For et par år siden fik en, jeg kender meget godt, en alvorlig skade i sin skulder. Hun er ansat i omsorgsbranchen på et stort, velanset hospital og havde relativt kort forinden skiftet job til en ny afdeling. Skulderskaden kunne formentlig spores tilbage til en overbelastning i forbindelse med kajakroning. En skulderskade er stærkt invaliderende. Ingen arme – ingen kager. Ingen arme – ingen arbejde. Det kaldes også en frosset skulder, og min gode bekendte fik omgående ordineret fuldstændig ro og blev sygemeldt på ubestemt tid. Hun var i løbende kontakt og under kyndig behandling hos en fysioterapeut, og hun var ret ulykkelig og bange for, at invalidesituationen kunne blive permanent. Hun kunne ikke arbejde, eller vaske op, eller ro kajak, eller løbe, eller støvsuge, eller tømme opvaskemaskinen. Og hun kunne heller ikke sove ret længe ad gangen.
Hun var sygemeldt i lang tid. Vi taler om måneder, inden hun langsomt fik lov til at løfte armen en lille smule. Langsomt, langsomt fik hun det bedre, og på et helt rigtigt tidspunkt startede hun forsigtigt på arbejde ganske få timer ad gangen. Hendes leder omlagde hendes arbejdsopgaver til noget, den skadede skulder kunne klare. Hun fik en specialdesignet stol og en særlig mus til computeren. Langsomt, langsomt kunne hun arbejde mere og mere, og i det tempo, skulderen og fysioterapeuten kunne acceptere, udvidede hun sine opgaver. I dag arbejder hun igen på fuld tid med helt normale opgaver, hun ror kajak, løber, vasker op og sover fint om natten.
For et par år siden blev en, jeg kender meget godt, alvorligt syg. Hun var ansat i omsorgsbranchen på et stort, velanset hospital og havde relativt kort forinden skiftet job til en ny afdeling. Hun fik en alvorlig stressreaktion. Man kunne godt sige, at hendes hjerne frøs. Eller at det hele kunne spores tilbage til en langvarig overbelastning. Hendes læge ordinerede fuldstændig ro og sygemeldte hende, efter at have forsøgt en periode med nedsat tid. Det var stærkt invaliderende. Ingen arme – ingen kager. Min gode bekendte var i løbende kontakt og under kyndig behandling hos en psykolog, og hun var ret ulykkelig og bange for, at invalidesituationen kunne blive permanent. Hun kunne ikke sove, mistede orienteringen, kunne ikke arbejde og følte på alle måder, at hun var ved at gå i stykker. Og vi andre kunne se, at det var hun.
Hun havde været sygemeldt et par måneder, da hun skriftligt blev bedt om en dato for, hvornår hun kunne være tilbage i arbejde på fuld tid. Hun forsøgte. Men hun kunne ikke. Endnu. Så blev hun fyret. Fik sin opsigelse med posten.
Langsomt, langsomt fik hun det bedre, og langsomt, langsomt tøede hendes hjerne op. I dag har hun det godt og sover om natten, når hun får lov. Hun er ikke i arbejde endnu, fordi livet lavede gæk med hende, som liv nogen gange gør. Men det ved jeg, at hun kommer.
Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor meget de to historier ligner hinanden. Og hvor forskelligt de to historier har formet sig. Det var bare det.
Tak til Husk mit navn for billedet fra Havneholmen
Helles Blog 