insekter i æsker (må man det for forældrepolitiet?). Bogen er hyggelig og sjov med den helt rigtige grad af spænding og uhyggelighed – på den hyggelige måde. Og så fuld af detaljer, at vi aldrig bliver færdige.

Efter anden gennemlæsning placerede hun figurerne. Jeg vil være mormoren, sagde hun, så kan du være lillesøsteren. Jamen, er lillesøsteren ikke Esther? Og så kunne du være Marius, foreslog jeg. Nej, sagde hun med fast stemme, jeg er mormoren. Jeg vil ikke være Marius, du kan være Marius, for du er ikke bange for noget.

Og så var det på plads.

Vera havde en ultimativ anke. Hver gang vi kom til det med, at mormoren kunne løbe hurtigere end alle andre mormødre i verden, så Vera indforstået op på mig. Nej vel, sagde hun, der er ingen mormor, der kan løbe hurtigere end dig. Vel? Det ved vi jo.

Og så må det jo også være på plads.

Lige om lidt kan du købe bogen her. Og jeg kan kun sige – GØR det! Det er en af den slags bøger, som vi kan blive ved med at læse og blive ved med at snakke om. Det ultimative kvalitetsstempel kom, da jeg troede jeg var på vej hjem og troede, at jeg bare kunne pakke bogen i min taske igen. Den gik ikke. Bogen er blevet hos Vera på Frederiksberg.

Tillykke, Anne. Med den fine, fine bog.

2 thoughts on “Skovkrokodiller og komfurmonstre

  1. Kan slet ikke vente på at få lov til at købe nogle stykker. Lyder som den oplagte gave ide. Og så er det Anne som har skrevet den 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s