Kære Europa

Kære Europa

Vi kaster guld på gaden, når vi knalder døren i for næsen af de mennesker, der flygter over stok og sten. Der skal nok være nogle sølle væsener iblandt. Men du godeste, hvor jeg møder stærke, fokuserede mennesker hver eneste dag her på Lesbos.

Nogen tror, vi er de seje. Os der bruger noget ferie eller orlov på at klæde våde mennesker i tørt tøj, lappe deres sår, varme dem op og forhindre dem i at dø af deres farefulde færd over det Ægæiske Hav. Der bagefter tager hjem til vores fjernvarme og faste indtægt. Det er det ikke. De virkelig seje er de mennesker, der pakker deres liv sammen i en lille rygsæk og går for at etablere et nyt liv. Et liv hvor de kan leve og blive endnu stærkere og hjælpe deres børn til en tilværelse. Et liv hvor de vil bidrage til et samfund, de kan tro på. De er modige, seje, kloge og kærlige mennesker næsten allesammen.

I dag mødte jeg fx en lille familie fra Afghanistan. En far, en mor og lille bitte Asmaa. Asmaa startede sit liv for 31 dage siden. Hun blev født ved kejsersnit. 12 dage senere tog forældrene hende på armen, pakkede en pusletaske og en rygsæk og gik over bjergene i Afghanistan for at undslippe Taleban. En måned tidligere var farens bror blevet dræbt af dem.

De gik ud af Afghanistan over bjergene. I Irak skød politiet efter dem, og de fandt en kørelejlighed noget af vejen. I Tyrkiet gik de. Og nu krydsede de Det Ægæiske Hav med spæde Asmaa i bærestolen.

Asmaa skreg den sunde babys skrig, da jeg fik hændet over fra båden. Hun var pakket godt ind og var helt varm og tør. Og aldeles rasende. Jeg vuggede hende, mens jeg mærkede efter under de mange lag og pakkede hende yderligere ind. Hun var stadig rasende. Pludselig stod en mand og strålede ved siden af mig. Hans øjne…. Dem glemmer jeg aldrig.

Is she yours, spurgte jeg ham. Og han var bristefærdig, mens han blidt skubbede en lige så strålende kvinde frem.

Jeg tog dem med ind i lejren og fandt en fredelig plet til dem. Skyndte mig tilbage til stranden og bad en frivillig hente tørt tøj til de to drivvåde voksne. Da jeg kom tilbage, tog jeg dem med ind i vores lille klinik for at være helt sikker på, at babyen havde det godt. Og moren satte sig og ammede, til hun faldt helt til ro.

Efter et par timer, varm suppe og te, en masse varmt og tørt tøj og forsynet med et bæresele, gik den lille familie videre for at komme med bussen videre til Mytilini, hvor alle skal registreres.

Jeg ved ikke, hvad deres uddannelser var. Jeg tror ikke, de havde diamanter i pusletasken. Jeg ved bare, at når mennesker kan gøre det, de gjorde. Og stadig stråle af kærlighed og stolthed. Over bare at have hinanden. Så er vi dumme, at vi ikke griber dem. Hvad siger I damer? 12 dage efter kejsersnit?

Jeg har sagt, at jeg ikke poster flygtningebørn. Men jeg gør en undtagelse. For hverken taleban eller IS eller andre kan genkende familien på den her baby. Jeg vil bare gerne vise en sundhedsstruttende baby, der har været på flugt hele sit lille liv.

Sikke et overskud.

Det var bare det, Europa. Jeg synes, vi skulle tænke os rigtig godt om en gang til.

image

3 thoughts on “Kære Europa

  1. Tak, Helle, for gribende fortællinger. Hvor er det godt, at du ikke kan lade være med at hjælpe. Endnu engang sidder jeg med tårer i øjnene, efter at have læst en af dine beretninger fra Lesbos.
    Jeg forstår ikke, hvorfor mange danskere er så bange for at hjælpe disse menneske, der flygter fra bomber, krig og ødelæggelse.

  2. Pingback: Mon de kommer om natten | Helles Blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s