Ritsona refugee camp

For ca tre uger siden tikkede en besked ind fra Katie, der spurgte, om jeg ville med til Grækenland i maj. Nej, nej, tænkte jeg, det kan jeg ikke bare sådan lige. Okay, men kan du så ikke møde mig i Paris, spurgte hun. Okay, jo for Søren, det kunne jeg. Og da jeg havde trukket vejret et par gange, kunne jeg selvfølgelig også tage med til Grækenland. Selvfølgelig kunne jeg det. Mens vi planlagde fra hver sin side af Atlanten, meldte Melie sig på banen fra Vancouver Island, Canada. Vi mødte alle tre hinanden i Skala Sikamneas på Lesbos i december. Katie er family doctor i Bozeman, Montana, og Melie er sygeplejerske og laver noget, der ligner mit, på Vancouver Island, Canada.

Derfor er vi nu i Grækenland i ferielandet, Chalkida. Ikke langt herfra driver den græske Airforce en flygtningelejr, hvor vores gamle NGO, Lighthouse Relief, har etableret et skærmet område for kvinder og børn. I går tilbragte vi det meste af dagen i Ritsona refugee camp. Vi blev vist rundt og brugte mange timer sammen med nogle af de familier, der har levet i teltlejren siden februar eller marts. Her er mange mennesker. Ca 900, hvoraf 300 er mindre børn. 300 børn i telte? Der er ca 20 små babyer, og der er ca 20 gravide kvinder. Gravide, spørger du, er det ikke dumt? Tjo, men når man placerer mennesker i en teltlejr på den græske Lars Tyndskids mark, uden mulighed for forbindelse med det omgivende samfund, er der ikke mange muligheder for effektiv prævention. Og det kan man blive gravid af. Der er nemlig masser af kærlighed i den teltlejr.

Alt er så anderledes end på Lesbos i december og januar. Her er ingen dramatiske situationer med forkomne, sårede og frysende mennesker. Og her er ikke så meget håb at give videre. Ingen ved, hvor længe folk skal blive i lejren. Som det ser ud lige nu, er de græske myndigheder ved at lukke den store flygtningelejr ved den makedoniske grænse og fordele folk i de øvrige 40 græske lejre. En del vil komme til Ritsona, der arealmæssigt kan rumme flere. Der er forberedelser i gang til vinteren med at rejse penge til Ikea-barakker, fordi teltene trods alt bliver for kolde. Der er fire meget store problemer i forhold til lejren.

For det første er her ikke vand. Det betyder, at hver familie modtager et antal flasker med drikkevand hver dag. Ekstra vand findes ikke. Der transporteres lidt vand til lejren til de fem brusebade, 900 mennesker skal deles om. To af dem har varmt vand. Noget af tiden. Slut! Ikke mere vand.

For det andet er der opsat en række ‘festivaltoiletter’, altså latriner, der skal tømmes, ved en åben plads, der bruges til fodboldspil, og hvor en del mænd hænger ud. Kvinder tør ikke gå på toilet, når det bliver mørkt. Kvinder holder derfor op med at drikke, så de ikke bliver nødt til at gå på toilet. Kvinder bliver dehydrerede, får urinvejsinfektioner og får det endnu sværere i den svidende varme.

Det tredje problem er, at lejren ikke har elektricitet. Der kan derfor ikke sættes lys op omkring de toiletter, som ingen kvinder tør besøge i mørket. Der er ingen køleskabe, ingen lys i teltene, og til vinter er der ingen varme.

Endelig er lejren placeret sådan, at ingen beboere har mulighed for at købe ind. Der er ingen landsbyer i nærheden, og der går ingen busser. Borgmesteren i Chalkida har frabedt sig bustransporter til hans by. Som jo skal leve af turisterne. Der ikke godt kan kombinere deres ferie med nødlidende mennesker. Det betyder, at folk er nødt til at holde sig til den mad, som militæret deler ud. De må undvære mellemmåltider til deres børn og de gravide kvinder. Det betyder også, at selv om de i princippet ikke er låst inde som i lejrene på øerne, så er de låst fast i lejren.

Det er en pæn lejr. Endnu har mismodet ikke taget helt fat i folk, og de organiserer rengøring og vedligeholdelse. De bygger kreative tilbygninger til deres familietelte. De har ongoing fodboldturneringer mellem forskellige fraktioner i lejren.De passer hinandens børn. Men rastløsheden breder sig langsomt, og børnene bliver præget af ensformigheden og dårlig ernæring.

De tror stadig på det. De har undsluppet de frygteligste rædsler, og de er for så vidt i sikkerhed. De drømmer om deres familie i fjerne lande. Og de drømmer mest om en sikker fremtid for de børn, der løber omkring i de støvede stier i Ritsona Refugee Camp.

English version:

About three weeks ago a message ticked in from Katie, asking if I would join her Greece in May. No, no, I thought, I can not do just that right away. Okay, but can you meet me in Paris, she asked. Sure I could. And after a couple of breaths, of course I could also go with her to Greece. Why not? While planning from either side of the Atlantic, Melie signed in from Vancouver Island, Canada. We all met in Skala Sikamneas on Lesbos in December. Katie is a family doctor in Bozeman, Montana, and Melie is a nurse, doing stuff more or less similar to what I am doing on Vancouver Island, Canada.

Therefore we now are in Greece in the holiday area Chalkida north of Athens. Not far from here the Greek Airforce runs a refugee camp, where our old NGO, Lighthouse Relief, has established a shielded area for women and children. Yesterday we spent most of the day in Ritsona refugee camp. We were shown around and spent many hours with some of the families, who have lived in the tent camp since February or March. There are so many people. App 900, out of whom 300 are young children. 300 children in tents? There are approximately 20 small babies, and there are  20 pregnant women. Pregnant, you ask, is that not stupid? Well, putting people in a tent camp in the middle of nowhere with no possibility of connecting with society, limits the options for effective contraception. And that can make women pregnant. There is lots of love in the tent camp.

Everything is so different from Lesbos in December and January. There are no dramatic situations, no exhausted, wounded and freezing people. And there is not so much hope to pass on. No one knows how long people should remain in the camp. As it stands right now, the Greek authorities are about to close the large refugee camp at the Macedonian border and distribute people to the other 40 Greek camps. Some will come to Ritsona, that area wise can accommodate more. Preparations are underway for the winter to raise money for Ikea barracks, because the tents after all will be too cold. There are four major problems in relation to the camp.

First, here is not water. This means that each family receives a number of plastic bottles of drinking water each day. Extra water is not available. Only a small amount of water is transported to the camp for the five showers, shared by 900 people. Two of them have hot water. Some of the time. That’s it! No more water.

Secondly, a number of “festival toilets’, that is, latrines to be emptied, is placed by an open space used for football games and hanging out for a number of men. Women dare not go to the toilet, when it gets dark. Therefore women tend to stop drinking. Women become dehydrated, get urinary tract infections making it even harder in the scorching heat.

The third problem is no electricity in the camp. There are no lights around the toilets, that no women dare visit in the dark. There are no refrigerators, no lights in the tents, and in the winter there is no heat.

Finally, the camp is located, so no residents have the opportunity to go shopping. There are no villages nearby, and there are no buses. The Mayor of Chalkida has declined bus transfers to his city. That shall live by tourists. It means that people have to stick to the food that the military will distribute. They have to do without snacks for their children and the pregnant women. It also means that, although in principle they are not locked up like in camps on the islands, they are stuck in the camp.

It’s a nice camp. So far discouragement not taken a complete hold on people, and they organize cleaning and maintenance. They build creative additions to their family tents. They have ongoing soccer tournaments between different fractions in the camp. They take care of each other’s children. But restlessness spreads slowly, and the children will be marked by monotony and poor nutrition.

They still believe in it. They have escaped the most frightful horrors, and they are so far in safety. They dream about their family in distant countries. And they dream mostly about a secure future for the children, running around in the dusty trails of Ritsona Refugee Camp.