Nine years ago…..

Jeg tænker ikke så tit på det. Mere. Om en god måneds tid er det ni år siden, jeg sluttede måneders behandling med kemoterapi for lymfekræft. Men i går, da jeg løb ud til vandet, masede erindringen sig frem om den dag, hvor jeg fik et opkald fra hospitalet, der fortalte, at mine blodprøver var fine. Jeg skulle ikke have mere behandling. Jeg skulle komme en af de følgende dage for at få mit centrale venekateder pillet ud. Det var slut! Overstået! Jeg var igennem! Senere talte jeg sammen, at jeg havde fået 65 forskellige kemo-infusioner. I meget høje doser. Min krop var slidt. Gad simpelthen ikke mere af den slags. Kræft er så fysisk.

Og måske var det den fornemmelse, der fremkaldte erindringen. For tre gange influenza tærer godt på ressourcerne, og jeg løber afsted på lidt bævende ben. Lidt som jeg gjorde dengang. Jeg genoptræner.

Det famøse telefonopkald kom, mens jeg travede omkring Brabrand Sø i Århus. Jeg måtte sætte mig på den førstkommende bænk. Og glo lidt ud på fuglene og vandet og himlen. Trække vejret helt ind i maven. Det var slut! Jeg rejste mig og gik videre. Og noget boblede rundt i kroppen. Det boblede løs, og pludselig væltede det ud. Jeg råbte. Nej, jeg brølede! Ud over Brabrand Sø, hvor man godt kan bilde sig selv ind, at man er en slags alene i verden. Det var jeg sikkert ikke, men det gjorde ikke noget. Brølene gik over i noget uhæmmet grædegrin. Og til sidst gik jeg bare videre rundt om den sø, som jeg gjorde så tit i de dage.

En uges tid eller to senere trak jeg for første gang i måneder i løbetøjet og listede over i Botanisk Have. Nu var mit venekateder væk, og nu kunne jeg begynde at løbe igen. Hvorfor ikke før? Jo, det centrale venekateter var lagt ind i mit bryst og førte ind til mit hjerte. Da jeg i starten af min sygdom fortsatte med at løbe, fik jeg en blodprop lige der, hvor kateteret sluttede. Sikkert fordi løberiet fik kateteret til at skrabe mod venevæggen. Derfor stoppede jeg alt løb. Men gik lange, lange ture, cyklede og lavede styrketræning. Fordi jeg jo ikke kunne sidde stille og holde op med at være syg.

Jeg håbede, jeg kunne løbe i ti minutter, den dag i Botanisk Have. Og selvom benene føltes som blød gele, løb jeg et helt kvarter. Det har sikkert ikke lignet løb. Men det føltes sådan. Og jeg kan stadig huske, hvordan fuglene sang. Hele vejen.

Og så var jeg igang igen. Det er jeg også nu.

IMG_0128

I do not think about it very often. Anymore. In a good month’s time it will be nine years ago, I ended months of chemotherapy treatment for lymphoma. But yesterday, when I ran to the beach, remembrance pushed forward of the day I got a call from the hospital, who told me that my blood tests were fine. I should not have more treatment. One of the following days I would go to get rid of my central venous catheter. It was finished! Over! I was through! Later I summed up, that I had 65 different chemo infusions. In very high doses. My body was worn. Didn’t want more of the kind. Cancer is so physical.

And maybe it was that feeling, that evoked the memory. Because three times flu eat up my resources, and I ran off on slightly trembling legs. A bit like I did then. I retrain.

The infamous phone call came, while I was tramping around Brabrand Lake in Aarhus. I had to sit down on the next bench. Staring at the birds and the water and sky. Breathing deeply. It was over! I got up and walked on. And something was bubbling inside my body. It was bubbling away, and suddenly it tumbled out. I shouted. No, I roared! Over Brabrand Lake, where it is possible to imagine beeing alone in the world. I probably wasn’t, but it did not matter. The howling turned into some unrestrained crying laughter. And finally, I just walked on around the lake, as I did so often in those days.

A week or two later I pulled the running gear for the first time in months and tiptoed into the Botanical Garden. My venous catheder was gone, and now I could start running again. Why not before? Well, the central venous catheter was put into my chest and led into my heart. When I at the beginning of my illness continued to run, I got a blood clot right where the catheter ended. Probably because running made the catheter scrape against the vein wall. Therefore, I stopped running completely. Instead I went for very long walks, biked and trained my strength. Well, I was not able to just sit still and stop being sick.

On the day of the Botanical Garden, I was hoping to run for ten minutes. And though my legs felt like soft jelly, I ran for a quarter of an hour. It probably didn’t look like running. But it felt right. And I can still remember how the birds were singing. All the way.

And then I was back in business. So I am now.

3 thoughts on “Nine years ago…..

  1. Kære Helle blev helt rørt, du er så fantastisk sej på mange måder, selvom jeg aldrig har mødt dig face to face, føler jeg jeg kender dig. Du er så åben, ærlig og lige ud af posen i dine skriverier. 🙂 Som Mette oven over kommentere : Du er så p..sej !!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s