Mon de kommer om natten

I Danmark gør vi børn fortræd. Vi gør børn fortræd, når vi lader dem leve i månedsvis, i årevis i meningsløs usikkerhed. Når vi lader sagsbehandlinger om asyl trække ud i det uendelige, så børn ikke kan sove om natten. Vi gør børn fortræd, når vi lader børn agere tolke og advokater for traumatiserede familier. Vi lader det ske, og derfor gør vi børn fortræd.

Jeg var til forpremiere på filmen, Mon de kommer om natten, i Grand i aften. Filmen skildrer Rohksar gennem de sidste to år. Da vi møder hende, er hun bare 14 år gammel, og har netop modtaget afslag på familiens asylansøgning. De er flygtet fra Taleban i Afghanistan efter Rohksars bror blev dræbt og hun blev beordret til at gifte sig med en ældre mand. De ankom til Danmark i 2010.

Filmen er et ualmindelig stærkt vidnedsbyrd om et barns sammenbrud midt i et alt for stort ansvar. Da vi møder Rohksar, er hun en glad 14-årig, der bliver kåret til årets fodboldspiller i sin klub. Hun har veninder, ser serier i fjernsynet, spiller fodbold og elsker sin skole. Hun taler klart og tydeligt dansk. Og derfor bliver hun den, der må ringe til Udlændingestyrelsen, til Dansk Flygtningehjælp og oversætte de svært forståelige breve, de modtager. Hun bliver en alt for ung budbringer af alt for tunge budskaber. Hun bryder også sammen over det. Hun får svære angstanfald, selvmordstanker og depression. Da vi forlader hende ved filmens slutning, er hun nedbrudt og uglad og bange. Hun ligner en skygge af sit smukke selv. Det kan vi på ingen måde være bekendt.

Filmen gav mig kvalme og fyldte mig med vrede over, at vi lader det ske. I vores rige land. Bagefter var der debat. Desværre med alt for mange debattører, så debatten fik lov til at bevæge sig på et overfladisk, ligegyldigt niveau. Det kunne vi heller ikke være bekendt overfor Rohksar, der så utroligt modigt stod frem og endda svarede på spørgsmål i salen.

Tilstede var to politikere, Pelle Dragsted og Pernille Vermund. Sidstnævnte kørte i forventelige båndsløjfer om ‘nærområderne’ og sneg sig fuldstændig udenom at svare på spørgsmålet om, hvilke nærområder hun havde i tankerne. Situationen er nemlig den, at der opholder sig et tocifret antal millioner af afghanske flygtninge i grænseområderne til Pakistan, og inde i Pakistan opholder sig et ukendt antal. De kan ikke hjælpes af vores penge, fordi Pakistan nægter nødhjælpsarbejdere indrejse. Det andet umiddelbare ‘nærområde’ er Iran. Inde i Iran bor der 1-2 millioner afghanske flygtninge, og de behandles værre, end jeg har lyst til at forsøge at beskrive. Jeg har set mere end ‘et skudsår på flygtninge fra Afghanistan, som de har fået på rejsen gennem Iran. Hvordan det ser ud i ‘nærområderne’ Turkmenistan, Uzbekistan eller Kirgisistan, tør jeg faktisk slet ikke begynde at forestille mig. Næste ‘nærområde’, Tyrkiet, kan vist dårligt rumme mere, og ingen ved, hvem Pernille Vermund havde i tankerne. Det fik vi så heller ikke uddybet.

Seks år er ufatteligt langt i et barneliv. Rohksar har stadig ikke fået svar på, om familien kan få asyl under hensyn til hendes tarv.

Se filmen på onsdag på Tv2 og læs om hende i Politiken. Og tænk lidt over, hvor mange love, der bliver tilsidesat, mens Rohksar bliver ældre og går lidt mere i stykker hver dag.

Og jeg sender en bunke tanker til lille bitte Asmaa fra Afghanistan, som jeg tog imod på Lesbos’ nordkyst og sendte videre til Tyskland sammen med hendes forældre. Hun er nu et år og en måneds tid. Jeg håber sådan, at hun har det godt. Du kan læse om hende her.