Er noget måske altid godt for noget?

Jeg sidder stadig måbende og ser tilbage på et par rablende måneder, hvor jeg tre gange har måttet bide i gulvet med influenza. Jeg er stadig rasende over, at min drømmeskiferie sluttede på den allerførste dag, hvor turleder Michael og Jens var med til at slæbe mig igennem de sidste mange kilometer over fjeldet. Og hvor min indbyggede stædighed fik mig til at trampe skiene frem, selvom min kropstemperatur lå alarmerende højt. Klogt? Alternativet?

Jeg er også stadig en lille smule rasende over, at jeg har været lammet i den her uge. Der er bunker af arbejde, der råber på mig. Jeg skulle have passet nogle børn meget mere for deres mere og mere gravide mor. I stedet har jeg ligget her på min sofa under min røde dyne og læst kriminalromaner.

Påsken var fyldt med sol, og der blev lukket op for vandet i kolonihaven. Og jeg var jo den, der skulle have pillet i jorden, ryddet op under halvtaget, luftet ud i huset og fået sol på næsen, mens jeg sad på bænken i eftermiddagssolen. Jeg skulle have lagt kartofler til forspiring og gjort plantekasser klar.

Jeg skulle have løbet lange forårsture med bare arme, mens jeg lyttede til fuglene. De kvidrer løs udenfor mine vinduer. Jeg sidder bare herinde.

På positivsiden har jeg så læst de kriminalromaner, som jeg til dagligt synes er fuldstændig spild af tid. Det er måske meget godt?

Jeg har opdaget en norsk serie på Netflix, Dag, som gav gedigne hosteanfald af grin. Tak, Lise. Jeg har hørt timevis af radio om virkelig interessante ting. Udsendelser som jeg aldrig ville have fået tid til at høre. Midt i min gedigne spildtid er jeg blevet klogere.

Min datter har ikke født endnu. Det er skidt for hende. Men alting er lettere, når jeg er parat til at smutte ud af døren.

Kristeligt Dagblad har takket ja til en kronik, jeg har sendt ind. Den skal jeg nok få hug for, men det gør mig glad, at de sagde ja. Og jeg er næsten klar med næste artikel.

Måske har universet haft en mening med at knockoute mig? Måske var der en mening med at lægge mig i seng og bagbinde mig? Aner det ikke. Men i morgen står jeg op, køber brød med på arbejde og begynder at samle op på alt det, der har hobet sig op i den her uge.

Velkommen til overfladen.

Dumbstruck, I am looking  back at a raving couple of  months, where I three times had to bite the floor with the flu. I am still furious that my dream ski vacation ended on the very first day, while the tour guide Michael and Jens helped dragging me through the last several kilometers over the mountain. And where my natural stubbornness got me to trample the skis forward, even though my body temperature was alarmingly high. Wisely? The alternative?

I am also still a bit furious, that I have been crippled this week. There are piles of work yelling at me. I should have looked after a couple of children much more for their increasingly pregnant mother. Instead, I have been lying here on my couch in my red duvet, reading detective novels.

The Easter week was filled with sunshine, and the water was turned on in my urban garden. And I was the one, who should have picked in the soil, cleaned up under the canopy, aired out the house and had sun on my nose, sitting on the bench in the afternoon sun. I should have put potatoes to sprout and made plant boxes ready.

I should have done long spring runs in short sleeves, listening to the birds. They are chirping outside my windows. I’m just sitting here.

On the positive side, I have read detective stories, which I otherwise think of as a complete waste of time. That may be quite okay?

I have discovered a Norwegian series on Netflix, Dag, which left me coughing out of laughter. I have listened to hours of really interesting radio programmes. Broadcasts that I never would have had time to listen to. In the midst of my solid waste of time, I have become wiser.

My daughter has not given birth yet. This is too bad for her. But everything is easier when I’m ready to slip out the door in a moment.

A newspaper has accepted an article I sent in. I will probably get a lot of disagreements, but it makes me happy that they accepted. And I’m almost ready with the next article.

Maybe the universe had an intention knockouting me? Maybe there was a purpose to put me to bed and pinion me? I have no idea. But tomorrow I will get up, buy bread and bring it to work, and I will begin to pick up on everything that has accumulated in this week.

Welcome to the surface.