Når jeg modtager en besked på WhatsApp, er det som regel en nedslående nyhed. For her kommunikerer jeg næsten kun med folk i flygtningelejre i Grækenland eller Tyrkiet, og de har sjældent noget opmuntrende at fortælle. I dag var anderledes, da en besked tikkede ind sidst på eftermiddagen:

“Good morning my love. I know where I go now, because today another interview. Ireland – my country. I am so happy”

Den syriske kvinde, der skrev til mig, har levet i en teltlejr nord for Athen i mere end et år sammen med sin mand og seks børn. Og før det i en flygtningelejr i Tyrkiet. Og før det en vild og farlig flugt fra Aleppo, hvor flere familiemedlemmer blev dræbt på vejen. Hun har regeret i det flotteste og reneste telt i nogen flygtningelejr. Hendes glæde, lettelse og taknemmelighed er til at tage og føle på. Om 2-3 måneder lander hele familien et sted i Irland og kan begynde på et rigtigt liv med rigtig skolegang og rigtigt arbejde. Med regelmæssighed, selvstændighed, tryghed og tro på en fremtid. Uden frygt for slanger og vilde hunde. Uden frygt for overfald på vej på toilettet om aftenen. Jeg er så glad på deres vegne.

Det bringer mig til en opfordring. Kære danske politikere:

Kan vi ikke godt begynde at tale ordentligt? Kan vi ikke starte med at anerkende, at mennesker, der har fået asyl i vores land, har gode grunde til at have flygtet. Så gode at de er godkendt til at have krav på at leve i beskyttelse hos os. Så lad os beskytte dem og bakke dem op. Jeg forstår godt, at vi er nødt til at sætte nogle grænser for indvandring til vores land. Men når mennesker nu er her, så får vi altså det bedste frem i hinanden ved at tale ordentligt sammen. Og en minister har et særligt ansvar for alle de mennesker, der bor i det land hun er minister for. Det er uværdigt, uhæderligt og en ualmindelig dårlig politisk strategi at tale de nye danskere ned. Vores land trænger til meget mere ‘vi’ og meget mere sammenhold. Det kan I politikere gøre noget for.

Ingen af de hundredevis af flygtninge, jeg har mødt og talt med, har taget flugten at griskhed. Ingen. Det gør mig ulykkelig og forvirret, når den minister, der har hovedansvaret for at skabe rammer for integration af nye borgere i landet, kalder en familie for grisk, fordi de efter juridisk råd har søgt at asyl, når nu de var familiesammenførte. Det er ikke at være grisk. Det er at være realistisk. Det er at tage hånd om sin familie.

Jeg har mødt mennesker, der har taget ad farlige ruter i håbet om en bedre fremtid. I håbet om at kunne arbejde og forsørge den familie, der blev tilbage. De har ikke været griske. De har været desperate og håbefulde. Og  vi kan godt beslutte, at de mennesker, der har søgt hertil, fordi de håbede på en bedre fremtid, ikke får ophold. Vi skal bare altid huske på, at de ikke har gjort rejsen af ondskab, og vi kan stadig tale ordentligt om dem og til dem.

Vi skal tage imod mennesker, der er forfulgte. Og det skal vi gøre godt og ordentligt. Så får vi nogle topmotiverede nye borgere i vores land.

Ligesom Irland gør, når min veninde og hendes familie ankommer om et par måneder. De er topmotiverede og taknemmelige.

I Danmark gør vi børn fortræd. Vi gør børn fortræd, når vi lader dem leve i månedsvis, i årevis i meningsløs usikkerhed. Når vi lader sagsbehandlinger om asyl trække ud i det uendelige, så børn ikke kan sove om natten. Vi gør børn fortræd, når vi lader børn agere tolke og advokater for traumatiserede familier. Vi lader det ske, og derfor gør vi børn fortræd.

Jeg var til forpremiere på filmen, Mon de kommer om natten, i Grand i aften. Filmen skildrer Rohksar gennem de sidste to år. Da vi møder hende, er hun bare 14 år gammel, og har netop modtaget afslag på familiens asylansøgning. De er flygtet fra Taleban i Afghanistan efter Rohksars bror blev dræbt og hun blev beordret til at gifte sig med en ældre mand. De ankom til Danmark i 2010.

Filmen er et ualmindelig stærkt vidnedsbyrd om et barns sammenbrud midt i et alt for stort ansvar. Da vi møder Rohksar, er hun en glad 14-årig, der bliver kåret til årets fodboldspiller i sin klub. Hun har veninder, ser serier i fjernsynet, spiller fodbold og elsker sin skole. Hun taler klart og tydeligt dansk. Og derfor bliver hun den, der må ringe til Udlændingestyrelsen, til Dansk Flygtningehjælp og oversætte de svært forståelige breve, de modtager. Hun bliver en alt for ung budbringer af alt for tunge budskaber. Hun bryder også sammen over det. Hun får svære angstanfald, selvmordstanker og depression. Da vi forlader hende ved filmens slutning, er hun nedbrudt og uglad og bange. Hun ligner en skygge af sit smukke selv. Det kan vi på ingen måde være bekendt.

Filmen gav mig kvalme og fyldte mig med vrede over, at vi lader det ske. I vores rige land. Bagefter var der debat. Desværre med alt for mange debattører, så debatten fik lov til at bevæge sig på et overfladisk, ligegyldigt niveau. Det kunne vi heller ikke være bekendt overfor Rohksar, der så utroligt modigt stod frem og endda svarede på spørgsmål i salen.

Tilstede var to politikere, Pelle Dragsted og Pernille Vermund. Sidstnævnte kørte i forventelige båndsløjfer om ‘nærområderne’ og sneg sig fuldstændig udenom at svare på spørgsmålet om, hvilke nærområder hun havde i tankerne. Situationen er nemlig den, at der opholder sig et tocifret antal millioner af afghanske flygtninge i grænseområderne til Pakistan, og inde i Pakistan opholder sig et ukendt antal. De kan ikke hjælpes af vores penge, fordi Pakistan nægter nødhjælpsarbejdere indrejse. Det andet umiddelbare ‘nærområde’ er Iran. Inde i Iran bor der 1-2 millioner afghanske flygtninge, og de behandles værre, end jeg har lyst til at forsøge at beskrive. Jeg har set mere end ‘et skudsår på flygtninge fra Afghanistan, som de har fået på rejsen gennem Iran. Hvordan det ser ud i ‘nærområderne’ Turkmenistan, Uzbekistan eller Kirgisistan, tør jeg faktisk slet ikke begynde at forestille mig. Næste ‘nærområde’, Tyrkiet, kan vist dårligt rumme mere, og ingen ved, hvem Pernille Vermund havde i tankerne. Det fik vi så heller ikke uddybet.

Seks år er ufatteligt langt i et barneliv. Rohksar har stadig ikke fået svar på, om familien kan få asyl under hensyn til hendes tarv.

Se filmen på onsdag på Tv2 og læs om hende i Politiken. Og tænk lidt over, hvor mange love, der bliver tilsidesat, mens Rohksar bliver ældre og går lidt mere i stykker hver dag.

Og jeg sender en bunke tanker til lille bitte Asmaa fra Afghanistan, som jeg tog imod på Lesbos’ nordkyst og sendte videre til Tyskland sammen med hendes forældre. Hun er nu et år og en måneds tid. Jeg håber sådan, at hun har det godt. Du kan læse om hende her.

Onsdag var jeg at finde på Christiansborg Slotsplads med en fakkel i hånden sammen med 7-8000 andre. I løbet af dagen så jeg flere nærmest hånlige opdateringer på Facebook om folk, der satte noget med Syrien i deres profilbillede, og om folk der ville til fakkeloptog. På Twitter blev udtrykt undren over meningen med fakkeloptog. Jeg vil gerne forklare, hvorfor jeg var der. Og hvorfor en sådan demonstration har en betydning. Selvom den ikke standser krige eller bringer de døde tilbage.

Jeg har arbejdet med integration, flygtninge og indvandrere i en stor del af mit voksenliv. Noget har været frivilligt, noget har jeg fået løn for. Måske derfor har begrebet ‘flygtningestrøm’ aldrig givet mening i min bevidsthed. Heller ikke masseindvandring. Det er personer, mennesker, familier, kvinder,  mænd og børn, der af en eller anden tvingende grund har forladt deres hjemland. Mennesker, der har forladt deres hjemland, fordi de er truede på deres liv og sikkerhed, har ret til beskyttelse. Længere er den ikke for mig.

Krigen i Syrien startede fredeligt. Det arabiske forår sivede langsomt fra de nordafrikanske stater ind i Syrien. Her oplevede mennesker at blive anholdt for at spille rockmusik. De blev anholdt for at lave kritiske radioprogrammer eller skrive kritiske avisartikler. Der var en udbredt brug af tortur i fængslerne, og det var forbudt at forsamle sig på gaderne. Det her var før 2011. Det startede med diskrete møder i forbindelse med fredagsbøn, fordi her kunne man samles. Men hurtigt måtte man ændre den strategi til spontane demonstrationer i byerne, fordi regimets politi stod parat ved moskeerne. Det startede altså med rigtig mange menneskers legitime ønske om frihed, retfærdighed og demokrati. Assads politistyrker slog hårdt ned på det. Fredelige demonstrationer blev mødt med granater og skud, og fængslerne blev fyldt med børn og unge mennesker. Se filmen ‘The War Show’ for hverdagsdokumentation fra en gruppe unge mennesker. Nogen få af dem overlevede. Senere kom forskellige militante islamistiske grupper på banen.

Lyt til DRs P1 udsendelser om ‘Den syriske krig – i Paris’  og bliv lidt klogere på, hvad der kan tvinge mennesker på flugt. Bliv lidt klogere på hvad det er for et regime, der nu med hjælp fra Iran og Rusland er ved at gennemtvinge den grummeste undertrykkelse af sit eget folk. Læs en syrisk kvindes ubegribelige fortælling i Information, og forestil dig selv i en situation som hendes. Følelsesporno siger du? Nej, det er ikke følelsesporno, det er virkelighed.

Og denne statistik er vigtig at have have med. Den viser, hvem der er ansvarlig for civile drab i Syrien.

Jeg har mødt så mange, der er flygtet fra Syrien. Jeg kender mennesker over det meste af Europa, som er flygtet. Jeg har kontakter i Syrien. Ret mange af dem kommer fra Aleppo, og en del af mine kontakter i Syrien er i det østlige Aleppo. Det er moderne mennesker med smartphones og profiler på de sociale medier.

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på Syrien og på de mennesker, jeg har lært at kende. På krigen og på de mange børn, der aldrig har kendt andet. På alle de fædre og mødre, der lever i konstant frygt. Og på alle dem der midt i ragnarock holder fast i håbet og drømmen om frihed, retfærdighed og demokrati.

Jeg kan ikke gøre andet end at handle i de rammer, jeg nu har.

Jeg går på gaden med fakler for at støtte syrerne i håbet. For at vise at det lader sig gøre at vise sin holdning offentligt. Og at vi vil blive ved med at gøre det.

Jeg går på gaden med fakler for at vise de mennesker, jeg kender, at jeg tænker på dem. Jeg husker dem.

Jeg går på gaden med fakler for at vise alle de mennesker, der stadig er spærret inde i Aleppo, at jeg ikke glemmer dem.

Jeg går på gaden med fakler for at vise mine meddanskere, at vi ikke må blive ved med at glemme. Måske kan det sætte tanker igang hos bare én politiker?

Jeg går på gaden med fakler for at vise, at jeg er bekymret for verden.

Jeg ved, at fakkeloptogene fra hele verden er set i Syrien. Jeg ved, hvor meget det betyder at føle sig set. Jeg ved, det varmer dem i en håbløs situation. Midt i den for tiden politisk korrekte retorik om ‘bekvemmelighedsflygtninge’, ‘migranter’, ‘opgør med konventionerne’ og ‘ønsker om at smide alle flygtninge til nærområder’, så varmer det mig, at så mange gerne vil vise noget andet. For jeg er så bekymret over, hvordan ‘udlændinge’ er blevet til den store prygelknabe i nogle vestlige lande. Jeg er så bekymret over vores store ulyst til at dele af vores velstand. Jeg er bekymret over de mange danskere, der åbenbart er bange for, at nogen kan true vores ‘kultur’.

Derfor gik jeg på gaden i onsdags. Og derfor vil jeg gå på gaden igen. Fordi jeg kan.

Mens politikere og debattører spyr onde ord ud om vores nye medborgere, findes der et særligt sted i København. Der, hvor dem der er flygtet fra forfølgelse, terror, krig og bomber, har fået en midlertidig bolig. Det sted er kærligt og venligt. Det er fyldt med hjælpsomhed og solidaritet. Og det emmer af begejstring og virkelyst.

Stedet er fyldt med kvinder, mænd og børn, der suger deres nye land til sig. De arbejder hårdere, end nogen kan forestille sig, på at lære sprog, sædvane, regler og nye færdigheder. Stedet er også fyldt med indfødte københavnere, der gerne bruger deres tid på at give de nye medborgere en hånd ind i deres nye liv.

Sværere er det jo ikke. Det handler om at sige velkommen, og det handler om at tage imod fremstrakte hænder.

I det hus prøver jeg sammen med min gode ven og kollega, Henrik, at lære lidt fra mig om det komplicerede sundhedsvæsen, de nye medborgere skal prøve at finde vej i. Det er enklere for dem, og det er enklere for sundhedsvæsenet.

Og i aften lavede vi en kvindegruppe, hvor vi kan tale om kvindeting. Som ingen mænd gider høre om, og som ingen kvinder gider dele med mænd.

Og vi lavede en mandegruppe, hvor mænd kan tale om ting, mænd taler om, når kvinder er ude af farvandet. Ligesom mænd gør andre steder i København.

Sværere er det nemlig ikke.

 

En af de meget få ting, jeg fortryder i mit liv, er at jeg ikke rejste til Syrien, dengang jeg havde chancen. Jeg har altid hørt godt om landet og folket. Jeg har set billeder og kendt folk, der boede der. Men dumt – jeg gjorde det ikke, mens tid var. Og nu er landet forandret for altid. Smadret. Spredt for alle vinde. Jeg har et ret følsomt punkt for Syrien. Eller måske har jeg en bunke bløde punkter for mennesker fanget i krig.

I går var der demonstration over en stor del af verden for at vise støtte og sympati for de civile borgere i den syriske by Aleppo. De er udsat for massive bombardementer af russiske og syriske styrker. Jeg har mange kontakter i Syrien, og hver eneste dag flyder forfærdelige billeder ind i mit synsfelt. Hver dag kommer jeg til at græde over børn og voksne, der uforvarende er fanget i det værste mareridt. Nogen gange deler jeg billederne fra Syrien. Jeg ser dem altid. Jeg synes, jeg har pligt til det. Og selvfølgelig var jeg der på Christiansborg Slotsplads lørdag eftermiddag. Det er så lidt, jeg kan gøre, men jeg kan rejse mig op og vise min sympati. Jeg kan stå fast og vise min antipati mod den måde Assad og russerne fører krig mod civilbefolkningen.

Demonstrationen var helt fredelig. Vi stod tæt sammen, alle os der var mødt op. Der var mange syrere og glædeligt mange danskere. Stemningen var sorgfuld, og der var flere der undervejs fik tårer i øjnene. På en eller anden måde var vi ret tætte.

Jeg gik lidt tidligt, fordi jeg havde godt gang i køkkenet derhjemme. Min uendelige fødselsdag er stadig ikke slut. Og jeg gik derfra med både sorg i hjertet og en tro på mennesker.

Da jeg krydsede vejen studsede jeg over de mange betjente, der stod på strækningen op mod Strøget. Da mine øjne ligesom havde vænnet sig til politifolk, opdagede jeg et ret stort antal pansrede mandskabsvogne. De stod bare helt mærkeligt i forhold til vores demonstration. Og så dukkede der ca 30 mænd med Dannebogsflag frem. De fløjtede, så vrede ud og bar på et stort banner, hvor der stod Kamp for frihed. Det var et absurd scenarie. Mændenes vrede satte sig som en tung klump i min mave, da jeg cyklede en anden vej hjem.

Jeg har været stille for længe. Jeg blev vel nærmest slået af tavshed. Men det nytter ikke, at netop jeg er stille. Jeg skal ikke stiltiende se mit land glide længere og længere ned i en grød af angst, selvtilstrækkelighed og tiltagende fremmedhad. Netop jeg er nødt til at tale og skrive og råbe. Jeg vil modvirke, det bedste jeg kan.

Jeg vil modvirke, selvom jeg bliver kaldt grimme navne. Selvom mine meninger bliver afvist ved dørtærsklen som halalhippie, godhedsguru, væmmeligbo og andre effektive stopklodser for en åben og ærlig debat. Jeg ser, mennesker, jeg kender, tale grimt og nedværdigende om mennesker, de ikke selv kender. Jeg ser mit venlige land forandre sig. Mit venlige land som gik forrest, da verden formulerede konventioner, der skulle modvirke folkedrab, som vi så det i trediverne og fyrrerne. Aldrig igen skulle verden afvise mennesker på flugt, som verden gjorde, da europæiske jøder søgte asyl for at undslippe de tyske nazister. Aldrig igen skulle vi se flygtninge spærret inde og nægtet mad og lægehjælp, som det skete for tyske krigsflygtninge efter verdenskrigen. Dengang fik den ikke-nazistiske verden en medskyld i folkedrabet på jøder, romaer, homoseksuelle og folk med ikke-nazistiske meninger. Og mit land fik medskyld i tusinde tyskeres død. Mange af dem er begravet på Vestre Kirkegård i København.

Nej, jeg trækker ikke nazikortet. Jeg bliver bare afsindigt bekymret, nærmest bange, når jeg hører og læser mennesker helt åbent smække portene i for mennesker på flugt fra krig. Jeg bliver målløs, når jeg læser mennesker i ramme alvor og uden skrupler påstå, at mennesker fra mellemøsten er mindre begavede end mennesker fra Vesteuropa. Jeg får ondt i maven over et Europa, der bygger mure, i stedet for at sætte sig sammen og finde løsninger for desperate mennesker.

Det gør mig ondt langt ind i sjælen, at så mange af mine landsmænd taler så dårligt om de mennesker, der har opnået asyl i mit land. Mennesker der er så forfulgte, at de er berettiget til at få sikkerhed her. Tal dog ordenligt. Vær dog høflige. Tag dog imod. Hvor er mit lands venlighed blevet af? Jeg ved godt, at der er mange venlige mennesker. Jeg bliver bare så overvældet af den grimhed, der vælter ud af mine aviser, af kommentarspor på de sociale medier og – må jeg beklemt sige – af de politikere, der regerer mit land.

Dele af verden brænder. Millioner af mennesker er på flugt. Det er nu, lige nu, at vores konventioner skal stå deres prøve. Det er lige nu, at vi skal holde fast i konventionerne og vise verden, at den kommer længst med venlighed. Og vi skal tænke os meget grundigt om, når vi hører os selv betegne store grupper af mennesker som uintelligente, ondsindede, laverestående, voldelige, dovne og andet grimt. Vi skal tænke os meget længe om, når vi sætter den slags stempler på grupper af mennesker, fordi de har en religion og hudfarve, der forskrækker os.

Jeg ville ønske, vi ville turde være nysgerrige. Spørge. Undersøge. Interessere os for. I stedet for at slå fra os og forlods sætte mærkater på folk. Sådan som nogen gør, når jeg siger det, jeg siger.

For ca tre uger siden tikkede en besked ind fra Katie, der spurgte, om jeg ville med til Grækenland i maj. Nej, nej, tænkte jeg, det kan jeg ikke bare sådan lige. Okay, men kan du så ikke møde mig i Paris, spurgte hun. Okay, jo for Søren, det kunne jeg. Og da jeg havde trukket vejret et par gange, kunne jeg selvfølgelig også tage med til Grækenland. Selvfølgelig kunne jeg det. Mens vi planlagde fra hver sin side af Atlanten, meldte Melie sig på banen fra Vancouver Island, Canada. Vi mødte alle tre hinanden i Skala Sikamneas på Lesbos i december. Katie er family doctor i Bozeman, Montana, og Melie er sygeplejerske og laver noget, der ligner mit, på Vancouver Island, Canada.

Derfor er vi nu i Grækenland i ferielandet, Chalkida. Ikke langt herfra driver den græske Airforce en flygtningelejr, hvor vores gamle NGO, Lighthouse Relief, har etableret et skærmet område for kvinder og børn. I går tilbragte vi det meste af dagen i Ritsona refugee camp. Vi blev vist rundt og brugte mange timer sammen med nogle af de familier, der har levet i teltlejren siden februar eller marts. Her er mange mennesker. Ca 900, hvoraf 300 er mindre børn. 300 børn i telte? Der er ca 20 små babyer, og der er ca 20 gravide kvinder. Gravide, spørger du, er det ikke dumt? Tjo, men når man placerer mennesker i en teltlejr på den græske Lars Tyndskids mark, uden mulighed for forbindelse med det omgivende samfund, er der ikke mange muligheder for effektiv prævention. Og det kan man blive gravid af. Der er nemlig masser af kærlighed i den teltlejr.

Alt er så anderledes end på Lesbos i december og januar. Her er ingen dramatiske situationer med forkomne, sårede og frysende mennesker. Og her er ikke så meget håb at give videre. Ingen ved, hvor længe folk skal blive i lejren. Som det ser ud lige nu, er de græske myndigheder ved at lukke den store flygtningelejr ved den makedoniske grænse og fordele folk i de øvrige 40 græske lejre. En del vil komme til Ritsona, der arealmæssigt kan rumme flere. Der er forberedelser i gang til vinteren med at rejse penge til Ikea-barakker, fordi teltene trods alt bliver for kolde. Der er fire meget store problemer i forhold til lejren.

For det første er her ikke vand. Det betyder, at hver familie modtager et antal flasker med drikkevand hver dag. Ekstra vand findes ikke. Der transporteres lidt vand til lejren til de fem brusebade, 900 mennesker skal deles om. To af dem har varmt vand. Noget af tiden. Slut! Ikke mere vand.

For det andet er der opsat en række ‘festivaltoiletter’, altså latriner, der skal tømmes, ved en åben plads, der bruges til fodboldspil, og hvor en del mænd hænger ud. Kvinder tør ikke gå på toilet, når det bliver mørkt. Kvinder holder derfor op med at drikke, så de ikke bliver nødt til at gå på toilet. Kvinder bliver dehydrerede, får urinvejsinfektioner og får det endnu sværere i den svidende varme.

Det tredje problem er, at lejren ikke har elektricitet. Der kan derfor ikke sættes lys op omkring de toiletter, som ingen kvinder tør besøge i mørket. Der er ingen køleskabe, ingen lys i teltene, og til vinter er der ingen varme.

Endelig er lejren placeret sådan, at ingen beboere har mulighed for at købe ind. Der er ingen landsbyer i nærheden, og der går ingen busser. Borgmesteren i Chalkida har frabedt sig bustransporter til hans by. Som jo skal leve af turisterne. Der ikke godt kan kombinere deres ferie med nødlidende mennesker. Det betyder, at folk er nødt til at holde sig til den mad, som militæret deler ud. De må undvære mellemmåltider til deres børn og de gravide kvinder. Det betyder også, at selv om de i princippet ikke er låst inde som i lejrene på øerne, så er de låst fast i lejren.

Det er en pæn lejr. Endnu har mismodet ikke taget helt fat i folk, og de organiserer rengøring og vedligeholdelse. De bygger kreative tilbygninger til deres familietelte. De har ongoing fodboldturneringer mellem forskellige fraktioner i lejren.De passer hinandens børn. Men rastløsheden breder sig langsomt, og børnene bliver præget af ensformigheden og dårlig ernæring.

De tror stadig på det. De har undsluppet de frygteligste rædsler, og de er for så vidt i sikkerhed. De drømmer om deres familie i fjerne lande. Og de drømmer mest om en sikker fremtid for de børn, der løber omkring i de støvede stier i Ritsona Refugee Camp.

English version:

About three weeks ago a message ticked in from Katie, asking if I would join her Greece in May. No, no, I thought, I can not do just that right away. Okay, but can you meet me in Paris, she asked. Sure I could. And after a couple of breaths, of course I could also go with her to Greece. Why not? While planning from either side of the Atlantic, Melie signed in from Vancouver Island, Canada. We all met in Skala Sikamneas on Lesbos in December. Katie is a family doctor in Bozeman, Montana, and Melie is a nurse, doing stuff more or less similar to what I am doing on Vancouver Island, Canada.

Therefore we now are in Greece in the holiday area Chalkida north of Athens. Not far from here the Greek Airforce runs a refugee camp, where our old NGO, Lighthouse Relief, has established a shielded area for women and children. Yesterday we spent most of the day in Ritsona refugee camp. We were shown around and spent many hours with some of the families, who have lived in the tent camp since February or March. There are so many people. App 900, out of whom 300 are young children. 300 children in tents? There are approximately 20 small babies, and there are  20 pregnant women. Pregnant, you ask, is that not stupid? Well, putting people in a tent camp in the middle of nowhere with no possibility of connecting with society, limits the options for effective contraception. And that can make women pregnant. There is lots of love in the tent camp.

Everything is so different from Lesbos in December and January. There are no dramatic situations, no exhausted, wounded and freezing people. And there is not so much hope to pass on. No one knows how long people should remain in the camp. As it stands right now, the Greek authorities are about to close the large refugee camp at the Macedonian border and distribute people to the other 40 Greek camps. Some will come to Ritsona, that area wise can accommodate more. Preparations are underway for the winter to raise money for Ikea barracks, because the tents after all will be too cold. There are four major problems in relation to the camp.

First, here is not water. This means that each family receives a number of plastic bottles of drinking water each day. Extra water is not available. Only a small amount of water is transported to the camp for the five showers, shared by 900 people. Two of them have hot water. Some of the time. That’s it! No more water.

Secondly, a number of “festival toilets’, that is, latrines to be emptied, is placed by an open space used for football games and hanging out for a number of men. Women dare not go to the toilet, when it gets dark. Therefore women tend to stop drinking. Women become dehydrated, get urinary tract infections making it even harder in the scorching heat.

The third problem is no electricity in the camp. There are no lights around the toilets, that no women dare visit in the dark. There are no refrigerators, no lights in the tents, and in the winter there is no heat.

Finally, the camp is located, so no residents have the opportunity to go shopping. There are no villages nearby, and there are no buses. The Mayor of Chalkida has declined bus transfers to his city. That shall live by tourists. It means that people have to stick to the food that the military will distribute. They have to do without snacks for their children and the pregnant women. It also means that, although in principle they are not locked up like in camps on the islands, they are stuck in the camp.

It’s a nice camp. So far discouragement not taken a complete hold on people, and they organize cleaning and maintenance. They build creative additions to their family tents. They have ongoing soccer tournaments between different fractions in the camp. They take care of each other’s children. But restlessness spreads slowly, and the children will be marked by monotony and poor nutrition.

They still believe in it. They have escaped the most frightful horrors, and they are so far in safety. They dream about their family in distant countries. And they dream mostly about a secure future for the children, running around in the dusty trails of Ritsona Refugee Camp.